Annonce

7. juni 2008 - 18:09

Cuba indfører gratis kønsskifteoperationer

Cuba, der ellers ikke ligefrem er kendt for et progressivt syn på ikke-heteroseksuelle, tager nu et seksualpolitisk tigerspring med et tilbud om gratis kønsskifteoperationer til cubanere, der vurderes kvalificerede til det. Indtil videre er 28 transseksuelle skrevet på ventelisten til en kønsskifteoperation skriver BBC.

JPEG - 74.1 kb
Mariela Castro (i midten med lilla trøje) sammen med transseksuelle. Mariela Castro, der er datter af Cubas præsident Raul Castro, er en kendt fortaler for LBGT-rettigheder og anses som en slags sort får i Castro-familien. Foto: cuba.web-log.nl

Den overraskende udvikling sker ikke mindst takket være Mariela Castro, datter af landets nuværende præsident Raul Castro, der overtog embedet fra sin bror, revolutionshelten Fidel Castro, i februar i år.

Mariela Castro, der er leder af Cubas Center for Seksuel Uddannelse (Centro Nacional de Educación Sexual) – kendt for sin indsats for LBGT-rettigheder på Cuba – har stået i spidsen for den nye politik, og argumenterer også hårdt for at den socialistiske stat skal tillade homoseksuelle forhold og homoseksuelles arverettigheder.

Selv på den internationale venstrefløj har kritikken af manglende homo-rettigheder på Cuba ofte været på dagsordenen. Da den internationale dag mod homofobi blev markeret den 17. maj i Havana, var det således kun anden gang i landets historie, at det skete.

Men hvis Mariela Castros forslag vedtages, vil Cuba pludselig blive det mest liberale latinamerikanske land i forhold til homoseksuelles rettigheder.

Zapatister og transseksuelle
Selv de mest progressive latinamerikanske lande og bevægelser har altid været stærkt præget af den såkaldte machismo.

Det vakte derfor også en vis opsigt, da den talsmanden for de mexicanske Zapatist-oprørere, Subcomandante Marcos, under en landsdækkende politisk kampagne forrige år offensivt talte homo- og transseksuelles sag, og adskillige gange lod sig fotografere sammen transvestitter og transseksuelle.

JPEG - 47.3 kb
Under zapatisternes såkaldte Anden Kampagne i 2006 rykkede de transseksuelle helt frem på zapatisternes politiske dagsorden.

Marcos, der konsekvent har omtalt LBGT-folk som »other lovers«, har i mange af sine taler refereret til den internationale queer-bevægelse. I 2005 udfordrede han den italienske fodboldklub Inter Milan til en kamp, hvor zapatisternes hold ville bestå af queer- og transpersoner. Alligevel har forbindelsen mellem den mexicanske queer-bevægelse og den zapatistiske kamp ikke fyldt meget i hverken alternative eller mainstream-medier.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce