Annonce

6. juni 2008 - 14:23

Canadas parlament vil give asyl til desertører

Det canadiske underhus vedtog tirsdag den 2. juni et forslag, der opfordrede regeringen til at give amerikanske desertører fra Irak-krigen opholdstilladelse.

JPEG - 42 kb
Støttegruppen for asylsøgende militærnægtere i Canada fejrer underhusets asylbeslutning den 4. juni. Foto: War Resisters Support Campaign.

Beslutningen er ikke bindende for regeringen, men giver dog håb for omkring 40 soldater, der har søgt status som flygtninge i landet. Den canadiske støtteorganisation for militærnægterne, War Resisters Support Campaign, mener at 200 flere desertører har taget ophold i landet uden at give sig til kende overfor myndighederne.

Tidligere asylland for Vietnamdesertører
Canada gav i 1960’erne og 1970’erne asyl til mellem 50.000 og 80.000 amerikanske soldater, der ikke ville kæmpe i Vietnam. Den daværende premiereminister Pierre Trudeau erklærede landet for et »ly for militarisme«.

Men selv om Canadas liberale regerings arbejdede imod invasionen af Irak, har den nuværende konservative regering under Stephen Harpers ledelse støttet Bush-administrationens krige i Irak og Afghanistan og indespærringen af fanger på den amerikanske flådebase i Guantanamobugten i Cuba.

Oppositionen håber med sejren i underhuset med stemmerne 137 imod 110 at kunne overtale regeringen til at acceptere krigsmodstanderne i landet.

– Canada har altid været et sted, der byder dem, der søger fred og frihed, velkommen. Vi ønsker, at det forbliver sådan, siger det liberale parlamentsmedlem Bob Rae til Los Angeles Times.

Konservativ minister står fast på udvisning
Men indtil videre har regeringen ikke givet sig.

– Forslaget i underhuset ændrer ikke lovene i landet, udtalte Diane Finley, der er indenrigs- og immigrationsminister, efter vedtagelsen i underhuset.

– Når nogle engang har været igennem en lovlig proces, forventer vi, at de respekterer resultatet og forlader landet, når de bliver bedt om det, siger hun.

De canadiske immigrations- og flygtningemyndigheder har indtil videre nægtet seks militærnægtere flygtningestatus med den begrundelse, at det ikke havde udtømt de juridiske muligheder for at undgå militærtjeneste i USA og at de derfor ikke stod overfor en straffedom, hvis de vender tilbage.

Men Canadas regering kan, siger Jack Layton, der er formand for det venstrefløjspartiet New Democratic Party, sætte de seks udvisninger i bero.

Den canadiske støttegruppe for de amerikanske militærnægtere opfordrer efter vedtagelsen i underhuset til at skrive breve til indenrigs- og immigrationsminister Diane Finley og premiereminister Stephen Harper om at efterkomme underhusets indstilling.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce