Annonce

26. maj 2008 - 18:59

Colombia: FARC-leders død skærper konflikt

Den colombianske oprørsgruppe FARC har bekræftet, at en af dens grundlæggere og ledere, kommandant Manuel Marulanda, er død. Oplysningen om guerillakommandantens død blev først offentliggjort af det colombianske militær lørdag den 24. maj, men er nu bekræftet af FARC i en pressemeddelelse i de colombianske medier, skriver BBC.

JPEG - 50.1 kb
»Tirofijo« (»Skudsikker«) alias Manuel Marulanda alias Pedro Antonio Marin i 2002.

Manuel Marulanda, hvis rigtige navn var Pedro Antonio Marin, blev 78 år og døde af et hjertestop den 26. marts. Der har gennem længere tid været rygter om, at han led af dårligt helbred.

– En stor leder er forsvundet, sagde FARC’s talsmand, Rodrigo Londono Echeverri, i en udsendelse på colombiansk fjernsyn.

Marulanda, der lød kælenavnet »Tirofijo« (»Skudsikker«), har været leder af FARC siden oprørshærens dannelse i 1964.

FARC meddeler, at Marulanda bliver erstattet af Alfonso Cano, hvis rigtige navn er Guillermo Leon Saenz. Han er ifølge BBC allerede en af FARC’s ideologiske ledere.

Bebudet død eller krisetegn
Marulandas død falder sammen med, at FARC i den seneste tid har mistet andre ledende kadrer. Den 1. marts døde den 59-årige chefforhandler Raul Reyes og 16 andre FARC-soldater ved et luftangreb inde på ecuadoriansk territorium. Den 7. marts blev kommandanten Ivan Rios myrdet af en anden FARC-kæmper og den 19. maj overgav den kvindelige kommandant Nelly Avila Moreno sig.

Marulandas død puster derfor yderligere liv i rygter om, at FARC befinder sig i en krise.

BBC’s Colombia-korrespondent, Jeremy McDermott, skriver, at Marulandas død måske kan føre til flere deserteringer og opbrud i FARC, men måske også føre til en ændret strategi efter flere års militære nederlag til den colombianske hær.

FARC har stadig op mod 10.000 soldater, og er derfor langt fra slået. Kilder, Modkraft.dk har talt med, siger, at FARC fortsat er operationsklar på op mod 60 forskellige fronter, og at Marulandas død – hans alder taget i betragtning – ikke er kommet som en overraskelse for nogen.

Regering skærper tonen
En anden iagttager, redaktøren af det spansksprogede tidsskrift Rebelion Pascual Serrano, peger dog på, at ansvaret for en eventuel optrapning af den militære konflikt ikke kun kan lægges på FARC’s skuldre.

Serrane skriver, at konflikten står overrfor en optrapning af to årsager.

For det første har Colombias forsvarsminister Santos meddelt, at bombeangreb på guerillaen vil blive optrappet. Det sker som reaktion på pressemeddelelsen om Marulandas død, hvor FARC skriver, at organisationens »forslag om at indgå en humanitær aftale (dvs. en fangeudveksling, red.) og at søge en politisk løsning (på konflikten, red.) står ved magt«.

For det andet er en række uafhængige journalister og nøglepersoner fra Colombias legale opposition netop blevet anklaget for terrorist-forbindelser – dvs. for kontakt til FARC – af anklagemyndighederne.

Det gælder blandt andet den socialdemokratiske leder Piedad Cordoba, den tidligere konservative præsidentkandidat Alvaro Leyva og flere parlamentsmedlemmer fra centrum-venstreforbundet Polo Democratico.

Også flere udlændinge er blevet anklaget for terrorforbindelser, herunder den tidligere FN-medarbejder i Colombia, Jim Jones fra USA og tre politikere fra Ecuador og Venezuela.

Guerillaaktivitet forlængede livet
Serrano konstaterer, at uanset hvad man mener om FARC’s afdøde leder, så var han ikke blevet 78 år gammel, hvis han havde fortsat som leder af bondebevægelsen, i stedet for at slutte sig til guerillaen.

Serrano skriver, at det er den colombianske elites vold mod den legale opposition, som forårsager fremvæksten af guerillabevægelser som FARC – og tilstrømning af rekrutter – og at det i øjeblikket ser ud til, at regeringen ønsker at optrappe konflikten, uanset om FARC ønsker at forhandle eller ej.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce