Annonce

22. maj 2008 - 15:19

Dameblad sponserer Dannerhus-arrangement

»Et Bedre Dig - Sådan bliver du endnu mere sund, skøn og sej!«. Sådan lyder titlen på en workshop i kvindekrisecenteret Dannerhuset den 31. maj – arrangeret af det internationale dameblad Cosmopolitan og med L’Oréal Professionnel som hovedsponsor. Det skriver dr.dk.

JPEG - 62.9 kb
Dannerhusets mål om at stoppe vold mod kvinder og børn gennem bl.a. empowerment, sker nu i samarbejde med det internationale dameblad Cosmopolitan.

Til arrangementet kan deltagerne bl.a. få »inspiration til at tackle udfordringer i hverdagen eller i parforholdet«, og høre hvordan de får »mere power« ved hjælp af en sund livsstil og hvordan de opnår økonomisk frihed.

Dannerhuset
Dannerhuset er en privat, humanitær organisation, der arbejder for kvinders rettigheder.
Huset driver bl.a. et krisecenter for voldsramte kvinder og børn, og et videnscenter for at styrke forskning og viden om partnervold.
Dannerhuset blev stiftet i 1979 som landets første kvindekrisecenter.

Læs mere på dannerhuset.dk

Ifølge Cosmopolitans chefredaktør, Julia Lahme, er samarbejdet med Dannerhuset helt oplagt for magasinet:

– Cosmo ønsker at guide kvinder til at få det bedste ud af deres liv, hvilket bliver opsummeret med vores motto: »Fun Fearless Female«, siger hun til dr.dk.

Undervejs i arrangementet får deltagerne serveret en lækker frokost fra »den hotte nudelrestaurant Wagarama«, og til sidst er der gaver i form af en »goodieback« fra L’Oréal Professionnel.

Ifølge Dannerhusets direktør, Vibe Klarup Voetmann, er der ikke noget mærkeligt i, at krisecentret indgår samarbejde med et dameblad:

– Dannerhusets kerneopgave er selvfølgelig stadig at være et krisecenter for voldsramte kvinder og kvinder i svære situationer. Men vi har også et mere bredt formål, nemlig at klæde kvinder på til at gå ud og gøre en forskel – til at blive morgendagens statsministre, siger hun til DR Nyheder.

Overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til kriseramte kvinder i Dannerhuset.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce