Annonce

4. maj 2008 - 0:10

Hyldest til bombemænd

Søndag aften den 4. maj bliver Istedgade i København fyldt med fakler som en hyldest til de folk, der gav deres liv i kampen mod nazismen under den tyske besættelse 1940-45. Samtidigt langer arrangørerne af 4. maj-optoget kraftigt ud efter den nutidige højrefløj, der beskyldes for at gøre Danmark »internationalt kendt for intolerance og smålighed«.

Folkestrejker og bombeattentater var rygraden i modstandsbevægelsens kamp mod de tyske besættelsestropper og deres danske samarbejdspartnere. I dag bruger de tilbageværende modstandsfolk og deres støtter knubbede ord, satellit-kort, og en bunkerudstilling for at føre kampen mod nazisme og fremmedhad videre.

JPEG - 91.9 kb
Den tidligere modstandsmand Per Mortensen langede ud efter regeringen ved åbningen af en ny udstilling om besættelsen. Foto: Jesper Warburg

4. maj-initiativet på Vesterbro har i en årrække markeret dagen for Danmarks befrielse ved at organisere et fakkeloptog gennem Istedgade. I sidste uge åbnede Initiativet endvidere en udstilling i et gammelt beskyttelsesrum, hvor man gennem løbesedler og plakater kan få et indtryk af dagligdagen i krigens tid.

Sabotør mod regeringen
Den tidligere BOPA-sabotør Per Mortensen langede i sin åbningstale af udstillingen kraftigt ud efter Folketingets historieforvanskning.

– Almindelige mennesker bliver frataget deres historie. For eksempel er den 9. april ikke med i regeringens kanoner, og historien om de danske politikeres samarbejde med den tyske værnemagt under besættelsen bliver forvansket.

Ifølge Per Mortensen er effekten af, at historien forvanskes, at nutidens mennesker får svært ved at forholde sig til vores egen tid. Og det har magthaverne en klar interesse i, mener han:

– De samme økonomiske kræfter, som før og under krigen støttede Hitler-tyskland, eksisterer også i dag. Når vi ser, hvordan Danmark i dag deltager i ulovlige krige i samarbejde med udenlandske magter, så er det et udtryk for, at historien gentager sig.

Blodigt satellitkort
Mindst 77 mennesker blev under besættelsen dræbt på Vesterbro af tyske tropper eller danske nazister. 4. maj-initiativet har skabt et satellitkort, hvor man kan se, hvor ofrene for den nazistiske terror faldt.

Men overgreb fra den yderste højrefløj er ikke et overstået kapitel, skriver Initiativet på sin hjemmeside, der også rummer flere andre historiske beretninger fra den gamle arbejderbydel. Særligt den seneste tids mange overfald på mørklødede og venstreorienterede århusianere vidner om, at Danmark stadig har et nazi-problem.

Og side om side med de voldelige nazister arbejder en anden del af højrefløjen, der består af »tilsyneladende pæne danskere« som sætter fagbevægelsen og den offentlige sektor under pres og latterliggør befolkningsgrupper »under dække af ytringsfriheden«, mener Initiativet.

Bag 4. maj-initiativet står foruden tidligere modstandsfolk flere organisationer på venstrefløjen, blandt andre SF, Enhedslisten og Kommunistisk Parti. Arrangementet starter i Enghaveparken, Vesterbro kl. 15.00. Fakkeltog starter samme sted kl. 20.45.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce