Fjenden i os selv

Fjenden i os selv indledes med, at politiet stormer ni lejligheder i en forstad til Stockholm. Det med stor militær præcision. 50 mennesker arresteres i aktionen – efter afhøringer af de arresterede ender aktionen med ni varetægtfængslinger. Bør det siges, at alle 50 er af anden etnisk herkomst. Eller er det underforstået?

De tilfangetagne betegnes som »al-Qaeda i Sverige« og fra officiel side siges det, at den største katastrofe i Sverige historie blev afværget. Intet mindre!

Et godt stykke inde i forløbet trækkes chefpolitiinspektør Ewa Tanguy ind i sagen som afhøringsekspert i Säpo (det svenske efterretningsvæsen). Jo længere hun arbejder sig ind i sagens baggrundsmateriale og afhøringerne, jo tydeligere bliver det, at sagen hviler på et tyndt grundlag, og at Moussa Salameh, mistænkt for at være terrorgruppens leder, er uskyldig.

De kritiske journalister Erik og Acke, der er venner med Ewas mand Pierre, arbejder med sagen. Det giver visse personlige forviklinger, som krydrer historien. Og som tydeliggør den indre splittelse, der truer de verdslige borgerlige demokratier.

Jan Guillou viser stor indsigt i samfundsmekanismer, pressens arbejdsbetingelser og praksis, politi- og efterretningsvæsners måde at håndtere virkeligheden på. Selvom det hele er fiktion, er det mange paralleller til virkeligheden f.eks. de danske terrorsager. Det kunne ligeså godt være virkelighed.

Forfatteren har tidligere skrevet bl.a. serien om den hemmelige agent Carl Hamilton og korstogsserien om Arn Magnusson. Han skriver desuden en kommentar i avisen Aftonbladet.

Fjenden
Stemningen til historien sættes med Martin Niemöllers digt:
»Da nazisterne kom efter kommunisterne, / sagde jeg ingenting, / jeg var jo ikke kommunist. / Da de spærrede socialdemokraterne inde, / sagde jeg ingenting, / jeg var jo ikke socialdemokrat.
Da de kom efter fagforeningsfolkene, / protesterede jeg ikke / jeg stod jo ikke i fagforening.
Da de hentede jøderne, / protesterede jeg ikke, / jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, / var der ingen tilbage til at protestere«.

Digtet syntes uhyggeligt aktuelt og relevant, selvom meget er anderledes end dengang Nazi-tyskland spredte mørket ud over Europa. I dag er fjenden pænere og ikke synlig på samme måde som soldater under hagekors. Fjenden er usynlig og stukturel. Menneskerettigheder gælder kun, når der skal findes en undskyldning for at kaste bomber. Eller så længe det er bekvemt. Når det er i demokratiets navn, kan alt åbenbart tillades.

Udover at være en spændende historie, sætter Fjenden i os selv spørgsmålstegn ved udviklingen i den vestlige verden. Det sikkerhedshysteri, der har ramt politikere, meningsdannere og brede dele af befolkningen, problematiseres. Her skal blot nævnes lidt af det, der har ramt os her til lands: Udvisninger uden retsprøvelse, mistænkeliggørelse af solidaritetsarbejde, tvungen lagring af al datatrafik og en udvidet anvendelse af civile agenter.

Den værste fjende er ikke de terrorsigtede, der er omdrejningspunktet i hisorien. De værste fjender er inde i hovedet på politikere, betjente og alle andre, der ser terrorsister bag hvert et hjørne.

Retsstaten afskaffes ikke med én undtagelse. Men spørgsmålet vi må stille hinanden i dag er, hvor meget retssikkerhed kan indskrænkes og hvor mange undtagelser lovgivningen kan bære – samtidig med at retsstaten opretsholdes? Hvornår er uretten så stor, at modstand bliver pligt?

Fjenden i os selv giver ikke nogle svar. Bogen beskriver et samfund på kant med sig selv og stiller mange åbne spørgsmål. Absolut anbefalelsesværdig – omend det ikke er Guillous bedste.

Guillou, Jan
Fjenden i os selv. Modtryk, 2007. 367 sider. ISBN: 978-87-7053-095-8.