Københavns Kommune har i slutningen af marts måned godkendt to homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn.
Det er første gang, at den slags tilladelser bliver givet til homoseksuelle familier, og det hilses velkommen af blandt andet lederen af Center for Familiepleje, Klaus Wilmann.
Han erklærer, at homoseksuelle i lige så høj grad som heteroseksuelle par kan erklæres egnede til at være plejefamilie.
– Vi har det sådan, at en familie bestående af to mænd eller to kvinder kan have samme kvaliteter som andre familier, udtalte han i forbindelse med tilladelsen.
»Ikke normalt«
Men ikke alle hilser tiltaget velkomment. Medlem af Etisk Råd og valgmenighedspræst, Morten Kvist, har sat sindene i kog i forbindelse med udtalelser imod det rimelige i ligestillingen mellem homo- og hetero-familier.
Kvist siger, at homoseksualitet er »unormalt«, og han mener derfor heller ikke, at homoseksuelle er egnede til at virke som »rollemodeller« for børn. Ifølge Kvist skal en god plejefamilie være så normal som overhovedet muligt.
I et interview til Politiken onsdag den 2. april, udtaler Kvist, at »to homoseksuelle mænd af gode grunde ikke kan være far for et barn, på samme måde som en heteroseksuel mand kan være det«.
Som videre begrundelse for sin skepsis mener Kvist, at plejetilladelser vil »medføre unødvendig irritation over for de homoseksuelle« og at »de homoseksuelle er bedre tjent med at være en respekteret afvigelse fra det normale.«
Rettigheder til pædofile?
Ifølge Kvist er det, han bekymrer sig om børnenes tarv. Han frygter, at der er ved at gå »rettighedsfundamentalisme« i spørgsmålet.
– Hvad med de pædofile – de har også rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de så have lov til det, udtaler han i Politiken.
Alligevel slutter Morten Kvist interviewet af med at erklære, at homoseksuelle par godt kan blive erklæret egnede som plejefamilie, hvis der skulle være akut behov for det.
Antimuslim
Morten Kvist har tidligere markeret sig i heftige vendinger i debatten om islam i Danmark. Han er tidligere forstander for Askov Højskole og medlem af Islamkritisk netværk i Folkekirken, en alliance af islam-kritiske præster fra folkekirkens højrefløj. Netværket består af blandt andet præster omkring Tidehverv, men også højregrundvigianere.
Den 24. februar 2006 skrev Morten Kvist i en kronik i Kristeligt Dagblad blandt andet:
»Selvfølgelig skal vi tale med muslimer om alt muligt, men i Vesten vil egentlig sameksistens betyde, at muslimerne må afstå fra kravet om at indføre sharia, og at det vil værne om den frihed, de allerede nyder godt af, og som slet ikke findes i deres religion! Den vestlige frihed er ensbetydende med islams opløsning eller en stærk nedbarberet udgave«.
Han begrundede det med at islam først og fremmest er en lovreligion:
»Det er de såkaldte ekstremister ganske på det rene med [...] her skal vi huske, at islam er født i krigens tegn. Trusler og vold kan være Allah velbehageligt«.
Ikke partiorganiseret
Morten Kvist har været medlem af Etisk Råd i seks år. Han er et af de ni medlemmer (ud af rådets i alt 17 pladser) der er udpeget af Folketinget.
På Modkrafts spøgsmål, om det er Dansk Folkeparti, der har udpeget ham til Etisk råd, svarer han:
– Jeg ved ikke ved hvem, der har stemt på mig. Det var Ester Larsen [fra Venstre, red.], der i sin tid kontaktede mig.
Morten Kvist oplyser, at han ikke er medlem af noget parti. Han er i dag ansat som valgmenighedpræst i Herning.
»Forkastelige udtalelser«
Kvists udtalelser om homoseksuelle plejepersonaler har fået Radikal Ungdom til at reagere. De unge finder Kvists udtalelser forkastelige. De mener samtidig, at tiden er inde til at nedlægge Etisk Råd, selvom Morten Kvist har pointeret, at hans udtalelser ikke har noget at gøre med hans virke som medlem af Rådet.
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) har også reageret på Morten Kvists udtalelser. Foreningen finder det upassende at kalde det heteroseksuelle parforhold for den eneste normale familiekonstellation, og påpeger samtidigt, at det er en myte, at børn til homoseksuelle bliver chikaneret på grund af deres forældres seksualitet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96