Konceptuelle myter og sandheder

På det Nationale Fotomuseum vises frem til den 15. marts 2008 en særdeles vigtig udstilling. »Kunst som idé. Konceptuelt fotografi i Danmark 1965-1979« giver adgang til af en række værker, der indtil nu er blevet betragtet som marginale eksperimenter og som overgange i en række danske billedkunstneres praksisser, der for de flestes vedkommende siden er blevet (fremhævet som værende) langt mere formelt orienteret og uløseligt knyttet til et medium som skulptur eller maleri.

Den konceptuelle kunst har i historisk dansk sammenhæng ikke haft det gennembrud, som værkerne her vidner om, at der har været potentiale til. Den konceptuelt orienterede samtidskunst har i høj grad fundet sin historie og inspiration uden for landets grænser i uvidenhed om det materiale, der har ligget hengemt i museumskældre eller i private hjem hos entusiastiske samlere, eller har været vist i sammenhænge, der ikke har begrebsliggjort det konceptuelle ærinde.

Som et kritisk potentiale glider det konceptuelle og de refleksive overvejelser som oftest i baggrunden i den offentlige (kunst)sfære herhjemme. Det er derfor også symptomatisk, at vi præsenteres for konceptkunst i en dansk optik via fotografiet.

William Louis Sørensen: Ballet for krop med en pirouette (uddrag), 1970’erne Dias serie 1-33.
Fra udstillingen Kunst som idé, der vises frem til den 15. marts på Det Nationale Fotomuseum.

Fotosyntese
Ved hjælp af fotografiet kan en kunstnerisk handling eller observation bevidnes, formidles og gøres forståelig, uden at det kræver, at beskueren har været til stede i selve øjeblikket.

I værkerne på udstillingen er fotografi brugt til at registrere serielle handlinger eller observationer, hvilket understreger fotografiernes karakter som budbringer af en konceptuel idé.

Fotografiet som medium nuanceres på interessant vis i udstillingen »Kunst som idé«, og samtidig understreges mediet som blot værende et redskab i »en overfladisk affære«, det vil sige i formidlingen af den konceptuelle idé, i omsætningen fra handling/observation til værk. En gevinst ved udstillingen på Det Nationale Fotomuseum er derfor fortællingen om mediets sekundære rolle.

»In conceptual art the idea of concept is the most important aspect of the work. When an artist uses a conceptual form of art, it means that all of the planning and decisions are made beforehand and the execution is a perfunctory affair. The idea becomes a machine that makes the art.«
Sol LeWitt, 1967 i Paragraphs on Conceptual Art, citat fra udstillingskataloget.

Det er befriende at se værker, hvis umiddelbare og spontane udførelse er underbyggende for en konceptuel idé og ikke for kunstnerens ‘indre uro’ eller følende udfoldelse i form eller på lærred.

Repræsentation er reduceret til tankens formidling – og budskabet går klart igennem på trods af, at det tydeligvis ikke har kostet mange støttekroner at gennemføre de fleste af disse værker. »Kunst som idé« giver således et intimt indblik i en etape af det udvidede kunstbegrebs udvikling i dansk sammenhæng.

En anden vigtig gevinst ved at stå over for den tidlige danske konceptkunst er værkernes udfordring af kunstnersubjektets position, og dermed af relationen mellem værk og publikum.

I udstillingens katalog fremhæves »[...] den konceptuelle kunsts ønske om at underspille kunstnerens subjektive idiosynkrasier. Det er helt i tråd med 1960’ernes og 1970’ernes generelle tendens til at afpersonalisere og opstille anonyme spilleregler.« (p.33)

Den kunstneriske observation af den omgivende verden vedrører relationen mellem registrering og det registrerede, forholdet mellem og karakteren af de systemer og strukturer, hvormed vi er i verden. Disse registreres som skabte og dermed påvirkelige størrelser. Hermed følger, at værkerne adresserer publikum som handlende aktører i verden frem for blot som passive beskuere af kunst. Det personlige udgangspunkt reduceres til en del af en struktur og gøres samtidig til et udgangspunkt for handling.

Således kan et af periodens filosofiske og kunstneriske tankeeksperimenter fremstilles som et udsagn om, at der ikke findes givne størrelser men kun skabte og påvirkelige konventioner. I næste åndedræt gør feministerne opmærksom på, at dette scenarium gør den subjektive position politisk.

Idiosynkrasi
Et uundgåeligt aspekt af et historisk tilbageblik på konceptkunsten og dens oprindelse i perioden 1960’erne og 70’erne er med andre ord det kønspolitiske. At ville væk fra en konstrueret position, der forbandt kunstneren og værket til subjektive idiosynkrasier var stof til tidens feministiske kamp.

Den kvindelige billedkunstner var kvinde, før hun var kunstner. Det kvindelige subjekt er en moder, en hustru, en elskerinde – en krop, og det hun producerer er ikke neutralt men feminint. Subjektive idiosynkrasier havde med andre ord to vidt forskellige betydninger for henholdsvis mandlige og kvindelige billedkunstnere.

Med den konceptuelle kunsts og begrebsverdens gennemslag fik datidens kvindelige billedkunstnere ammunition til at skabe helt nye betydninger. »Det personlige er politisk« blev et feministisk mantra, der står i kontrast til og udfordrer tanken om »anonyme spilleregler«.

På udstillingen »Kunst som idé« er kun to af periodens konceptuelt arbejdende kvindelige billedkunstnere repræsenterer, Kirsten Justesen og Lene Adler Petersen, ud af 17 deltagere. For at få et indblik i datidens konceptuelle kunst skabt af kvinder skal man især se på scenen i USA, hvor det lykkedes at skabe et miljø for kvindelige billedkunstnere, hvis konceptuelle værker stadig fremstår som banebrydende.

Dette understreges af den i New York aktuelle udstilling »WACK!« dette forår, hvor værker af Ursula Reuter Christiansen, Kirsten Dufour og Kirsten Justesen også er repræsenteret. I en dansk sammenhæng er »Kvindeudstillingen«, der fandt sted på Charlottenborg i 1975 og det deraf udsprungne katalog Billedet som Kampmiddel. Kvindebilleder mellem 1968 og 1977 vigtige kilder til at få et fyldestgørende billede af historien.

En impressionistisk leg?
På baggrund af ovenstående tillader jeg mig at uddybe kuratorens læsning af Kirsten Justesens værk Skulptur I fra kataloget Kunst som idé, hvor Charlotte Præstegård Schwartz skriver følgende:

»I Kirsten Justesens værk Skulptur I fra 1968 får denne leg med repræsentationen et særligt twist, idet beskuerens placering foran værket udgør en vigtig rolle. Skulptur I hænger i et hjørne og består af tre kvadratiske billeder med bred kant, der ligeledes udgør en vigtig del af værket. På den ene væg er kvadratet et spejl, på den anden væg henholdsvis en hvid, monokrom flade og et s/h fotografi af rygvendte kvinder, der befinder sig i et hvidt rum som beskueren selv.

Spejlet reflekterer både dele af fotografiet og af beskueren. Skulptur I synes derved at forvandle beskuerens tilstedeværelse i billedrummet til en impressionistisk, summende leg med synet og samtidig gribe fat om beskuerens tilstedeværelse som en uundværlig del af værket.« (p.27)

Denne læsning kan siges at anskue værket i en optik, der inddrager publikums rolle, men ikke tager højde for, at ikke bare kunstnersubjektet men også beskuersubjektet i udgangspunktet var en mand i perioden omkring 1968, hvor værket er fremstillet. Med til beskuerens tilstedeværelse – som en uundgåelig del af værket – hører, at publikum spejles som køn, som mand, sat i relation til de afbillede kvinder, kunsthistoriens mest yndede motiv.

Publikum er via hjørnekonstruktionens spejling mellem rum, fotografi og flade placeret i værket med front mod udstillingsrummet. Man er sat i scene, betragter sig selv, men kvinderne i værket har vendt ryggen til. Lad os bare sige, at værkets leg med repræsentationen har »et særligt twist« og at publikums tilstedeværelse i billedrummet er forvandlet til »en impressionistisk, summende leg«.

Men lad os ikke se bort fra, at de samfund, hvorfra den konceptuelle kunst udsprang, endnu ikke var strukturelt, socialt, økonomisk eller moralsk parate til, at det kunstneriske subjekt kunne huses i en kvindekrop.

I kataloget Billedet som Kampmiddel. Kvindebilleder mellem 1968 og 1977 har redaktionen valgt, at lade de amerikanske medsøstre formulere denne problematik i tidens rette tone:

»Kvinder, vi må for fuld kraft gå i gang med at genopdage vores egen historie. Det er vigtigt at vi kender og genkender vores formødres bedrifter. Bedrifter som så længe er blevet fornægtet og nedgjort af de etablerede mandsautoriteter. Vi må ikke længere finde os i at være frarøvet vores arv.«
Manifest for The Feminist Art Journal

De etablerede autoriteter
Kunstnerens subjektive idiosynkrasier er med det konceptuelle fotografi trådt i baggrunden, og mediet er reduceret til et redskab, en bærer af ideer, handlinger og registreringer. Men det, der afgør værkets forbindelse mellem registrering og det registrerede vil altid være bestemt af den kontekst, hvori værket produceres og fremstår.

I tilfældet »Kunst som idé« er det det historiske tilbageblik, der giver os nye indsigter og er med til at revidere vores syn på samtiden i perspektiv af fortidens frembringelser og det vi troede, vi vidste. Den konceptuelle kunst er en evig kilde til gentænkning af verden via idéer, der fremstår tidløse. Men disse kan kun virke tidløse i kraft af, at konteksten til stadighed perspektiveres af nye erkendelser.

Udstillingen »Kunst som idé« vil kunne fremstå som en af de vigtigste udstillinger i 2007/8, hvis vi lader den historiske kontekst nuancere af de redskaber, som siden 1970’erne er blevet frembragt til kritik af kunstautoriteter og af autoritetskunst – som idéer, koncepter, kunst og kampmidler.

Det Nationale Fotomuseum,
Det Kongelige Bibliotek
10. november 2007–15. marts 2008
Kurateret af Charlotte Præstegaard Schwartz
Katalog, 130 sider, kr. 189,-