Vold i lesbiske parforhold er tabu

Vold i lesbiske parforhold er ikke et emne, der bliver talt eller skrevet meget om. Når feministiske aktivister og teoretikere behandler temaer om vold, handler det oftest om mænds vold mod kvinder inden for heteroseksuelle parforhold.

Når homopolitiske organisationer beskæftiger sig med fysisk vold og overgreb, er det som regel såkaldte hate crimes, der er i fokus. Et tema, der i praksis ofte bliver snævret ind til at dreje sig om homofobe overfald på formodede ikke-heteroseksuelle mænd i det offentlige rum.

Vold i lesbiske parforhold er et stort, men næsten usynligt problem, viser udenlandske undersøgelser. Modelfoto

Disse perspektiver gør det besværligt at få sat vold inden for lesbiske parforhold på den politiske dagsorden. Da udenlandske undersøgelser viser, at mellem 25 og 35 procent af lesbiske kvinder oplever vold i et parforhold, er det ellers et emne, der burde være af interesse for sådanne organisationer, der normalt beskæftiger sig med kvinders og lesbiskes sundhed og sikkerhed.

Feministiske voldsanalyser og homofobi
I november måned 2007 samledes en gruppe forskere, aktivister og andre interesserede fra lande som Storbritannien, Holland, Tyskland og Østrig til konferencen »It’s not me! Female/lesbian perpetrators of domestic violence« i den tyske by Frankfurt/Main. Denne konference var den tredje af slagsen, der siden 2001 er blevet arrangeret af organisationen Broken Rainbows e.V. En paraplyorganisation, der beskæftiger sig med rådgivning og vidensudvikling inden for det lesbiske miljø.

Hvor deltagerne på de tidligere konferencer beskæftigede sig mere generelt med vold mod lesbiske, var fokus denne gang på udøverne af fysisk vold inden for parforhold.

Constance Ohms, der er leder af Broken Rainbows e.V. i Frankfurt/Main, forklarer, hvorfor det overhovedet er vigtigt med konferencer om vold i lesbiske parforhold:

– Undersøgelser viser, at hver fjerde lesbiske oplever fysisk vold indenfor et parforhold, og endnu flere oplever overgreb i form af tvang, verbal nedgørelse, trusler og økonomisk kontrol. Lesbiske ofre såvel som lesbiske voldsudøvere har visse ligheder med deres heteroseksuelle modparter, men viser også signifikante forskelle. Disse forskelle betyder, at der i forbindelse med vold i lesbiske parforhold opstår andre behov, hvilket må tages med i betragtning, når man arbejder med lesbiske ofre for og udøvere af vold.

En af grundene til at vold i lesbiske parforhold er så usynliggjort i teori såvel som i praksis beror i høj grad på, at megen aktivisme og forskning i emnet omkring vold mod kvinder er båret af klassiske feministiske patriarkats-analyser. Analyser, der lægger visse begrænsninger på at forstå vold inden for lesbiske parforhold. Således fortsætter Ohms:

– Først vil jeg godt pointere, at det er takket være feminister, at vold inden for parforhold overhovedet er kommet ud af privatsfæren og i dag betragtes som et politisk problem. Men når det så er sagt, så er der visse problemer med de analyser, der lå til grund for de klassiske feministiske voldsanalyser; analyser, hvor voldsudøvelsen udelukkende tilskrives gender bias (se faktaboks). Det vil sige en opfattelse af, at voldelige mænd er bakket op af samfundets hierarkiske strukturer; de viderefører og styrker simpelthen deres dominans gennem vold.

– En sådan teori kan imidlertid ikke forklare, hvorfor ikke alle mænd er voldsudøvere, eller hvorfor nogle kvinder er det. Derudover har en sådan analyse åbenlyse mangler i forbindelse med at forklare vold inden for homoseksuelle parforhold. Hvis man alligevel forsøger, ender man i heterosexistiske myter, hvor man antager, at den mere »maskuline« part i et lesbisk parforhold er voldsudøveren – der overtager de mandlige privilegier – mens den mere »feminine« ses som ofret.

Dette scenario anser Constance Ohms for et højst upålideligt udgangspunkt til at forstå voldsdynamikker i og med, at lesbiske kvinder, der forsøger at overtage mandlige privilegier, netop ikke bakkes op af en samfundsmæssig kønsforståelse. Snarere mødes de ofte af marginalisering på forskellig vis, hvis de forsøger at optræde som sådanne.

Vold som resultat af magt-hierarkier
Denne problematisering af gender bias, som forklarende faktor på voldsudøvelse, skal dog ikke ses som en fuldstændig afskrivning af kønnets betydning. Gender bias kan bare ikke forstås som den eneste årsag til vold.

– Som jeg ser det, så handler det hele om hierarkier. Og køn er en kategori, hvor hierarkier bliver direkte synlige. Det er en kategori, der er let til tilgængelig for mænd såvel som for kvinder. Men i lesbiske parforhold er der andre hierarkier i spil. Det kan være forskelle i indkomst, uddannelse eller etnicitet. Hvis sådanne forskelle bliver brugt til at skabe hierarkier inden for et parforhold, så er frøet til misbrug og vold blevet plantet.

Et af temaerne på den nyligt afholdte konference var netop forskelle og ligheder mellem mandlige og kvindelige/lesbiske voldsudøvere.

Men risikerer en sådan sammenligning ikke netop at reducere den lesbiske voldsudøver til den »mandlige« part og dermed plante det lesbiske parforhold inden for en heterosexistisk ramme, hvor parforhold kun kan forstås som bestående af en mand og en kvinde?

– Nej, svarer Ohms.

– Det fungerer faktisk lige omvendt. Voldelige mænd og voldelige kvinder har en del fællestræk, f.eks. tidligere oplevelser af misbrug eller vold, høj risiko for misbrug af alkohol eller stoffer, tendenser til psykisk afhængighed og med stærke fantasier om, hvordan et parforhold burde være. Og når både mandlige og kvindelige voldsudøvere deler sådanne karakteristika, så kan køn netop ikke være det, der hele drejer sig om. Køn bliver på den måde mere til en risikofaktor blandt mange andre, som f.eks. at have oplevet vold eller misbrug tidligere i sit liv.

At der dog også eksisterer markante forskelle på at forstå vold inden for lesbiske og heteroseksuelle parforhold understreger Ohms:

– I forbindelse med vold i heteroseksuelle parforhold må man stadig analysere og forsøge at nedbryde de idéer omkring maskulinitet, der gør vold til et legitimt middel for mandlige voldsudøvere. Med hensyn til vold i lesbiske parforhold kan en yderligere årsagsforklaring findes i et lesbofobisk samfund, der kan være med til at putte et enormt pres på et lesbisk parforhold.

– En dynamik i den sammenhæng kunne være, at enten voldsudøveren eller -ofret internaliserer samfundets homofobi og benytter denne til at retfærdiggøre volden i parforholdet. Derudover er der den vigtige signifikante forskel på vold i forhold til heteroseksuelle parforhold, at hverken voldsudøveren eller -offeret i lesbiske parforhold kan få den nødvendige psykosociale støtte, de har brug for.

Subkulturelle udfordringer
Feministiske analyser, der alene fokuserer på køn som årsag til vold i parforhold er således ikke den eneste udfordring, der står i vejen for en mere bevidst forholden sig til vold i lesbiske parforhold. Også et homofobisk samfund, der promoverer marginalisering og usynliggørelse af seksuelle minoriteter, må ses som en del af problemet.

Når lesbiske voldsofre og -udøvere således ikke kan vente meget opbakning fra disse kanter, bliver nødvendigheden så meget desto større for synliggørelse og støtte inden for den lesbiske og homoseksuelle subkultur. Det er imidlertid heller ikke her, at hjælpen hænger på træerne:

– I det lesbiske miljø er vold i parforhold et stærkt tabu – der eksistere en altomsluttende tavshed omkring emnet. Der er intet fælles etisk kodeks, hvor man forsøger at understøtte parforhold uden vold og misbrug. Grundene til denne kollektive fortielse er flere. F.eks. at man så at sige ikke ønsker at vaske sit beskidte vasketøj offentligt; altså at man ikke ønsker de problemer, der eksisterer inden for det lesbiske miljø udbasuneret i fuld offentlighed. Et andet problem er, at mange stadig holder fast i myten om, at »vi« i kraft af vores forskellighed fra det omgivende samfund er et sikkert rum, hvor alle kan være og føle sig trygge og sikre lige som de er.

Netop denne mangel på stillingtagen i de personlige og subkulturelle omgivelser har stor betydning, fordi undersøgelser viser, at lesbiske ofre for vold i første omgang søger hjælp inden for deres vennecirkel og i de subkulturelle støttemuligheder, der eksisterer. Kun i yderst voldsomme sager bliver politiet involveret.

– Derfor er det en vigtig opgave for det lesbiske og homopolitiske miljø at tage et stærkt standpunkt mod vold og misbrug inden for parforhold. Der er nødvendigt i fællesskab at få udviklet nogle etiske standarder imod vold inden for LGBT-miljøerne. At smide et voldsramt par ud af miljøet er det samme som at lukke øjnene og derved gøre volden til et privat problem – og det er lige præcis det, det ikke er. Det vigtigste er at garantere sikkerhed for begge partnere; dernæst at sørge for, at de nødvendige muligheder for psykologisk og social understøttelse er til stede, slutter Constance Ohms.