Annonce

30. januar 2008 - 13:05

Århus svømmebad vil forhindre nøgenaktion

De aktivister, der søndag den 3. februar har tænkt sig at indtage svømmebadet Spanien i Århus uden tøj på – eller bare bytte rundt på de vante forestillinger om, hvad kvinder og mænd bør være iklædt – får ikke lov at komme ind, meddeler ledelsen i svømmebadet.

Afdelingsleder for Århus Kommunes bade-og svømmeanlæg, Anders Seneca Dall siger til MetroXpress, at badets gæster skal sikres »gode oplevelser«:

– Uden at tage stilling til, hvordan de her unge ser ud fra naturens hånd, er jeg ret sikker på, at de fleste andre gæster vil foretrække, at de beholder tøjet på. Især fordi søndag er vores største familiedag, siger afdelingslederen.

JPEG - 29.4 kb
Hvor meget skal man være parat til at tage i en offentlig svømmehal. Aktivister vil udfordre vores opfattelse af køn og krop med en aktion i Århus svømmebad.

Aktivisterne fra ungdomsorganisationen SUF-Viborg mener, at »folk skal selv have lov til at bestemme, hvornår bryster eller genitalier er seksuelle objekter, og hvornår de bare er en del af kroppen med samme status som en albue«, men det formål får de altså ikke umiddelbart opfyldt i Århus.

Topløse planer i København
Da en feministisk aktion til fordel for afseksualisering af kvinders bryster fandt sted i DGI-Byen i København den 19. december 2007 valgte ledelsen den stik modsatte strategi. Her blev det tilladt aktivisterne af svømme barbrystede, og ledelsen overvejer endda at indføre fri topløs badning en gang om ugen.

– Sådan en aktion som den her får os i hvert fald til at tænke over mulighederne for at bade topløs. Det kan godt være, at vi skal til at revurdere vores baderegler, udtalte DGI’s pressechef Lisbeth Juhl efterfølgende til Politiken.

Aktivisterne i Århus har dog ikke tænkt sig at droppe den planlagte aktion, som foreløbigt 15 mænd og kvinder har meldt sig til:

– Jeg synes, det er fordomsfuldt og snæversynet. Vi er alle sammen født nøgne, så det er ikke mig, men dem, der er noget galt med, når de ikke kan se, at det er helt naturligt, siger talsperson Chris Bay til MetroXpress.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce