Nekrolog: »Den vise« er død

Af Lars Ploug

I starten af 2004 skrev jeg til Kontradoxa en nekrolog over Yassir Arafat, der efter lang tids isolation og sygsdom i sit hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden åndede ud for ikke siden at ånde ind igen.

Arafat, overleveren og diplomaten, havde siden 2001 siddet isoleret i sit hovedkvarter i det land, hvis selvstændighed han havde brugt sit liv til at kæmpe for. Hvis det sidste, han gjorde, var at se ud af vinduet, så så han de israelske tanks, der i bogstavelig forstand havde gjort ruiner af såvel hans embedsbolig og hans drøm om en selvstændig palæstinensisk stat.

George Habash, 1926 - 2008.

Nu må jeg til tasterne igen og skrive nekrolog, for nu har George Habash, endnu en af palæstinensernes store politikere fundet sit livs afslutning.

Hvad Al-Hakim (»Den vise«) så ud af sit vindue var ikke Palæstina, for det land havde han ikke set i mange, mange år. Han døde lørdag i Amman, Jordan, af et hjertetilfælde, og han kunne se tilbage på et langt liv som flygtning - og indtil år 2000 som generalsekretær for Folkefronten til Palæstinas befrielse (PFLP).

Født i landsbyen Lydda i 1926 blev han og hans familie som så mange andre palæstinensere ofre for den etniske udrensning af palæstinensiske arabere, der gik forud for og fulgte Israels oprettelse i 1948.

I begyndelsen af 1950’erne var Dr. Habash (han var læge) blandt grundlæggerne af Arab National Movement, der under indtryk af arabisk nationalisme eller panarabisme søgte at gøre Palæstinas befrielse fra zionistisk besættelse til en del af en bredere arabisk bestræbelse på uafhængighed af de vestlige kolonimagter.

Men ovenpå junikrigen i 1967, hvor Israel underlagde sig endnu mere arabisk territorium dannede Habash sammen blandt andre forfatteren Ghasan Kanafani (myrdet af Mossad i 1972) det venstreorienterede PFLP.

PFLP er i vid udstrækning blevet gjort synonym med de flykapringer som organisation gennemførte i 1970’erne. Men organisationen spillede også en vigtig rolle i de besatte områder - især under den første palæstinensiske opstand, Intifadaen (1987-1991), hvor PFLPs lokale aktivister var med til at organiserere den palæstinensiske befolkning. Dermed kom PFLP til at spille en vigtig rolle i det forløb, der gav den Palæstinensiske befrielsesorganisation en slags momentum på Madrid-konferencen i 1991, hvor PLO blev repræsenteret af politikere fra de besatte områder som del en jordansk delegation.

Dette momentum satte formand Arafat imidlertid over styr i Oslo-processen, der blev til gennem hemmelige samtaler mellem Arafats håndgangne mænd og israelerne. Oslo var, som fredsprocesproces betragtet, nærmest forbi inden den var begyndt.

Arafat fik sit selvstyre og blev noget, der lignede en præsident. Men selvstyret var i realiteten en række indbyrdes isolerede Bantustans, og Arafat blev statholder, der regerede på Israels nåde, så længe han kunne levere varen og være, hvad der i fredsproces-industriens jargon blev kendt som relevant.

PFLP er, i løbet af 1990erne og ind i det nye årtusinde, blevet en svag og fattig organisation, selvom den har haft ret i dens analyse af fredsprocessen som en opskrift på fortsat israelsk besættelse og kolonisering.

Beklageligvis har folkene med uret også haft pengene, og de har kastet milliarder efter Arafats selvstyremyndigheder og »fredsvillige«, »realistiske« og »relevante« samarbejdspartnere; i dag Mahmoud Abbas, senere en anden, der viser sig mere relevant for Israels formål.

Arafat blev irrelevant for Israel og fredsprocesmagerne, da han ikke længere ville eller kunne være redskab for den fortsatte besættelse. Dr. Habash og hans organisation var aldrig relevant i den forstand, og står derfor, sammen med andre palæstinensiske politikere, for et venstreorienteret og verdsligt alternativ til den islamiske vækkelse, der i lyset af den fortsatte israelske besættelse og korrupte Fatah-administration har grebet palæstinenserne.

Men sympatisk eller ej, et slagkraftigt alternativ til Hamas er PFLP ikke, og tegnene på, at det i den nære fremtid kan blive anderledes, er små eller ikke-eksisterende.

På Vestbredden erklærede den relevante Mahmoud Abbas officielle sørgedage til ære for altid irrelevante Habash, hvis organisations kompromisløshed med hensyn til udlægningen af »det palæstinensiske spørgsmål« står i grelleste modsætning til Fatah-statholderiets servilitet.

Og selvom kompromisløsheden overfor accept af besættelse og apartheid muligvis har stået i vejen for, at PFLP og Habash kunne opnå indflydelse, så har den haft, og har fortsat, positiv betydning som lille, men dog eksisterende alternativ til Hamas’ islamisme og Fatahs oportunisme.

Og alternativets faktiske eksistens er, så småt det end er, forudsætning for at det kan blive stort.

Lars Ploug er medlem af redaktionen for Kontradoxa.