Bøger: Jagtvej 69 fra start til slut

Hvis man som undertegnede har en fetich for bøger, er Andreas Karkers bog "Jagtvej 69 - historien om et hus" ikke til at holde sig fra. Den er trykt på groft papir, lækker at bladre i, fuld af billeder og – aah, dufter af tryksværte. Det første jeg gjorde, da jeg fik den i hænderne, var helt instinktivt at stikke snuden dybt i bogen og sniffe ind. Men den slags skal man selvfølgelig passe på med. Man risikerer pludselig at stå med næsen i Ungerens skumle toilet. Eller at gnide kind med Ruth Evensen. For "Jagtvej 69" har det hele med.

Fra arbejderkamp til antiterrorstyrker
Andreas Karkers bog fortæller selve husets historie, og bogen er opbygget som en god dokumentarfilm. Den indledes med svirrende helikoptere og den dramatiske beretning om Ungdomshusets rydning, set gennem øjnene på den forvirrede gymnasieelev Matias, som tilfældigvis sov i huset, da antiterrorstyrkerne pludselig brager gennem taget.

Efter denne dramatiske optakt går Karker tilbage i tiden og fortæller om hvordan huset blev skabt af arbejderbevægelsen og blev centrum for arbejderkvindernes kampe i starten af 1900-tallet, udgangspunkt for stormen på Børsen i 1918, og mødested for prominente navne som Clara Zetkin, Lenin m.fl. Herefter springer forfatteren til bz-bevægelsens sejre og nederlag i 1980’erne og Ungdomshusets rolle som mødested og kulturcentrum for 1990’ernes autonome bevægelser og Københavns radikale venstrefløj.

Nye historier om huset
Som vi nærmer os nutiden bredes fortællingen ud, og kapitelinddelingerne bliver tematiske frem for historiske. ’Musikscenen’, ’Gadekunst’ og ’Papirkrig’ er nogle af de afsnit, som bl.a. kommer ind på aktionsgruppen Kulørte Klats spraglede indslag i bybilledet, på husets kaotiske eller åndeløst henførte koncerter, og på detaljerne i de politiske spilfægterier på rådhuset.

Man kan ærgre sig over, at forfatteren ikke har nået at få flere af de mange aktioner efter husets rydning med. Men han har dog fanget fornemmelsen af optimisme og konturerne af den voksende, slagkraftige bevægelse, der er groet ud af ruinerne på Jagtvej 69.

Personligt mente jeg nok, efter de sidste par års mange kampe, diskussioner og skriverier om Ungdomshuset, at være rimeligt mættet med information om stedet. Men Karkers bog formår alligevel at komme med nye historier og detaljer, som udvider det brogede billede af husets historie og de politiske kampe omkring det.

Ujævn research
Stilen er rodet og collage-agtig, og overblikket ryger til tider i de forskellige afsnit. Men en pæn og overskuelig bog om Ungdomshuset ville vist også have været en misforståelse. Indimellem spørger man dog sig selv, hvor forfatteren har sin viden fra. Flere historier, som f.eks. avis-anden om ”bombefabrikken” på Baldersgade, ser ud til at være snuppet ukritisk fra dagspressen, mens andre er langt mere velresearchede.

En del af problemet er formodentlig, at forfatteren har haft nemmest ved at komme tæt på de ’gamle’ bz’ere. Så vi får masser af levende beretninger fra dengang, huset blev indtaget, mens de personlige historier fra de sidste par års aktioner og happenings glimrer ved deres fravær. Denne slagside er temmelig ærgerlig, fordi den tilsyneladende stik mod forfatterens intention kommer til at bekræfte Carsten Jensen-generationens fordomme omkring den "stendøde ungdomskultur". Men dem må de jo så leve med, til næste kapitel i historien skrives.

Et velafbalanceret sammensurium
Vi andre kan i mellemtiden glæde os over, at Karker trods alt har fået rigtigt, rigtigt meget med. Og at "Jagtvej 69" derfor også fremstår som et levende og engageret bud på, hvad der har fået huset til at betyde så meget for så mange mennesker. Den kække stil betyder i øvrigt også, at bogen er enormt nem at blive grebet af. Ligegyldigt hvor man slår op, bliver man fanget ind af et slående billede, en skæv anekdote eller en beretning, man er nødt til at høre til ende.

Endelig virker "Jagtvej 69" forholdsvis velafbalanceret. Selvfølgelig - fristes man til at sige – laver man ikke sådan en bog uden grundlæggende at mene, huset har en fascinerende og vigtig historie at fortælle, og man er da heller ikke i tvivl om, hvor sympatien ligger. Men fortællingen er et sammensurium af mange forskellige stemmer, heriblandt også både interne og eksterne kritikere af Ungdomshuset eller af de bevægelser, der opstod omkring det. Det virker forfriskende, og skønt man som ’insider’ til tider kan blive irriteret over den kritik, man ved ikke holder vand, så tror jeg også det åbner bogen op for et større publikum. ”Jagtvej 69” kan altså anbefales, ikke blot til alle dem, som i forvejen kender adressen og vil have mere baggrundsviden og flere historier, men også til alle, der bare gerne vil vide, hvad i alverden der foregår på Nørrebro.

Andreas Karker: Jagtvej 69 - historien om et hus. Lindhardt og Ringhof, 2007. 149 sider. ISBN-13: 978-87-595-2818-1.