Annonce

8. januar 2008 - 17:16

OL: Menneskerettighedsaktion i orange

Den odensianske billedkunstner og eventmaker Jens Galschiøt har taget initiativ til en menneskerettighedsaktion, der skal løbe af stablen under afviklingen af De Olympiske Lege i Kina i sommeren 2008.

JPEG - 23.2 kb
De Olympiske Lege skal males orange til forsvar for menneskerettigheder og humanitet i Kina, mener skulptøren Jens Galschiøt. Foto fra www.TheColorOrange.net

Aktionen går i al enkelhed ud at bruge orange tøj eller genstande som kritik af krænkelserne af menneskerettighederne i Kina under afviklingen af konkurrencerne om de ædle metaller i og omkring Bei Jing i august 2008.

Jens Galschiøt, der tidligere har gjort sig bemærket med en række opsigtsvækkende kunstneriske happenings vendt mod hungersnød, racisme og ulighed, har oprettet en hjemmeside, der skal sprede aktionsformen og kendskabet til den over hele verden.

»Vær med til at sætte det kinesiske styre skakmat,« lyder opfordringen på hjemmesiden www.TheColorOrange.net.

Aktionen retter sig imod krænkelsen af menneskerettigheder i Kina og den kinesiske regerings forsøg på at undgå åbenlys kritik under afviklingen af det strømlinede sportsstævne.

Orange tøj og genstande overalt
Ved at iklæde sige eller bruge orange genstande under OL-arrangementerne i og uden for Kina, håber Jens Galschiøt at sende et signal om at noget er galt i Kina.

Han forestiller sig, deltagerne i aktionen kan bære en orange hat, kamerataske, slips, kuglepen, papir, kjole, jakkesæt, taske - »Ja selv det at pille en appelsin vil under de rette omstændigheder være et markant udsagn«, hedder det på hjemmesiden. Foreninger, der sympatiserer med aktionen, opfordres desuden til at producere materialer i den rød-gule kulør, ligesom både sportsudøvere og tilskuere opfordres til at deltage..

»Tænk hvis den første guldvinder i Kina tørrer sveden af panden med et orange lommetørklæde.....«, hedder det på hjemmesiden.

Rød + humanitet = orange
Brugen af farven orange skal bryde de kinesiske myndigheders strenge censur og give stemme til millioner af undertrykte kinesere under Legene.

Valget af farven orange er inspireret af bl.a. fangedragterne fra Guantanamo-fangelejren i Cuba samt de budhistiske munke i Tibet og Burma fortæller Jens Galschiøt på hjemmesiden.

Men han fremhæver desuden maleren Kandinsky’s udsagn om, at »farven orange er rød, der er blevet gjort mere human ved hjælp af gul«. Eftersom Kinas officielle flag og politiske system er erklæret rødt, håber Jens Galschiøt ved med valget af orange at støtte de humane kræfter i Kina.

Netværksspredning af information
Aktionsmagerne er på hjemmesiden klar over, at aktionskonceptet kun kan lykkes, hvis der opstår en global bevægelse, der forstår betydningen af aktionen. Men eftersom bevægelsen ikke har et reklamebudget på millioner af dollars, opfordres sympatisører til at »skabe en sommerfugle-effekt, der lader en orange vind blæse over Kina«.

Det forstiller menneskerettighedsaktisterne kan ske ved, at kendskabet til aktionen spredes gennem brugerne af hjemmesiden spreder budskabet gennem egne maillister. Man kan desuden tilmelde sig en mailliste hvor man bliver løbende opdateret om projektet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce