Venstrefløjen og terroren

Af Morten Thing

Hvis Carsten Nielsen af uopklarede årsager ikke var kørt ind i en lygtepæl ud for 18 km stenen på Kongevejen den 2. maj 1989, er det ikke sikkert, at politiet havde fundet frem til lejligheden i Blekingegade, og at så meget var kommet for en dag.

Carsten Nielsen var eftersøgt som en af de relativt nyrekrutterede til den lille gruppe, som siden fik navnet Blekingegadebanden. Politiet havde efter røveriet mod Købmagergade postkontor i 1988 og mordet på en betjent på tip fra PET arresteret kernegruppen. På det tidspunkt havde de været i den proces, som førte til arrestationen, i 20 år.

Man kan undre sig: Igennem mange år havde PET overvåget gruppen, og flere gange havde politiet været tæt på at opdage den. Der var et mønster i gruppens forskellige kup, som gik igen. Det var nøje planlægning, beslutsom brug af kontant vold, store penge og ingen rygter i det kriminelle miljø.

Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden kan ses som en nødvendig selvreflektion.

Når politiet skulle gætte på, hvorfor der kunne gå så lang tid, lyder begrundelsen: Gruppen var simpelthen for professionel.

De 20 år var for medlemmerne en rejse fra venstrefløj til professionel kriminalitet. Med deres egne øjne var der derimod hele tiden tale om, at de forstod sig selv som venstrefløj. Deri er de enige med en stor del af venstrefløjens kritikere, som ser gruppen som en udvikling, som udsprang af venstrefløjen og var dens logiske frugter. Eller: venstrefløjen var gruppens moralske heppekor. Hvordan denne forbindelse nu end skal fraseres.

Der kan derfor være god grund til på baggrund af de eksisterende analyser at forsøge at placere gruppen i venstrefløjens historie - og i opgøret med den.

I 2003 udgav Lars Hedegaard en artikel i antologien Idealisme eller fanatisme? Opgøret om venstrefløjen under den kolde krig. Den skulle efter hans egne udtalelser være en budbringer om en større bog om sagen, som han havde fået forskningspenge til. Han havde også fået adgang til politiets store arkiv i sagen, som beror på Politigården så længe politimordet fra Købmagergade ikke er opklaret. Bogen lader stadig vente på sig.

Dernæst har Peter Øvig Knudsen haft adgang til det samme materiale og udmøntet det i tobindsværket Blekingegadebanden 1-2 fra 2007. Endelig har Hans Davidsen-Nielsen i sin bog om PETs historie En højere sags tjeneste. PET under den kolde krig også fra 2007 et afsnit som bygger på politiets store materiale.

Fra Shakespeare til appelisme
Vi skal tilbage i Danmarks Kommunistiske Partis historie, tilbage til Gotfred Appel, for at introducere én vigtig ingrediens i Blekingegadegruppens tilblivelse.

Appel (1924-92) tilhørte en større gruppe af intellektuelle, der som en reaktion på krigen meldte sig ind i DKP i 1945. Han havde som mange af de andre en borgerlig baggrund og havde valgt at læse engelsk på universitetet. I 1946 fik han guldmedalje for en prisopgave med titlen En kritisk Redegørelse for J.M. Robertsons Teorier om Ægtheden af de shakespeareske Skuespil.

Han gjorde sig bemærket i slutningen af 40erne med litterære artikler i det kommunistiske dagblad Land og Folk, som bl.a. kritiserede forfattere som fx H.C. Branner for at være reaktionær og borgerlig, fordi hans menneskeopfattelse byggede på »Freuds psykoanalytiske teorier, og denne igen er lige udsprunget af borgerskabets behov på en forklaring på sin egen fallit. Freuds psykoanalytiske teorier tjener som en undskyldende forklaring på det kapitalistiske samfunds uhyrligheder.«

Appel lærte sig russisk og oversatte bl.a. for DKPs forlag Tiden. I 1950erne blev han journalist på Land og Folk og skrev meget positivt om Kina, fx i pjecen Folkekommuner i Kina fra 1959 og bogen 600 millioner på vej fra 1960.

I striden mellem Sovjets kommunistparti (SUKP) og det kinesiske tog han kinesernes parti og så nu marxismen-leninismen i den russiske udformning som en revisionisme og SUKP som ’de nye tsarer’.

Som intellektuel type var Gotfred Appel på trods af sit litterære og humanistiske udgangspunkt formet af Ib Nørlund og Gelius Lund.

I modsætning til mange andre intellektuelle i partiet havde de to ikke kulturradikalismen som forudsætning og havde deres intellektuelle opdragelse i naturvidenskaben. Ib Nørlund kom på mange måder til at inkarnere denne type. I forhold til partiets politiske grundlag, var han knyttet til en nærmest positivistisk naturvidenskabelig tradition, som også gjaldt udformningen marxismen-leninismen.

Den meget ortodokse opfattelse af marxismen indebar troen på en historisk metafysik, der så socialismen som et resultat, som den historiske proces’ iboende kræfter stræbte imod. Leninismen forstod Nørlund især som en organisations- og revolutionsteori (demokratisk centralisme, fraktionsforbud) og en videreudvikling af den historiske metafysik til et ledelsesprincip: Det revolutionære partis ledelse skal placere sig et sted, hvorfra historien og fremtiden kan overskues panoptisk. Fra dette ophøjede sted skal vejen til revolutionen kortlægges.

Ledelsens opgave er at udpege den korteste vej for derved at afkorte de historiske lidelser, arbejderklassen skal igennem for at nå målet. Nok så vigtigt medfører denne sammenkædning af den historiske metafysisk med en ledelsesmetafysik, at der sker en ’etisk forkortning’ i marxismen-leninismen, som tillod at se menneskene som blotte redskaber på vejen til målet; historiens mennesker blev blot redskaber for den store Frigørelse af Mennesket.

Ikke mindst ledelsesmetafysikken blev meget vigtig i den kommunistiske bevægelse, og den religiøst farvede tro på betydningen af den betingelsesløse given sig ind under partiets ledelse har spillet en afgørende rolle i mange partier og smågrupper.

Der er ingen tvivl om, at Gotfred Appel havde et godt hoved, men når man læser hans artikler i dag, er det ikke en almindelig verbal forførelse, som strømmer en i møde. Han er knirkende tør i sin prosa og giver udtryk for en tænkning præget af ganske få principper, hvorfra alle konklusioner kan deduceres. Hans politiske analyser er båret af en verbal autoritet, som forudsætter, at man autoritært anerkender hans autoritet som leder og analysator.

Forholder man sig derimod kritisk og diskuterende til hans udledninger, kan de meget let få et lidt komisk skær.

Doris Lessing har i sin selvbiografi Under my Skin fra 1994 beskrevet sin tid i det sydrhodesiske kommunistparti. Hun beskriver en person, som med baggrund netop i denne type marxistisk-leninistisk praksis udøver et reelt herredømme over partiets lille gruppe af især intellektuelle. Ved hjælp af skråsikre moralske domme af typen ’småborgerlig idealisme’, ’venstreopportunisme’ eller ’eventyrisme’ blev folk holdt i et underordningsforhold til lederen.

Hun beskriver, hvordan kritisk sindede intellektuelle blev grebet af den autoritære moral og af skam underkastede sig lederprincippet, som de efterhånden troede på var indskrevet i historien og i den specifikke situation materialiserede sig i lederens person.

Ib Nørlund var ikke nogen stor taler, og hans autoritære styre i DKP byggede på andre virkemidler end de retoriske. Efter sigende skal Gotfred Appel have været et stærkere retorisk talent, selvom det ikke har overlevet i hans skrifter. Han viste sig som en sand dogmatiker og besad den inkvisitoriske ild, som set med ledelsens øjne, udgjorde grundstoffet i en kommunistisk intellektuel.

Hans støtte til kineserne i den store strid mellem SUKP og KKP førte imidlertid til en konfrontation mellem to autoriteter, og Appel valgte kineserne.

Han blev i 1963 ekskluderet af DKP for fraktionsmageri. Han grundlagde herefter en lille maoistisk gruppe, Kommunistisk Arbejdskreds. Blandt de tidlige medlemmer var også Ulla Hauton, journalist ved Land og Folk og siden hans anden kone, samt historikeren og tidligere formand for Clarté, historikeren Benito Scocozza.

Fra 1963-65 udviklede KAK, som gruppen til daglig blev forkortet til, en voldsom kritik af den russiske revisionisme og en håndfast støtte til Kinas kommunistparti.

For Appel blev det til en videreudvikling af Lenins gamle teori om, at arbejderklasserne i de imperialistiske centrer blev bestukket af kapitalisterne med de superprofitter, som de kunne hive ud af de koloniale befolkninger.

Appel mente nu, at arbejderklassen og helt konkret den danske arbejderklasse med sin materielle velstand var et typisk eksempel på en sådan bestikkelse, og konklusionen var derfor, at et revolutionært parti måtte opgive overhovedet at agitere blandt danske arbejdere og i stedet vende energien mod den overudbyttede befolkning i den tredje verden. Det var fra den koloniale modstandskamp, at de imperialistiske centrer ville blive befriet. Derfor støttede KAK ikke mindst den vietnamesiske frihedskamp.

Udviklingen af denne nye type leninisme, appelismen, medførte, at Benito Scocozza forlod KAK og senere grundlagde en ny maoistisk organisation i KFML, som siden blev til KAP. I den maoistiske teoridannelse hos KFML/KAP fastholdt man det klassiske leninistiske fokus på arbejderklassen som den ledende i revolutionen, om end i en særlig stalinistisk version, som også Mao hyldede.

KAK blev fra 1963 til 1968 et laboratorium, hvor Appel gennem en hårdhændet politisk kamp opbyggede en lille gruppe af politiske ja-sigere omkring sig. Gruppen satte ikke mindst spotlys på den fremvoksende vietnambevægelse, som man så som en bekræftelse af appelismens teori.

Det var gennem kontakten mellem den nye energi fra vietnambevægelsen og den autoritære lille-gruppe-psykologi, Appel havde udviklet, at Blekingegadegruppen voksede frem.

Vietnam i vore hjerter
Vietnambevægelsen var i Danmark vokset ud af flere modstridende traditioner. Nogle af de mest aktive i den tidlige periode var enten DKPere eller KAKere. For dem indgik kampen mod vietnamkrigen i et bestemt strategisk perspektiv.

Men samtidig blev en ny-venstre-strømning stadig mere betydningsfuld for omfanget af bevægelsen. Denne strømning var kun i begrænset omfang knyttet til noget strategisk koncept.

Der var unge som kom fra SUF, SFs ungdomsorganisation, eller fra Socialistiske Studenter, som havde en ’folkesocialistisk’ ballast, som ikke var særlig udarbejdet, men som fx trak på nymarxistiske teorier om ’ulige bytte’ og ’nyimperialisme’, men som måske blev lige så bevægede af forestillinger om det etiske i en ’frihedskamp’.

Der var frem for alt en masse unge helt uden nogen politisk skoling, som sluttede op bag de stadigt voksende vietnamdemonstrationer ud fra ganske enkle forestillinger om ret og uret. På denne måde kunne vietnambevægelsen samle stort set alle dele af ’det nye venstre’ i én fælles energi: at bekæmpe den amerikanske besættelse af Sydvietnam og den danske regerings opslutning bag folkemordet, som foregik med dets stadig mere groteske krigsmidler (kemisk krig med afløvningsmidler, bombning af diger osv), som førte til at måske helt op til 3 millioner vietnamesere blev dræbt.

Vietnambevægelsens udvikling i krigens sidste fase fra 1968-72 blev i de fleste vestlige lande karakteriseret af en særlig psykisk dynamik.

Selvom mange, måske de fleste før 1967, ikke vidste, hvor Vietnam lå, så udvikledes en forbløffende identifikation med den vietnamesiske befolkning. Hinsides det faktum, at Nordvietnam var et relativt traditionelt kommunistisk diktatur, identificerede medlemmerne af bevægelsen sig med den af amerikanerne underkuede befolkning.

Demonstrationerne blev stadig større, og der blev udviklet stadig nye strategier imod bevægelsen: vandkanoner, gummikugler, gadekampstaktikker mv. I Danmark blev det fra 1968 tydeligt, at politiet øvede sig på at beherske situationen på en måde, som forstærkede demonstranternes følelse af at være en del af den underkuede befolkning.

I den forstand kan man sige, at politiet i hele den vestlige verden tænkte kontraproduktivt. I stedet for at dæmpe vreden, forstærkede de den eksponentielt.

’Vietnam i vore hjerter’ indebar imidlertid, i den konfrontation politiet indviklede bevægelsen i overalt og også i Danmark, en stigende frustration blandt bevægelsens medlemmer. Frustrationen kunne verbaliseres nogenlunde således: Imens titusinder af vietnamesere myrdes i koldt blod, går vi bare i demonstration og slås lidt med politiet.

Frustrationen udviklede sig markant og viste sig som en række forskellige tendenser. Én af dem var etableringen i flere lande og også her af en gruppe ’vietnamfrivillige’. Det var folk, som var rede til at tage til Vietnam og kæmpe på vietnamesernes side, tænkt som en slags parallel til de frivillige fra 30ernes borgerkrig i Spanien. Vietnameserne takkede klogelig nej til indsættelse af frivillige fra Vesten.

En anden tendens var udviklingen af demonstrationsteknikker, som matchede politiets brug af borgerkrigslignende taktikker. Det kunne være demonstrationsværn af særligt store og veltrænede folk, som kunne danne skjold mellem politiet og demonstrationen. Det kunne være beskyttelse i form af hjelme eller ligefrem bevæbning med køller og stave. Det kunne være udvikling af taktikker til at forvirre politiet ved at sprede grupper andre steder i byen, som ved hjælp af hærværk krævede øjeblikkelig politiindsats, som skulle trækkes fra hovedindsatsen ved demonstrationen.

Der udviklede sig ved demonstrationen mod John Wayne-filmen De grønne djævle i 1969 regulære gadekampe, et mønster som siden gentog sig ved demonstrationen mod USA’s indmarch i Cambodja og ved Verdensbankdemonstrationerne.

Der var i denne indre dynamik mellem demonstranter og politi en umiddelbar identifikation mellem politiet og Magten og mellem demonstranterne og Friheden. Der var tale om i stor udstrækning at se det som en art gentagelse af frihedskampen 25 år tidligere.

Da de studerende ved Østasiatisk Institut i Kejsergade i København i oktober 1969 opdagede, at Forsvarets Centralradio havde en superhemmelig aflytningscentral på universitets grund, hvis opgave det var at tappe hovedtelegrafen i Købmagergade, blev dette indtolket i den generelle forestilling om optrapning af undertrykkelsen.

En måned efter afsløringen af Kejsergade, lækkede efterretningsvæsnet den såkaldte trotyl-sag fra Århus. Hvordan man nu ellers skal forstå den konkrete sag, så kan den ses som et udtryk for en art ’undergrundstænkning’ i bevægelsen. Mange steder udvikledes rene fantasier af sabotageplaner, som skulle bringe kampen ind i sin næste faste. I Århus var der nogen som havde skaffet sig trotyl, andre steder var der mere tale om fantasterier og gruppesnak.

Men der er ingen tvivl om, at der i vietnambevægelsen i løbet af 1969 udvikledes nye tendenser af en meget mere militant karakter end den politiske demonstration. Da amerikansk politi skød og dræbte vietnamdemonstranter på Kent State University, bestyrkede dette kun forestillingen om, at det var slut med flower power.

Nu måtte der virkelig power til.

Den nye militans
Denne udvikling af militante kampformer skete imidlertid parallelt med udviklingen af en ny politisk bevidsthed. Den havde flere kilder. En af disse var behovet for at forstå, hvad det var man var en del af.

Det førte til diskussioner om politisk grundlag, paroler, programmer. Fx førte vietnamkomiteernes grundlag med parolen ’mod den amerikanske imperialisme’ og med den åbne indsamling giro 1616 til fx nye våben til FNL til, at en hel gruppe DKPere blev ekskluderet, fordi dette grundlag ikke passede med DKPs opfattelse. Siden hen kom det til en lignende diskussion med maoisterne i bevægelsen.

En anden kilde kunne være en forståelse af magten: Førte vi krig med politiet, eller var politiet blot magtens lønarbejdere? En tredje kilde kunne være: Hvordan er et politisk-økonomisk begreb som imperialismen overhovedet skruet sammen?

I forkortning kan man sige, at 1969 også var det år, hvor revitaliseringen af marxismen satte ind.

Den bølge af marxistisk gentilegnelse som satte ind førte til mange politiske indsigter, som jeg ikke her skal opholde mig ved, men i forhold til dynamikken i vietnambevægelsen er det vigtigt her at fremhæve, at demonstranternes identifikation med frihedskæmperne blev brudt.

De unge, politisk uskolede lærte sig ved at læse Marx, at arbejderklassen var revolutionens subjekt, ikke dem selv. Paradoksalt nok kan man sige, at genoplivningen af arbejderbevægelsens gamle grundlag førte til en politisk ’besinden sig’ for mange i ungdomsoprøret og førte mange studerende tilbage til studierne, nu blot af Marx mm.

Det var med udgangspunkt i den ’militante konjunktur’ 1968-70, at venstrefløjsterrorismen opstod. Weatherman i USA, Rote Armee Fraktion i Vesttyskland og Brigate Rosse i Italien opstod som små grupper af den type, som Doris Lessing beskriver, ofte præget af en enkelt karismatisk leders herredømme.

Terrorismen opstod også samtidig med, at nye befrielsesbevægelser i den tredje verden, først og fremmest den palæstinensiske PFLP, opdagede den enorme medieappel, terrorismen havde som militært virkemiddel. Terrorismen viste sig som en måde at blive hørt på, en vej ind i øregangen og øjet på millioner af mennesker.

Dansk terrorisme
I Danmark opstod der ingen terrorisme. Folk, der kender Tvind-miljøets historie i dets tidligste faser, mener, at der måske i denne gruppe var potentialer, som kunne være blevet til terrorisme. En leder af den rette støbning havde gruppen i hvert fald i Amdi Petersen. Men i stedet for terrorisme blev det til pædagogik og forretningsimperium.

Dvs. der opstod faktisk en slags terrorgruppe, men uden at venstrefløjen fik det at vide. Da Gotfred Appel i 1967 delte løbesedler ud ved Børsen i København, mødte han den 19-årige gymnasiast Holger Jensen, og det blev denne forbindelse, som satte Appel i kontakt med de unge aktivister fra vietnambevægelsen, som blev grundlaget for, at den nye energi fandt vej til en noget gammeldags kultur.

Appel repræsenterede som mange af de DKPere og DKUere, som var aktivister i vietnambevægelsen, en på mange måder gammeldags, maskulin arbejderkultur. Den havde domineret DKP alle årene, og Ib Nørlunds regime i partiet havde nødvendigvis måttet alliere sig med den.

Peter Øvig Knudsen gør meget ud af i sin bog at beskrive netop relationen mellem Appel og Holger Jensen. Man må forstå denne som en far-søn-relation. Holger Jensen havde godt nok en far, men Appel var tilbuddet om en ny type far, en far som blåstemplede sønnens militante aktivisme i vietnambevægelsen og som havde en ’voksen’ forståelse af, hvor det alt sammen skulle føre verden hen.

At det så også var en betingelse for at denne relation kunne fungere, at Holger Jensen accepterede en autoritær relation, som han formentlig aldrig havde kendt fra sin egen opvækst, er bemærkelsesværdigt, men ikke uforståeligt.

Der var i vietnambevægelsen en del modstand mod ’det flippede’: mod at ryge sig skæv, mod åbningen mod religionen, mod naturfilosofien, mod det flade aktivistdemokrati. Antiflipperne ønskede beslutsomhed og fælles aktion, men også ledelse og overblik.

Jeg taler her om principielle modsætninger; i virkelighedens verden var billedet naturligvis meget mere sammensat. Der fandtes også leninister, som røg sig kanonskæve.

Anti-flip-bevægelsen var især stærk blandt de militante aktivister, som næsten alle sammen var unge mænd, eller miljøer hvor de unge mænd dominerede fuldstændig. Man må forstå relationen mellem Gotfred Appel og Holger Jensen i denne kontekst.

Det var gennem Holger Jensen, at Appel kom i kontakt med de øvrige grundlæggere af Blekingegadegruppen, og meget tyder på, at det ikke var Appels karisma, der styrede dette, men Holger Jensens.

Holger Jensen havde kontakt til de vietnamfrivillige med Finn Ejnar Madsen på lederposten. De første år af hans og Appels bekendtskab var både en læreproces, hvor Holger Jensen lærte at forstå appelismen, men også en radikaliseringsproces, hvor Holger Jensen var med i front i vietnambevægelsen.

Det var imidlertid også denne udvikling, som fik Appel til at slå bak: I 1969 efter De grønne Baretter-kampene, beordrede han sine unge proselytter til at trække sig ud af enhver kontakt med venstrefløjen, som han ikke havde kontrol over. Han havde nemlig en plan.

Han havde skabt kontakt til PFLP, og i forlængelse af sin særprægede politiske teori var han modstander af udviklingen på venstrefløjen hen mod en alliance med arbejderklassen. Tværtimod ville han isolere sine proselytter fra denne ’skadelige og småborgerlige opfattelse’ og opdrage dem til den type arbejde, som vestlige sympatisører med en befrielseskamp i den tredje verden overhovedet kunne gøre: at skaffe penge. Disse penge skulle skaffes gennem røverier.

Man kan sige, at det i sig selv er en voldsom overskridelse at ville begå røverier, selvom det stod i en god sags tjeneste. Men man må forstå, at den grundlæggende overskridelse lå i den dynamik, som var i vietnambevægelsen, overskridelsen i retning af konfrontation, hærværk osv. Oprustningen i de militante år mod en matchning af politiets beredskab var det første skridt.

Venstrefløjens altdominerende flertal tog ikke det næste skridt og blev i stigende grad bestyrket i denne opfattelse af de omfattende Marx-studier. Appel ønskede at rive sine unge sympatisører ud af denne udvikling for at kanalisere overskridelsen i en funktionel retning: at røve penge til PFLP.

Peter Øvig Knudsen skriver om holdningen blandt de ’oprørske unge’ - og her taler han bredt om venstrefløjen - at der »var en næsten euforiserende følelse af, at det faktisk ville være muligt at forandre samfundet til et mere demokratisk og frit fællesskab. Og at forandringsprocessen allerede var i fuld gang. Men holdningerne til, hvilke metoder man skulle anvende, spændte vidt – fra en udpræget pacifisme i fredsbevægelsen og blandt hippierne til meget militante holdninger blandt de marxistisk vakte unge, som var parat til at gribe til våben mod klassefjenden.« (s. 86)

Jeg tror, Øvig overser, at den militante holdning især var knyttet til vietnamkrigen, og vreden især rettet mod USA. Han taler om de marxistisk vakte, men i den lille gruppe, som 1968-70 var marxistisk belæste, var mange imod militantismen, og det viste sig også senere, i løbet af 1970erne, at både Brigate Rosse og RAF tog fejl i deres opfattelse af pædagogiske aktioner:Aktioner, hvor folk umiddelbart ville genkende klassefjenden i den dræbte. Typisk fx i mordet på Hanns Martin Schleyer: Den tyske venstrefløj genkendte nok klassefjenden i Schleyer, men indså også dumheden og katastrofen i mordet.

De militante holdninger hang ikke sammen med marxismen, snarere tværtimod. Det var venstrefløjens vending mod marxismen, som ændrede militantismens retning og efterhånden afvæbnede den. Fra spektakulære enmandsaktioner på den internationale scene handlede det nu om kollektive aktioner, ikke mindst strejker.

Vietnamkrigen havde i Vestens ungdomsoprør udviklet en endda meget stærk følelsesmæssig identifikation med vietnameserne. Denne identifikation ændrede sig i den sidste fase indtil Saigons fald i 1975. Andre konflikter var kommet til (Afrika, Mellem- og Sydamerika, men frem for alt Palæstina), som gjorde det nødvendigt med mere end en følelsesmæssig identifikation.

Det blev nødvendigt at vide noget om de pågældende konflikter. PFLPs flykapringer og Sorte Septembers skud mod israelske sportsfolk ved olympiaden i 1972 viste, at medierne var blevet den nye kampplads. Kuppet i Chile i 1973 viste, at USA (som stod bag kuppet mod den demokratisk valgte Allende) ikke blot var demokratiets forsvarer.

Selvom venstrefløjen generelt næppe kan siges at være pacifistisk, kom der i løbet af 1970ernes første år en ændret holdning til militante kampformer: Ikke at de under alle omstændigheder var forkastelige, men at de var knyttet til bestemte historiske situationer.

Aktionsformer som sabotage og likvideringer, som modstandsbevægelsen havde brugt i Danmark, var dikteret af selve krigssituationen. At man i Chile brugte våben mod kupmagerne var indlysende nødvendigt, men måske ikke klogt på grund af overmagten. Danmark var derimod hverken Chile eller i krig.

Gotfred Appel var uenig i alle disse overvejelser, og det var grundlaget for gruppens arbejde. Hans analyse af situationen på verdensplan gjorde det ligegyldigt at være politisk aktiv i Vesten. Det var kun befrielsesbevægelserne i den tredje verden, som havde et revolutionært potentiale. Han så Kina som det førende socialistiske land.

Og lige netop på dette område skete der en voldsom udvidelse af venstrefløjens kritik.

Bortset fra kommunisterne og de små maoistiske grupper, så var venstrefløjen enig om, at der ikke var socialisme i Sovjet, Kina, Cuba, Vietnam osv. Det var også kun blandt de små maoistiske grupper, der var opbakning til Pol Pots regime 1975-79.

Selvrefleksion
Selvom Peter Øvig Knudsen fejlvurderer og fejladresserer militantismen, så er det hans værks store fortjeneste at fastholde, at Blekingegadegruppen altså udsprang af de samme sociale energier som resten af venstrefløjen.

Det kan være vanskeligt at vurdere alle de enkelt røverier, Blekingegadebanden gennemfører, vurdere om de indicier, han fremfører, gør det klart, at de alle var gruppens værk. Det er også af mindre betydning, fordi materialet er så stort og overbevisende. På mange måder er det hans mest vellykkede historiske bog til dato.

Jeg vil godt især understrege et aspekt af bogen, som han også selv har fremhævet fx i interviews: bogens karakter af selvrefleksion.

Peter Øvig Knudsen var i sin ungdom maoist, og bogen er en slags overvejelse om hans engagement kunne have ført til fx Blekingegadebanden. Så vidt jeg læser bogen og hans overvejelser, så mener han ikke, at faren var overhængende. På den anden side har han i forbindelse med sin bog om den danske SS-bøddel Birkedal fremhævet, at vi ikke kender os selv og vores potentialer i ekstreme situationer.

Marx skriver i sin berømte analyse af Louis Bonapartes statskup i 1850ernes Frankrig, at Hegel har sagt, at historien gentager sig; han har glemt at tilføje, siger Marx: første gang som tragedie, anden gang som farce.

Det gælder også kommunismens forhold til den såkaldt virkeliggjorte socialisme. Det var en næsten uoverstigelig tragedie, at kommunister verden over fra 1917 til 1990 blev ved med at mene, at Sovjet var et socialistisk land. Det er svært at pege på noget enkelttræk i venstrefløjens historie, som er mere tragisk.

Maoisternes forhold til Kina (Albanien, Kambodja osv.) var derimod fuldstændig farceagtigt. Ikke fordi Kina var mere eller mindre barbarisk end Sovjet, men af den simple grund, at maoisterne gentog fejlsynet, og de gjorde det på et tidspunkt, hvor det var meget let at komme til Kina og indse, at det var en katastrofal fejltagelse.

Endnu mere farceagtigt var det, at maoismen identificerede sig med den mest stalinistiske epoke af det sovjetiske samfunds udvikling. Massemordet blev blot tænkt bort.

Der havde på venstrefløjen mere generelt i den militante tid 1968-70 været megen støtte til kulturrevolutionen. Jeg genlæste for nylig en kronik, Peter Wivel skrev om bl.a. Kina så sent som i 1974 og må herudfra nok mene, at sympatien for kulturrevolutionen varede til et godt stykke ind i 1970erne, i hvert fald hos Peter Wivel, sikkert også hos os andre.

Men da KAP udsendte sit program i 1976 svarede vi på politisk revy (hvor jeg dengang var medlem af redaktionen) igen med en kritik, som netop hed: »Stalinismen - fra tragedie til farce« (15.10.76). Peter Øvig Knudsen kom som mange unge til maoismen i årene sidst i halvfjerdserne, hvor farcen ikke var blevet mindre. Man kan godt forstå, at han har grund til selvrefleksion.

Hans Davidsen-Nielsen skriver i sin bog om PETs historie under den kolde krig i forbindelse med den kolde krigs afslutning: »Herhjemme var venstrefløjen ikke synderligt optaget af selvransagelse og gamle Moskva-støtter som DKP’erne Ole Sohn og Frank Aaen ville hellere se fremad i det nye parti Enhedslisten end at dvæle ved fortiden.«

Han henviser til, at Kurt Jacobsen havde foreslået, at man udgav et selvkritisk nummer af politisk revy, hvor man gjorde status efter sammenbruddet:

»Men det var der ikke rigtig stemning for; nærmest ’en ulyst’, husker Kurt Jacobsen, der i dag er professor på Copenhagen Business School« (s. 337).

Hvad Davidsen-Nielsen her laver henover 11 linjer er enten en grov manipulation eller en afsløring af hans egen totale uvidenhed.

Den samme manipulation eller uvidenhed ligger bag Bertel Haarders bog fra 1999 .

I begge tilfælde bruges betegnelsen ’venstrefløjen’ som en politisk topografisk angivelse: dem på venstrefløjen, resp. den yderste venstrefløj. Hermed sammenfattes uden smålig skelen såvel DKPere, maoister som hele den venstrefløj, der samledes om VS og politisk revy.

Eftersom alle involverede parter (kommunister, maoister og resten af venstrefløjen) var enige om, at uenighederne dem imellem var helt grundlæggende, kunne man jo mene, at det krævede en særlig argumentation at ophæve denne selvforståelse.

En sådan argumentation har hverken Davidsen-Nielsen eller Haarder nogensinde præsteret.

Nu var jeg tilstede, da Kurt Jacobsen foreslog, at vi skulle genoplive det hedengangne politisk revy og lave en slags fælles selvkritik. Jeg mente, det var en dårlig ide, netop fordi det selvkritiske projekt, kommunisterne havde (dvs. bl.a. Jacobsen, Sohn og Aaen) var et andet end det, maoisterne havde eller det, vi andre havde.

Jeg synes faktisk, at både Kurt Jacobsen og Ole Sohn med deres bøger om kommunismen har bidraget endda meget væsentligt til denne selvkritik.

Og hvis vi kan opfatte Øvigs bog om Blekingegadebanden som et forsøg på det samme for maoismens vedkommende, så er forsøget meget vellykket. Der mangler måske noget, som går lidt tættere på de sorte områder som Mao, Kina, diktaturet osv. Men det kan jo komme.

Men hvad med os andre? Har vi ingen lig i lasten? Skal vi ikke øve selvkritik? Man kan jo forstå, at Bertel Haarder og Hans Davidsen-Nielsen mener, at vi holdt med de gale under den kolde krig.

Men det kan kun forstås på den måde, at forbrydelsen består i, at vi ikke holdt med USA. For vi holdt i hvert fald ikke med Sovjet. Og hvis der var et sted på venstrefløjen, hvor kritikken af Kina udvikledes, var det netop i politisk revy, befordret bl.a. af bladets Kina-gruppe.

Efter min opfattelse har vi meget at være selvkritiske overfor i vores politiske fortid. For mig at se er vores største lig i lasten, at vores politiske koncept, vores opfattelse af revolutionen og af os selv var fuldstændig fejlagtige og virkelighedsfjerne og medvirkende til vores opløsning som venstrefløj i 1980erne.

Jeg har ved en lang række lejligheder taget dette op til kritik og henviser interesserede til disse artikler (»Mellemlag eller lutter lagkage«, VSbulletin 246/december 1987; »Hvad er der tilbage af socialismen«, Giraffen 1/oktober 1990; »Alle modsætninger er ligegyldige«, Information 16.6.97; »Venstrefløjen i krise men hvilken krise?« Salt 2/april 1998; »Inkvisitionens hærgen«, Solidaritet 2/juni 2000; »Voldsfanatikere, antisemitter, demokratihadere og kryptostalinister«, Social kritik 89/november 2003).

Hep, hep
Der er naturligvis mange, som ikke deler min kritik af venstrefløjen, som ikke synes, den går vidt nok. Der var i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne mange, som udfoldede en så omfattende kritik af deres egen fortid, at de ganske enkelt fornægtede den.

Men den mest almindelige figur har imidlertid været, at retfærdiggøre sin egen fortid ved at gøre andre ansvarlige for den.

I stedet for at starte med at sige: Det var kritisabelt, at jeg var maoist og forsvarede Mao og de kinesiske kommunister på trods af deres forbrydelser mod menneskeheden, eller hvad det nu måtte være; i stedet for at starte med sig selv, så startede de fx med Blekingegadebanden.

Sådan var det med Lars Willemoes, som var en af de første til at skrive om gruppen. Hans egen baggrund i det maoistiske miljø var ikke udgangspunktet. Sådan var det med en anden maoist som Mikkel Plum, som har lavet bodsøvelser i mange år ved at skrive om alle de forbrydelser, vi andre har begået.

Mest interessant er imidlertid Peter Wivel, som var redaktør af Weekendavisen i 1990erne, inden han kom til Berlingeren. Det var med Peter Wivel som ansvarshavende for, at Bent Blüdnikow lancerede sit første voldsomme angreb på den samlede venstrefløj som Blekingegadebandens heppekor.

Bent Blüdnikow har aldrig lagt skjul på, at han selv havde en venstrefløjsbaggrund, men Peter Wivel har rejst med meget lavthængende flag i så henseende. Og sammenlignet med Bent Blüdnikow var Wivel jo helt anderledes involveret i venstrefløjen og derfor nødvendigvis vidende om alle de gange, Bent Blüdnikow snød på vægten.

Men Wivel syntes aldrig, han skyldte venstrefløjen nogen argumentation for at lægge ryg til den store forfalskning, og hans arbejdsgivere var tilsyneladende ligeglade. Han bærer derfor det moralske ansvar for forfalskningen.

Måske skulle jeg tilføje, at jeg ikke synes, der er noget forkert i at skifte standpunkt, men man kan med en vis ret klandre en chefredaktør, som bruger sit blad mod bedre vidende. Udover det moralske problem, handler det også om troværdighed.

Opdagelsen af Blekingegadebanden blev indledningen til en ny kold krig, som har stået på de sidste 10-15 år.

Krigen går ud på at fastholde, at der er , som kollektivt er ansvarlig for alle de forbrydelser, der er blevet begået i socialismens navn. Dette angreb blev lanceret af Lars Willemoes og Lars Hedegaard i Information og siden ført videre af Bent Blüdnikow, Arne Notkin, Bo Bjørnvig, Anne Knudsen og mange andre på Berlingske Tidende, Weekendavisen og Jyllands-Posten.

Man kan jo undre sig over sammenhængen til netop Blekingegadebanden, som Øvigs bog dokumenterer, at kun PET kendte til.

Sammenhængen er også en helt anden: Den handler om det borgerlige Danmark. Angrebet på venstrefløjen har været en del af den selvopbygning af borgerligheden, som er foregået i samme periode, med Dansk Folkepartis og fremmedhadets andel i magten som det foreløbige højdepunkt.

Set i valgtal (2005) har Danmark ikke være så borgerligt som nu siden før første verdenskrig.

Jeg vil hævde, at det opgør med den tidligere venstrefløj, som har verseret ved de tre nævnte standretter, kunne have været af langt større betydning både for venstrefløjen og for højrefløjen, hvis det havde bygget på indsigt, omhu og kildestudier.

Desværre var opgørets førstemand en dårlig og doven historiker. Bent Blüdnikow er nemlig, som nogen måske husker, uddannet historiker, og netop i hans arbejde som historiker finder vi måske svaret på, hvorfor hans opgør med venstrefløjen fra begyndelsen til slutningen har foregået i en em af beskyldninger om fusk.

Da han begyndte at skrive i Weekendavisen i slutningen af 1980erne byggede hans omdømme som historiker især på hans bog fra 1986 Immigranter. De østeuropæiske jøder i København 1905-1920. Det var et pionerarbejde, som høstede megen ros netop herfor.

Jeg har haft anledning til at undersøge forskellige af hans arbejdsmetoder i denne bog i forbindelse med et forskningsprojekt med samme emne. Der er ikke tale om nogen systematisk gennemgang, som ville kræve mange resurser, men man kunne måske rejse nogle penge til at få arbejdet gjort; det ville sikkert være interessant.

Sagen er nemlig, at ikke alene er hans bog fyldt med fejl, mange af disse fejl har en karakter, som, var de forekommet i en prøve i kildekritik tidligt på grunduddannelsen af historiestudiet, ville have medført, at han var dumpet med et brag. Jeg skal ikke her gå i detaljer, men skulle Bent Blüdnikow være interesseret og kan skaffe mig en kroniks plads i Berlingske eller Weekendavisen, skal jeg gerne dokumentere sagen, så vidt som jeg nu har undersøgt sagen.

Mere om mangel på præcision
I sommeren 2003 (den 13. juni) offentliggjorde Weekendavisen et større essay af historikeren Jens Liljegren med titlen: »Kampagnen mod venstrefløjen«. Essayet var identisk med Liljegrens indlæg i bogen Demokrati mellem fortid og fremtid, som Claus Bryld og Søren Hein Rasmussen netop havde udsendt.

Essayet indeholdt en detaljeret fremstilling af, hvordan Bo Bjørnvig og Bent Blüdnikow systematisk havde manipuleret med citater og forbrudt sig mod de simpleste regler for journalistik. At de begge også er uddannede historikere understregede blot alvoren i anklagen. Liljegren dokumenterede også, at Bent Jensen i en bestemt sag havde brugt en ubrugelig russisk kilde i en diskussion med SFeren Jens Thoft.

At Weekendavisen valgte at bringe hele essayet viser, at den ansvarshavende redaktør tog anklagerne alvorligt. Men der var grænser for alvoren. Allerede den 27. juni, skrev Anne Knudsen i en leder med den sigende titel »(…)«, en henvisning til alle de manipulerende udeladelser, at godt nok var manipulationerne påvist og kritisable, men kritikerne havde alligevel ret i deres kritik af venstrefløjen.

Anne Knudsen ved bare bedre! Hun behøver ingen dokumentation.

Jens Liljegrens essay byggede på et historiespeciale, som han afleverede i 2002 ved Syddansk Universitet.

Faktisk forsøgte Blüdnikow og Bjørnvig i februar 2003 at lægge pres på Liljegrens vejleder for at dumpe Liljegren eller få ham ned i karakter. Da læreren holdt på sin faglige og moralske integritet, greb de til sammen med Bent Jensen at forsøge at miskreditere Liljegren i det historiske miljø.

I Idealisme eller fanatisme. Opgøret om venstrefløjen under den kolde krig, redigeret af Adam Holm og Peter Scharff Smith, er der offentliggjort endnu et essay af Liljegren.

Denne gang handler det om Weekendavisens, Blüdnikows, Bjørnvigs og Arne Notkins korstog mod venstrefløjen for at være antisemitisk. Med den samme præcision som i sit første indlæg viser han, hvordan avisen og dens tre journalist-historikere måske i endnu grovere grad har manipuleret. Ikke mindst gøres der en del ud af Bent Blüdnikows bevidst udflydende og insinuerende argumentationsform.

Liljegrens to indlæg lægger efter min mening en standard for, hvordan man bør omgå sine modstandere: Man bør udvise hæderlighed. Så enkelt kan det siges.

Liljegren er langt fra at være venstrefløjen nogen militant støtte. Faktisk er han ret kritisk overfor venstrefløjens gøren og laden, og han fremhæver netop Bent Jensens bog Stalinismens fascination som et eksempel på, hvordan man bør citere sine fjender.

Magt og løgn
Opgøret med venstrefløjen er som sagt en del af opbygningen af den borgerlige selvforståelse. I denne opbygning har også indgået en indædt kamp for at erobre Danmarks Radio og gøre den til et mere effektivt borgerligt medium.

Offentligheden har været godt underholdt af borgerlige politikeres forskellige mails til Danmarks Radio for at påvirke programlægningen til egen fordel. Det interessant i disse mails har imidlertid mere været den selvfølgelighed, hvormed man som en del af magten gør krav på særrettigheder overfor public servicestationen.

Bent Blüdnikow opfatter sig klart som en del af det regerende borgerlige establishment med samme rettigheder overfor det, som tidligere hed Statsradiofonien.

Den 8. maj 2004 sendte han således en mail til radiodirektør Leif Lønsmann og program-redaktør Anders Kinch-Jensen. Han skrev:

Så meget om udsendelsen, som var anledningen til mailen. Nu kommer vi til det egentlige ærinde:

Man bemærker sig den slet skjulte trussel til sidst.

Man kunne jo tro, at Bent Blüdnikow i et trusselsbrev til DRs ledelse havde gjort sit hjemmearbejde, men nej. 18 gange på to år skulle jeg have været inde hos Birgitte Rahbek. Mellem 2002 og 2004 var jeg fire gange i Synsfeltet hos Birgitte Rahbek og ikke 18 gange. 6 gange havde jeg angrebet BB med navns nævnelse, skrev han. I virkeligheden havde jeg nævnt ham i forbifarten én gang.

Troede han måske, at DRs ledelse ikke talte efter?

»Jeg har dog også udgivet bøger om kommunisme og beslægtede emner«, skrev han. Det er igen en løgn, han greb ud af luften. Han har skrevet en del bøger om jødiske forhold og om postvæsnets historie. Så har han udgivet nogle af sine egne artikler om venstrefløjen fra Berlingeren.

Men bøger (i flertal) om kommunisme er ukendte for den danske bibliotekskatalog på www.bibliotek.dk.

Men måske er de hemmelige.

Tilbage til Øvig
Peter Øvig Knudsens næsten 1000 sider om Blekingegadebanden er interessant læsning. Hans dramaturgi og fortælletalent kommer til sig selv i en grad, så Politikens anmelder, Bo Maltesen, følte sig skamfuld over at være spændt på afslutningen.

Bogens store problem er imidlertid ikke dens fortælling, men at den hviler på kilder, som man ikke kan kontrollere. Det ligger imidlertid i selve projektet: Den bygger ikke mindst på politiets store samling af ringbind med kilder i sagen. Det samme gælder naturligvis også Lars Hedegaards og Davidsen Nielsens fremstillinger. Vil man læse historiske analyser, som hviler på hemmelige kilder er det en betingelse.

Det gør, at man må læse bogen på en anden måde, end man normalt ville kunne gøre det med en dokumenteret historisk fremstilling. Man må i høj grad lide på sammenhæng i selve fortællingen.

Man kan med Politikens anmelder let komme til at læse bogen, som var den slet og ret en krimi. På grund af den suveræne dramaturgi gør bogen ingen modstand mod at blive læst sådan.

Kun til sidst i andet bind, hvor Øvig støtter sig til en serie af samtaler, han har haft med én af de dømte fra den hårde kerne af gruppen, bliver det moralske aspekt af deres politiske opfattelse meget nærværende, ligesom gruppens egen indre udvikling bliver tydeliggjort.

Hvad angår gruppens indre udvikling, kan man sige, at efter bruddet med Appel og efter Holger Jensens død står gruppen uden leder. Og den ser ud til at klare sig med en flad struktur. Til gengæld bliver forholdet til PFLP betydelig mere påtrængende i løbet af 1980erne.

Gruppen når ’muren’ i forbindelse med, at deres kontaktmand i PFLP foreslår dem at gennemføre en kidnapning. Med deres sædvanlige minutiøse planlægning har de kidnapningen af Jörn Rausching, arvingen til Tetrapak-milliarderne, på tegnebordet.

Operationen adskilte sig imidlertid på en lang række punkter fra det, de kunne, nemlig bankrøverier, og truer gruppens sammenhængskraft.

Krisen bringer også et grundlæggende moralsk dilemma op: Kunne man påføre et tilfældigt menneske så megen undertrykkelse og smerte i en god sags tjeneste, nemlig i kampen mod undertrykkelse? Det tangerede dermed det helt grundlæggende problem, som var i den metafysik, der gennemsyrede deres historieopfattelse og politik.

Gennem sin tætte beskrivelse kommer Øvig altså alligevel tæt på en kritik, som rammer enhver historiemetafysik uanset om den kalder sig marxistisk eller ej.

Derved bliver hans fremstilling gennem sin tyngde meget mere påtrængende end heppernes kritik i Berlingeren og Weekendavisen. Han viser, at en virkelig kritik er en farbar vej og den eneste vej til kritisk dialog.

Morten Thing er forskningsbibliotikar på Roskilde Universitetsbibliotek. Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Social kritik

Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden. 1: Den danske celle, 434 sider. 2: Den hårde kerne, 524 sider. Gyldendal, 2007.

Hans Davidsen-Nielsen: En højere sags tjeneste. PET under den kolde krig, Politikens forlag, 2006, 399 sider.