»I forhold til politiet ønsker vi ingen konfrontation, og opsøger den ikke. Hvis I forsøger at rydde os, forsvarer vi os, men vi ønsker ikke at gå voldens vej«.
Sådan nåede bz’erne på Viborgvej 51 i Århus lige netop at skrive i en pressemeddelelse inden politiet få timer senere brød gennem husets barrikader og anholdt 13 mennesker mellem 15 og 22 år.
Viborgvej 51 har været besat siden den såkaldt nationale bz-dag den 28. december, og århusianerne havde – i modsætning til mange af de andre symbolske besættelser – erklæret at ville blive i ejendommen, som de ville omdanne til ungdomshus:
»Vores ungdomshus, skal være et sted hvor der er plads til at man kan udfolde sig. Vi har fundet et dejligt hus som med en kærlig hånd, kan blive et fedt sted«, skriver de i en pressemeddelelse.
Drømmen var at lave bl.a. øvelokaler, bibliotek, folkekøkken og fester, men den drøm brast altså foreløbigt med morgenens rydning.
Bz’erne havde opfordret husets ejer til dialog, men ifølge Østjyllands Politi skete rydningen netop på begæring fra ejeren.
Flere bz’elser i Jylland
Århus er imidlertid ikke det eneste sted, der fortsat havde aktive bz’ere efter bz-dagen.
Ifølge Modkraft.dk’s oplysninger er et gammelt, forladt posthus i Ry stadig BZ’at, og i en større midtjysk by vil et hus, der blev kortvarigt besat på bz-dagen, blive genindtaget i den kommende weekend. »Og så bliver vi der«, lyder meldingen fra de midtjyske bz’ere, der på forhånd har barrikaderet huset.
Også i Vejle og Kolding er organiserede bz-grupper opsat på at fortsætte bz-aktionerne.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96