Et stinkende godt album

Nogen gange glemmer jeg, at Ungdomshuset er væk. Ligesom jeg heller ikke altid husker, at de døde mennesker jeg kendte, faktisk er døde. Man sidder til et møde om et eller andet arrangement og man når lige at tænke, »det holder vi da bare i Ungeren«, indtil man kommer i tanke om det: Ungdomshuset er væk. Mærkeligt egentlig at man kan glemme det i bygen af torsdagsdemonstrationer, mængden af merchandise og streetart, og alle diskussionerne i de forskellige medier.

»Familiealbum – portrætter fra ungeren« stinker af energi, smøger, aktivisme, pis, kærlighed, kampgejst, sved, sex, sammenhold og kærlighed. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Men jeg glemmer det altså en gang imellem, og sådan var det også, da jeg forleden stod i min lokale boghandel. Det er sådan en lille biks på Nørrebro, en af de få der ikke er ædt op af de store kæder; sådan en, hvor alting ligger i stabler, og man kan få lov at stå og glo i timevis uden at nogen tror, man er butikstyv af den grund.

Pludselig stod jeg med en sort bog i hænderne. Sådan en, der ikke er for stor, og ikke er for lille, ikke noget glimmer og lir, diskret uden at være anonym. Da jeg åbnede den, slog jeg op på et billede oppe fra Ungdomshusets sal, helt fyldt med mennesker, blåt scenelys, optrædende på scenen. Det var egentlig bare et rystet uskarpt billede, taget oppe fra balkonen til en koncert i Ungdomshuset, men på et splitsekund var jeg tilbage i noget, som jeg næsten havde glemt, og pludselig står man der og græder lidt i en lille boghandel på Nørrebro...

Så meget for, at den her bog utvivlsomt har stor værdi for os, som havde et forhold til Ungdomshuset. Dem, som kan sidde og sige, »nej se lige x, det er et fedt billede, hende kender jeg, kan du huske den koncert« osv. For de tusindvis af mennesker, som har kommet i huset og kan genkende hinanden og sig selv i bogen, om ikke andet så i overført betydning, så er det her en oplagt julegave.

Universel og inkluderende
Men hvad med alle de andre? Har den her bog værdi for nogen andre end »os«?

Det skal den have. Det bør den i hvert fald have. Fotograferne Fryd Frydendahl og Kajsa Gullberg er begge uddannet fra Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana; der er forord af forfatteren Peter Adolphsen og antropologen Eva la Cour, og den er udgivet på Nyt Nordisk Forlag.
Bogen er lækkert layoutet, billedprioriteringen er god og kvaliteten er rå på den gode måde. Rammerne fejler ikke noget.

Bogens lille slagside er, at den på sin vis signalerer at være for de indviede, hvilket understreges i Eva la Cours meget indforståede forord, der godt kunne have klaret et par »oversættelser« af begreber og geografiske steder for de ikke-indviede.

Det er synd, hvis læseren bliver tabt på gulvet alene fordi, vedkommende ikke er aktiv på den yderste venstrefløj i København.

Men det sagt, så er bogen universel og inkluderende i sit nøgne ukommenterede budskab. Og den stinker af Ungdomshuset. På den fede måde. Den stinker af energi, smøger, aktivisme, pis, kærlighed, kampgejst, sved, sex, sammenhold og kærlighed.
Og heldigvis kan man finde den stank endnu rundt omkring. På gaden, på Christiania, Warehouse 9, 1000fryd, i Köpi i Berlin, og Liebig 34 samme sted.

Og selvom Ungeren er væk, og selvom alle de andre steder lever med truslen om samme skæbne, så kan ingen få stanken til at forsvinde og »Familiealbum – portrætter fra ungeren« bidrager til at vedligeholde den.

Det er bittersødt, at bogen kommer i samme måned som nyheden om, at et nyt hus er på vej. Det er svært at forestille sig, at noget skal kunne hamle op med det der var, og som fremstilles så uforsødet skarpt i denne bog. Men det er nok en anden historie.

Familiealbum – portrætter fra ungeren
Af Kajsa Gullberg og Fryd Frydendahl
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

Køb bogen i Modkraft Minimarked