Ung Brian Mikkelsen om apartheid: »fredelig harmoni«

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin første regeringsperiode manede til kulturel værdikamp, fulgte den konservative kulturminister Brian Mikkelsen sin regeringschefs opfordring op med flere problematiseringer af venstrefløjens demokratiske sindelag.

Det skete i første omgang ved at påstå, at han i sin gymnasietid havde fået sin ytringfrihed begrænset, og dernæst at fremtrædende konservative medlemmer var blevet udsat for voldstrusler fra venstreorienterede kredse.

Kulturminister Brian Mikkelsen kritiserer venstrefløjen for at have udemokratiske lig i lasten, men har selv været med til at nedtone apartheids udemokratiske og problematiske sider. Foto: Klaus Holsting.

Hvad Brian Mikkelsen derimod ikke fortalte var, at han som ungt medlem af Konservativ Ungdom selv har deltaget i forsvar af demokratisk problematiske regimer.

I 1988 var Brian Mikkelsen medforfatter til en brochure, der beskrev tilstandene i det hvide mindretalsstyre i Namibia som idylliske – og nedtonede problemerne med apartheid og særlove, der udelukkede det sorte flertal af landets befolkning fra demokratisk indflydelse.

Bladforbud og voldstrusler fra venstrefløjen
Brian Mikkelsen gjorde sig i »kulturkampens« første periode især bemærket med påstande, der skulle bevise den politiske venstrefløjs mangel på demokratisk tradition.

Han havde ifølge egne udsagn i sin gymnasietid følt sig udsat for censur:

»De venstreorienterede gymnasiaster på Ballerup Gymnasium, som jeg gik på, kunne uden problemer udgive deres blad, men da vi, de konservative gymnasiaster, også ville udgive et blad, blev det os nægtet af rektor med den begrundelse, at vi var politiske,« fortalte han.

Sandhedsværdien af historien er dog omstridt – blandt andet fordi den daværende rektor for Ballerup Gymnasium har afvist påstanden.

Det har dog ikke holdt Brian Mikkelsen tilbage fra at lancere nye historier om venstrefløjens problematiske forhold til ytringsfriheden. Han har tværtimod anklaget navngivne folk i Danmarks Radio med venstrefløjsbaggrund for at true borgerlige under den kolde krig:

»Selv i Danmark var der terror- og dødstrusler mod anderledes tænkende. Som Per Stig Møller fortalte mig, så sagde en af de nuværende direktører i Danmarks Radio engang til ham, at når han og de andre revolutionære kom til magten, så skulle Per Stig nok komme til at dingle fra lygtepælen«, udtalte han.

Udenrigsminister Per Stig Møller kunne dog ikke bekræfte historien, og Brian Mikkelsen måtte efterfølgende indrømme, at truslen ikke kom fra DR-medarbejdere.

Men han fastholdt historien som udtryk for, hvor stor venstrefløjens fascination af totalitære regimer havde været.

Brians Mikkelsens fortid indeholder imidlertid selv kim til forherligelse af totalitære regimer.

KUere på studierejse i Namibia
Brian Mikkelsen arbejdede i 1988 for politisk støtte til det demokratisk stærkt problematiske regime i Namibia, der siden 2. Verdenskrigs afslutning havde været besat af Sydafrika, og hvor der siden 1966 havde været indført apartheid.

Brian Mikkelsen deltog i 1988 i en kampagne organiseret af Konservativ Ungdom og Konservative Gymnasiaster, der var vendt mod det gymnasiebaserede solidaritetsprojekt Operation Dagsværk, som det år havde besluttet at støtte flygtningebørn i Namibia og Congo.

Konservativ Ungdom og Konservative Gymnasiaster var imod solidaritetsprojektet, og organisationerne lancerede en alternativ indsamling under navnet SPA 88. Pengene gik til de væbnede Mujehadin-bevægelser i Afghanistan, der bekæmpede den daværende sovjettiske invation i landet – oprørsstyrker der i øvrigt lagde grunden sig til det senere så berygtede Taleban-styre i landet og hvor ud fra Al Queda menes at have udviklet sig.

En af de centrale personer i kampagnen var Brian Mikkelsen. Sammen med to andre medlemmer af de konservative ungdomsorganisationer, H.C. Madsen og Svend G. Kjeldsen, rejste Brian Mikkelsen til Namibia for at undersøge forholdene i landet.

Da de vente hjem skrev og udgav de pjecen, »Namibia - på vej mod ægte demokrati«.

»Fredelig harmoni«
Pjecen var et politisk opgør med Danske Gymnasieelevers Sammenslutningen, der blev beskyldt for at »støtte den marxistiske undertrykkende side i en oprørskamp« - nemlig befrielsesbevægelsen SWAPO, der godt et år senere vandt det første demokratiske valg og dernæst løsrev landet fra den sydafrikanske besættelse.

I 1988 var landet imidlertid stadig plaget af en årelang krig mellem det hvide mindretalsstyre – der kun havde begrænsede beføjelser over de interne forhold – og den sydafrikanske besættelsesmagt på den ene side og landets store sorte flertal på den anden.

Ikke desto mindre beskriver pjecen forholdet mellem de etniske befolkningsgrupper i landet som harmoniske: »Alt apartheid blev afskaffet ved lov i 1978/79, så de forskellige etniske grupper nu lever sammen i fredelig harmoni«.

Denne idylliske fremstilling var bevidst skævvredet. De unge konservative nedtonede ikke apartheidpolitikkens dybt problematiske sociale og demokratiske problemer på grund af uvidenhed, men af polemiske årsager. Det fremgår af et internt notat i Konservative Gymnasiaster, som dagbladet Information afslørede den 23. september 1998.

Her skrev de unge konservative direkte, at debatten skulle bortledes fra manglen på demokrati og borgerlige rettigheder for den sorte befolkning:

Operation Dagsværk »vil være relativt udbytterigt at boycotte. Vi må forsøge at bortlede debatten fra apartheidspørgsmålet, og i stedet gøre det til et spørgsmål for eller imod kommunisme«.

Hertil kom, at Konservativ Gymnasiaster kunne se en propagandisk og organisationspolitisk fordel i kampagnen:

»... Der er nok ingen tvivl om, at KG (Konservative Gymnasiaster, red.) er tvunget til at gå imod Operation Dagsværk under alle omstændigheder. Såfremt vi bare ser passivt til«, står der i notatet, »vil vi miste vores status som ‘godt stof’ for pressen«.

Forhåbninger til hvidt, konservativt parti
KU’erne bag pjecen var ikke fuldstændig ukritiske over for mindretalsstyret. Men pjecens argumenterede for, at Namibia var inde i en udvikling hen imod demokrati – under forudsætning af at de sorte oprørsgrupper blev holdt fra magten.

Garanten for den udvikling mente de unge konservative at se i det politiske parti Democratic Turnhalle Aliance. Det var, mente de, den sande repræsentant for det namibiske folk og et fremtidigt demokrati.

Demokratic Turnhalle Aliance var imidlertid lige så tæt knyttet til det magtfulde hvide mindretalsstyre i Sydafrika, som de østeuropæiske kommunistpartier var afhængige af styret i Moskva under den kolde krig. Alliancen havde deltaget i styringen af landet indtil 1983, hvor det blev sat fra bestillingen, fordi partiet efterhånden var kritisk overfor dele af apartheid-politikken.

SWAPO, der var den største modstandsbevægelse i landet, blev derimod betragtet med dyb skepsis af de unge konservative.

De konservative forhåbninger om, at Democratic Turnhalle Aliance kunne spille en rolle i demokratiseringen af landet, led nederlag kun et år efter: SWAPO blev, trods skandaler om blandt andet tortur mod politiske modstandere i flygtningelejre, den store vinder med cirka 60 procent af stemmerne, da der i 1989 endelig blev afholdt demokratiske valg.

Antikommunisme som drivkraft
Den unge konservatives støtte til mindretalsregimet i det sydlige Afrika var baseret på anti-kommunistiske motiver.

Det siger sig selv, hedder det i pjecen, »at kommunistisk kontrol med det sydlige Afrika på længere sigt vil kunne forrykke den økonomiske og strategiske verdensbalance«.

Og videre, at Namibia er »Sydafrikas eneste stødpude til de kommunistiske frontliniestater Angola, Zambia og Zimbabwe, der dels på grund af egne økonomiske problemer, og dels på grund af et massivt sovjetisk pres, kan have en naturlig grund til at forsøge at bemægtige sig Sydafrikas råstofressourcer, ligesom Sydafrika i sig selv har en enorm strategisk betydning i form af sin beliggenhed«.

Ud fra denne argumentation, mente de unge konservative – heriblandt Brian Mikkelsen - tydeligvis, at apartheid var et mindre problem:

»Der fokuseres udelukkende på apartheidspørgsmålet, der forståeligt nok fremkalder nogle følelser i mennesker, hvis privilegium er, at de er opvokset i et trygt og forholdsvis ukompliceret samfund, der historisk og kulturelt er langt mere homogent, end det er tilfældet i noget afrikansk samfund. De faktiske forhold omkring Namibia er imidlertid meget mere komplicerede, end den vanlige debat indikerer.«

Det har ikke været muligt for Modkraft at få en kommentar fra kulturminister Brian Mikkelsen.