»Undskyld, kan du ikke lige skaffe mig noget kaffe?«.
Bendt Bendtsen, leder af De Konservative, kunne åbenbart ikke kende Enhedslistens 23-årige spidskandidat, Johanne Schmidt-Nielsen forud for den afsluttende partilederrunde på TV2 mandag aften.
– Bendt Bendtsen opdagede først, hvem jeg var, da vi stod i studiet, og da så han lidt flov ud. Men det viser jo meget godt, at det med ung kvinde åbenbart ikke rigtig rimer på partileder, siger Johanne Schmidt-Nielsen til dr.dk.
Tidligere har hun været ude for at blive forvekslet med en makeup-artist, da hun forud for valgprogrammet »Mød Partierne« mødte op på Christiansborg
– Da jeg kom ind på Christiansborg, blev jeg modtaget med et »Hej, er det dig, der er makeup-artisten?«. Så unge kvinder associeres åbenbart med kaffebryggere og makeup-artister. Alene af den grund skal vi have nogle flere unge kvinder ind i Folketinget, siger Johanne Schmidt-Nielsen til dr.dk.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96