Annonce

6. november 2007 - 1:11

Elever: Sæt kryds ved uddannelse

»Stem uddannelse til valget« – sådan lyder meldingen fra elev- og studenterbevægelsen i forbindelse med det forestående folketingsvalg den 13.november. På alle uddannelsestrin vil der i den kommende uge frem til valget blive sat fokus på elever og studerendes levevilkår og kvaliteten af uddannelserne.

De studerende mener, at uddannelsessystemet ofte bliver forbigået i forbindelse med valgkampe, og den igangværende er ikke ingen undtagelse:

– På folketingets åbning den 2. oktober var 50.000 unge mennesker på gaden, fordi de var bekymrede for deres uddannelser. Alligevel fylder spørgsmålet næsten ingenting i partiernes valgkampe, forklarer Rune Møller Stahl fra Danske Studerendes Fællesråd til Modkraft.dk.

Fastholder krav fra 2.oktober
Og netop med de studerendes krav fra demonstrationerne den 2.oktober håber elev- og studenterbevægelsen at kunne fastholde fokus på uddannelse både overfor studerende og politikere:

– Vi vil ikke finde os i, at unge menneskers behov endnu en gang drukner i debatten. Vi opfordrer alle unge til at tænke på deres hverdag i uddannelsessystemet, når de sætter deres kryds og opfordrer samtidigt politikerne til at tage ansvar for fremtiden, siger Rune Møller Stahl.

Kravene fra de studerende er blandt andet »færre elever i klassen, bedre undervisningsmiljø, en SU til at leve af og lov mod brugerbetaling«.

Venstrefløjen støtter de studerende
Og kravene møder blandt andet opbakning fra Enhedslistens folketingskandidat Johanne Schmidt-Nielsen:
– Det er rigtigt vigtigt, at elever og studerende presser politikerne med nogle konkrete krav, som de kan hænges op på i valgkampen. Vi støtter fuldt op om kravene, og vi mener max, der skal være 22 elever i klasserne i grundskolen og 24 på ungdomsuddannelserne, siger hun til Modkraft.dk.

Johanne Schmidt-Nielsen udtrykker ligeledes stor begejstring over, at folkeskoleeleverne har valgt at på gaden:

– At skoleeleverne nu går på gaden for at vise deres modstand mod de uacceptable vilkår i folkeskolen er helt centralt for at få synliggjort problematikken. At Bertel Haarder bare afviser elevernes protester, er blot et udtryk for, hvor meget han er ude af trit med virkeligheden.

Også SF har kravet om ordentlige folkeskoler på sit program bl.a. med krav om et maksimum på 22 elever i klassen og ifølge en meningsmåling fra Capacent Epinion er det et krav, som 83 procent af befolkning er enig eller meget enig i.

– Den enighed , vi kan konstatere uden for Christiansborgs mure vedrørende klassestørrelser i folkeskolen, vil SF forsøge at få etableret i Folketinget. Først og fremmest for at sikre fagligheden i folkeskolen. Vi har et fælles mål om at give elever og lærere optimale vilkår i folkeskolen – det skal en max grænse på antallet af elever i klasserne bl.a. sikre, siger SF’s folkeskoleordfører Pernille Vigsø Bagge i en pressemeddelelse.

Frem til valget vil elever og studerende på forskellig vis sætte fokus på en bedre uddannelse. Det sker via ungdomsvalg på ungdomsuddannelser og folkeskoler, debatarrangementer på skoler, gymnasier og universiteter over hele landet og endelig vil skoleelever holde demonstration for bedre studiemiljø i folkeskolen den 6. november.



Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce