»Fortsæt kampen« lød opfordringen fra det overraskende trækplaster, der torsdag eftermiddag trak op mod 6.000 mennesker til Blågårds Plads, hvor der hver eneste torsdag siden rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 har været demonstreret for et nyt.
Trækplasteret hed Manu Chao, og opfordringen faldt i den grad i god jord på en efterårsdag med høj sol. For selvom luften var råkold, dampede pladsen af kropsvarme og god energi, og duften af røg fra forbudte urter smøg sig gennem den tætpakkede menneskemængde.

Hele dagen havde rygterne og spørgsmålene svirret om, hvorvidt det nu også kunne passe, at verdensstjernen, der især har en stor plads i de venstreorienteredes hjerter, virkelig ville dukke op til en torsdagsdemonstration.
Og det gjorde han. Den lille store Manu Chao med den karismatiske stemme gik uden videre dikkedarer på scenen og leverede en intens musikalsk oplevelse på godt en halv time. Og ingen kunne være i tvivl om, at både stjernen og hans engagerede bandmedlemmer havde kontakt med deres publikum. Ikke mindst da han dedikerede superhittet Clandestino til »alle lovløse i byen«.

Der blev hoppet og vinket og danset og sunget på den proppede plads, og rundt om hang folk ud af vinduer, kravlede op på containere og stilladser og summede rundt i sidegaderne.
Politiet slog til
Da koncerten var overstået gik cirka halvdelen af de tilstedeværende i demonstration til Skt. Hans Torv. Efter demonstrationens ophør valgte politiet at rydde torvet for de resterende demonstranter.
Ifølge den centrale vagtleder på Københavns Politigård skred politiet ind, da der blev kastet flasker mod betjentene.
Men det passer ikke, siger unge demonstrationsdeltagere, som Modkraft.dk har talt med.
De forklarer, at der efter demonstrationens ophør stadig blev spillet musik, og at det krævede politiet i flere omgange skulle stoppe.
Men hver gang politiet fik musikken slukket, blev den tændt igen umiddelbart efter. Og pludselig slog politiet til uden varsel, siger de unge. Blandt andet blev en ung pige slået i ansigtet med knytnæve forklarer både de unge og pressefolk, der var til stede.
Også foreningen Forældre mod Politibrutalitet mener, at betjentene reagerede med unødig brutalitet, da de »valgte at trække stavene og uddele voldsomme, ukontrollerede knippelslag til de resterende demonstranter, der havde valgt at blive på torvet efter den officielle demonstration var overstået«, som det hedder i en pressemeddelelse fra foreningen.
Ifølge Forældre mod Politibrutalitet kom flere til skade, da betjentene slog dem bagfra og i hovedet, og en blev kørt væk i ambulance med en flænge i hovedet efter et knippelslag.
En anholdt blev desuden lagt på maven i benlås og slået med knipler, mens hans tøj var krænget op over hovedet på ham, skriver foreningen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra politiet om torsdagens sammenstød.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96