Anmeldelse: Man træder ikke i den samme lort to gange

Af Nick Bruun og John Bruun

Vagabonder er vist ofte mennesker, for hvem det såkaldt almindelige liv er gået i stykker. Når vagabonden vagabonderer, skaber selve bevægelsen fra et mål til det næste en mening og retning i livet.

Hvor skal vi hen du og hvorfor? Vladimir og Estragon, Kristian Halken og Ken Vedsegaard, træder rundt i den samme lort og venter på Godot. Det er kedeligt for dem, men underholdende at overvære. Foto: Jesper Blæsild.

Når vagabonderne i »Mens vi venter på Godot« er gået i stå ved en udgået grædepil foran et gråt offentlig lokum, så er der godt nok dømt stilstand. De venter... og de venter. På ham der skal frembringe opbruddet. Give dem et job eller en mening med tilværelsen.

Og det med meningen er jo interessant. Det er her, det bliver vedkommende og almenmenneskeligt.

Vladimir (Kristian Halken) og Estragon (Ken Vedsegaard) er latterlige i deres evige venten på forandring. Men deres samtaler og manglende evne til at tage kvalificeret stilling til, hvad det korte liv skal bruges på, rummer på en gang masser af provokation og indsigt, men er samtidig et tidløst billede på almenmenneskelig tankegang verden over: At forandring kommer udefra.

Et par gange kommer et bizart par forbi. En gammel mand (Joen Bille) er kuet tjener for en tyrannisk stofmisbruger (Peder Holm Johansen). Det er perverst at se på, men deres indbyrdes roller og underliggende psykologiske magtkamp giver dem alligevel en mening med livet.

Vagabonderne Vladimir og Estragon overvejer hele tiden om de ikke ligeså godt kunne hænge sig.

Ifølge programmet har en af de mest succesrige opførelser af det klassiske stykke været en opsætning i San Quentin fængslet i 1957. Fangerne havde intet besvær med at identificere sig med en uendelig venten på noget bedre og at dræbe tiden. I 1970´erne opførte Olsenbanden-besætningen stykket i Danmark på det hedengangne Bristol-teater. Klovnefigurerne blev arketyper, som man kunne spejle sig i.

Men på en arbejdsplads, en uddannelsesinstitution, i et supermarked eller en soveby kunne stykket sikkert have lige så stor succes. Det provokerende ved stykket er jo ikke bare, at de to vagabonder for helvede ikke kan få fingeren ud og komme i omdrejninger. Det provokerende er, at deres opførsel stiller spørgsmål ved livets mening, og hvad vi bruger tiden på – så er det sgu lige meget om vi knokler løs på et job, i en uddannelse eller på shopping i et megacenter.

Hvilke drømme er vi selv ved at opfylde og hvis mål er det, vi forfølger.

Måske træder vi ikke i den samme lort to gange men 10 gange, hvis vi ikke passer på.

Mens vi venter på Godot« af Samuel Beckett.

Medvirkende: Kristian Halken, Ken Vedsegaard, Peder Holm Johansen og Joen Bille.

Scenografi: Camilla Bjørnvad.

Instruktion: Alexa Ther.

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, København V.
Indtil 24. november.