Hvis det står til SF, skal torsdagens møde mellem Ritt Bjerregaard (S) og ungdomshusbevægelsen helst ikke blive en enlig svale:
– For at sikre en god dialog, der munder ud i en løsning på ungdomshusproblemet, foreslår vi, at man aftaler en række faste møder henover en afgrænset periode på f.eks. tre måneder, hvor parterne så kan finde frem til en løsning, der er tilfredsstillende for alle, udtaler Frank Hedegaard, SF’s ungdomshusordfører i Københavns Borgerrepræsentation, til Modkraft.dk.
Frank Hedegaard forventer således ikke, at Ritt og ungdomshusaktivisterne finder frem til en endelig løsning på mødet i morgen:
– Det må ikke dø ud efter i morgen. Det er vigtigt at give tid til at finde en ordentlig løsning, pointerer han.
– Samtidig er det også vigtigt, at brede perspektivet ud og gøre det til en diskussion af ungdomspolitik i København som sådan. Hvilke ungdomshus-ønsker findes der rundt omkring blandt unge i København? Vi vil gerne diskutere flere forskellige former for ungdomshuse opbygget og styret af forskellige grupper af unge.
Muligt at finde løsning på tilsynsspørgsmålet
Ritt Bjerregaard insisterer på, at et kommende kommunalt ejet ungdomshus skal være underlagt kommunalt tilsyn. Spørgsmålet om arten og omfanget af et sådan tilsyn kan godt se ud til at blive et centralt punkt i de forestående diskussioner.
Hvordan vil jeres indstilling være i SF i forhold til det spørgsmål?
– Som vi læser udtalelsen fra statsforvaltningen, så siger de, at kommunen har frihed til at finde sin egen løsning. Vores tilgang vil være, at det er muligt at kombinere kommunalt tilsyn og selvstyring. Vi tror på en løsning her, siger Frank Hedegaard.
Mange mulige ungdomshuse
Ovenpå den succesfulde G13-aktion og Ritts holdningsændring synes et nyt ungdomshus pludselig at være inden for rækkevidde. Spørgsmålet om mulige bygninger vil formentligt snart melde sig, og ifølge ungdomshusordføreren er der mange muligheder:
– Vi bad jo i sin tid Københavns Ejendomme om at udpege egnede huse. De pegede på ikke mindre end 11 bygninger.
Udover disse bygninger nævner Frank Hedegaard også området omkring Bavnehøjhallen, hvor man allerede er ved at etablere et skaterareal. De skolebygninger, der kommer til at stå tomme som en konsekvens af de aftalte skolesammenlægninger, kan også komme i spil.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96