»Verdens stærkeste pige sympatiserer med G13«. Sådan præsenterer en gruppe aktivister deres lille aktion fredag morgen, dagen før »G-Dag«, hvor bygningerne på Grøndalsvænge Allé efter planen skal besættes.

Selvom politiet øjensynligt holder komplekset under skarpt opsyn, lykkedes det alligevel Pippi-aktivisterne at forcere hegnet til den omstridte bygning ved solopgang.
»Pippi Langstrømpe« var bevæbnet med klud, gulvskrubbe og G13-forklæde, og havde til hensigt at jage nullermændene væk inden aktivisterne dukker op den 6. oktober. Med sig havde hun desuden et par gyldne småkager.

Inden den store hovedrengøring blev en realitet, greb politiet dog ind og bortviste to Pippi’er med en sigtelse for ulovlig indtrængen.
Kulturkamp på gade, mure og i cyberspace
Og Pippi er ikke den eneste, der har været i gang forud for G13-aktionen. Aktivistgruppen »KusControl« – der tidligere har sat alternative former for ungdomshuse op rundt omkring i København – har produceret den pinke plakat »Fristeder til alle« og udsendt en pressemeddelelse med støtte til G13-initiativet:
»Kampen for et nyt ungdomshus sættes denne lørdag på en hård prøve og vi må alle stå sammen for at virkeliggøre drømmen om et nyt brugerstyret ungdomshus!
KusControl opfordrer til, at alle der har en indre aktivist gemt i maven, skal komme frem! Uanset hvad vi udtrykker os igennem og hvad enten vi er autonome, hippier eller ultra poptøser, så har vi alle brug hinanden!!!«.
Andre steder på kulturfronten er der også skrevet G13 i overskriften. Således har musikeren »Jako Mott« smidt nummeret »G13« på MySpace med forklaringen:
»Nummeret »G13« som i finder i min player, er lavet til Aktion G13 der går ned på lørdag, den 6. oktober.
Nummeret er rappet, scratchet og produceret af Ren Reflex (El Gaff & Jako Mott), i mit soveværelse. Min hemmekombis Johan (som jeg ikke kender efternavnet på) spiller bas og Highhouse har co-produceret og mixet tracket«.
Endelig er der gang i flere såkaldte fordemonstrationer. Christianitterne indkalder til fælles afgang fra Carl Madsens Plads med piratskib og dj’s, mens »NOJO« – der står for »not oldschool, just old« – inviterer alle til at gå fra Emdrup Torv med højttalervogn og punk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96