De svære fristeder

»For flere fristeder« proklameres der for tiden på mange bannere i forbindelse med kampene for Ungdomshuset og Christiania. Men hvad er det et fristed er frit fra?

Forestillingen om et fristed som et fysisk rum, der er frit fra det omgivende samfunds regler og normer er ikke uproblematisk. En ting er at vinde en fysisk lokalitet, noget helt andet er at frigøre sig. Kampen ender ikke med det fysiske rum.

Fristeder opstår oftest af behovet for at udleve samfundskritiske tanker i praksis. De bliver til, når en gruppe mennesker går sammen for at opbygge samværsformer, der er baseret på alternative værdier og normer i forhold til det omkringliggende samfunds konventioner.

Fristeder, der skabes på baggrund af kritisk refleksion, modstand og visioner, rummer en særegen mulighed for forandring og opbygning af alternative sociale rum. Eksempler på sådanne fristeder i Danmark er Christiania og det nu hedengangne Ungdomshus.

Men at etablere og udråbe et fristed er blot det første skridt på vejen. For fristes man af den bekvemme tanke, at et fristed er ‘frit’, blot fordi fællesskabet dér er i opposition til det omgivende samfund, giver fristedet hurtigt mest frihed til de mennesker, der i forvejen er stærke.

Hvis man foregiver at skabe et magtfrit rum, blot fordi magten ikke er lagt i hænderne på typiske autoriteter som politi, lærere, arbejdsgivere, og socialrådgivere, så lader man ofte magten indtage uformelle og usynlige strukturer. Og så kan den uformelle magt i høj grad havne hos de personer, som indtager privilegerede positioner, og som også i det omgivende samfund har magtfordele.

Foto: Sune Hundebøll

Hvem råber højest
Tanken om et frirum, forstået som et magtfrit rum, er en illusion. Der er altid magtstrukturer i en social gruppe, og et fristed må nødvendigvis skabes og bruges ud fra de betingelser. Magt findes i alle relationer mellem mennesker og kan omdefineres og forandres, men aldrig fjernes.

Det er derfor meningsløst at tale om strukturløse rum. Er man ikke bevidst om magtstrukturer, hierarkier og sociale normer, reproducerer man dem kritikløst – også i de nye rum, som etableringen af fristeder skaber. Hvis man ikke er opmærksom på undertrykkende strukturerne i det omgivende samfund, er man dømt til at gentage dem, uanset om man udråber alternative regler.

Det kan eksempelvis være i form af sociale kategorier, tankemåder og statushierarkier, som også ses, når der i politiske organisationer er nogle, som med større sandsynlighed end andre indtager ledende positioner. Eller når det ene køn tilsyneladende føler mere ansvar for hus og familie end det andet.

Magtpositioner kan opretholdes gennem mange teknikker, som både er bevidste og ubevidste. Nogle eksempler er usynliggørelse eller latterliggørelse af personer og synspunkter, eller når beslutninger tages udenom de formelt etablerede beslutningsorganer. Her kan fristedernes alternative organisationsmåder, som konsensusbesluttende stormøder og frivillig deltagelse, umiddelbart forøge risikoen for at usynliggøre den magt, der udøves.

Stormøder er en mødeform, som kræver bestemte kompetencer, og der er altid nogen der taler mest og højest, nogen der afbryder andre og nogle, hvis ord tillægges større vægt.

Men fristeder, med vilje til at være sociale laboratorier for samværsformer og organisationsmåder, rummer også muligheden for at gøre op med magtformer og statushierarkier.

Et politiseret rum
Der er mange forskellige værktøjer at modarbejde de ‘naturlige’ magtfor-delinger med. En af mange konkrete måder til at synliggøre og udfordre strukturerne er etableringen af separatistiske rum – dvs. rum der er afgrænset af fx køn eller seksualitet, således at de kun er for f.eks. kvinder eller lesbiske.

Her giver udelukkelsen af specifikke magtrelationer plads til at udforske og eksperimentere udenom disse. Et eksempel er de damesex-fester, som blev afholdt i Ungdomshuset igennem de sidste par år – her har forskellige slags kvinder kunnet eksperimentere med køn og seksualitet udenom de konventionelle kønsmagt-relationer. I sådanne rum gives magten anderledes præmisser, sådan at den enkelte får mulighed for at indtage andre positioner og eksperimentere med identitetsformer.

Et fristed skabes løbende ved kontinuerligt at reflektere over, og ændre magtforhold, værdier og måden at være sammen på. Organisationsmåder og den interne kultur må gøres politisk – ved altid at være et udtryk for valg og prioriteringer, og ikke selvfølgeligheder. Hvilke værdier skal præge vores sted? Og hvordan omsætter vi dem i praksis, er permanente spørgsmål.

Derfor mener vi, at et fristed skal defineres som et politiseret rum, der giver brugerne de bedste muligheder for at udvikle antiautoritære og reelt demokratiske relationer til hinanden. Det må konstant forholde sig kritisk til magthierarkier og give plads til udlevelse af alternative idéer og identiteter, der ikke er plads til andre steder. Det være sig gøglere, transkønnede, homoseksuelle, punkere, flippere, børnemagtere, anti-forbrugerisme og anti-kommercialisme, basisdemokrati osv.

Foto: Sune Hundebøll

Den hverdagspraksis, som et fristeds brugere indgår i, skal som et alternativ til det omkringliggende samfund afspejle de værdier, som fristedet kæmper for udadtil. Ikke bare beslutningsgangen og styringen, men også den måde man forholder sig til hinanden og den sociale kultur, skal gøres synlig som politiske spørgsmål og prioriteter. Det betyder, at fristedet bør være åbent for diskussion af de sociale koder, man dyrker og agerer efter. Og det betyder at magtpositioner altid skal stå til forhandling og kritik. Forandring sker både gennem konflikter og praksis.

Politiseringen af praksis kan skabe nye regler og koder, som gennem udøvelse bliver til nye normer, hvis de er produkter af bevidste valg, og ikke udtryk for kritikløs reproduktion af konventioner, men derimod for kollektive visioner. Bestemte fristeder har derfor bestemte velintegrerede regler, som ikke findes andetsteds – Christianias hashmarked er et omdiskuteret eksempel. Ungdomshusets konsensus om, at det ikke er okay at klappe kvinder i røven var et andet og mindre kendt. Den praktiske betydning af den regel var, at stedet var et af de eneste, hvor man kunne gå til fest og føle sig bakket op, hvis man blev forulempet på den måde.

Politik og fristeder
Fristederne starter med ideen om at skabe et anderledes rum, et rum med plads til at udfordre og måske endda bryde med kulturelle selvfølgeligheder. Men hermed er der lagt op til hårdt arbejde, hvor mulighederne for at eksperimentere, udfordre og reflektere er uløseligt forbundet til kritik, problematisering og konflikter. De steder, der af fjendtligt stemte politikere og medier er blevet udråbt til hjemsted for en forsamling forkælede møgunger, der bare vil ha’, bygger reelt på benhård kollektiv indsats og vilje til at give.

Fristeder er ikke højtsvævende utopier løsrevet fra alt undertrykkende væsen, de er forsøg, de er hårdt arbejde – og det er noget af det, der gør dem vigtige. De viser andre livsvalg i et samfund, som er ved at drukne sig selv i ensrettede og konforme forestillinger om det gode liv som forbrugsfest, karriere og kernefamilie.

I vores øjne er fristeder som Christiania og Ungdomshuset nødvendige hegemoni-brydere, der byder på visioner, engagement og modet til at forsøge at omsætte tanker i praksis, steder som der er alt for få af. Forsøg lykkes ikke altid, men det er godt at prøve. Hvis vi skal udfordres som mennesker til at udvikle et bedre samfund, har vi brug for plads til at gøre det i.

Når det er sagt, må erkendelsen af at det ikke er muligt fuldstændigt at afsondre sig fra det eksisterende samfunds logikker og normer også føre til udadvendt politisk kamp. Den modstand fristederne oprandt fra skal ikke holdes indenfor en afgrænset enklave - for hvis det sker så ændres de undertrykkelsesrelationer og logikker man stiller sig i opposition til ikke, og man risikerer at distancere sig fra omverdenen og de hverdagens kampe der foregår uden for fristedet. Et fristed er et udgangspunkt, hvorfra samfundet kan udfordres og hvorfra kampe for alternative livsmåder og værdier kan have base, men ikke ende.

Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Gaia (Nr. 56, sommer 2007).