Aktivist: Sabotage afslører systemets sårbarhed

– Jeg lavede stort set alle former for sabotage, på nær brug af sprængstof. Altså det, der i lovgivningen hedder ildspåsættelse og groft hærværk.

Manden, der taler, var sidst i 1980’erne medlem af en militant aktionsgruppe med rødder i den daværende BZ-bevægelse, som udførte adskillige sabotagehandlinger, inklusiv brandanslag, mod bl.a. køretøjer, byggemaskiner og virksomheder.

Af indlysende grunde ønsker han ikke sit navn eller andre kendetegn frem. Vi har derfor aftalt at kalde ham Mads. Han vil heller ikke fortælle om de konkrete sabotageaktioner, han har gennemført, for selvom det er længe siden, de var aktive, opretholder flertallet af datidens militante aktivister et højt sikkerhedsniveau.

– Dengang, især i den sidste halvdel af årtiet, var der mange organiserede militante grupper, der opererede meget anonymt og hemmeligt, fortæller han.

– Vi opererede i virkeligheden efter egentlige guerillaprincipper, selvom det ikke helt var sådan vi definerede det: Grupperne talte ikke sammen, man gættede ikke på, hvem hinanden var, talte ikke om hverken grupper eller aktioner, hverken hjemme eller på værtshus.

– Teknisk udviklede vi mange forskellige metoder til både at gennemføre aktionerne, og til ikke at efterlade nogen spor. De fleste blev løbende skrevet ned og offentliggjort i en slags manual, som fik den ligefremme titel »Undgå spjæld«. Den har vist endda engang været tilgængelig på jeres hjemmeside, smiler Mads.

Fra malerbomber til molotows
Der var en periode på cirka fem år, beretter Mads, hvor der blev udført særligt mange sabotageaktioner. Mest kendt og mest omfattende var kampagnen rettet mod det multinationale oliefirma Shell på grund af virksomhedens engagement i det daværende sydafrikanske apartheidregime. Men selvom Shell nok var det firma, det gik hårdest ud over, var der også mange aktioner rettet mod andre virksomheder, typisk multinationale koncerner og våbenfirmaer.

Der blev ikke lagt skjul på, at man ønskede militante sabotageaktioner i den venstreradikale bevægelse i slut-80’erne. Arkivfoto

Hvad angår de anvendte metoder, så gik de fra malerbomber og knuste ruder over smørsyre til brandanslag, det sidste typisk, hvor man knuste en rude og kastede en molotovcocktail ind. I nogle tilfælde brugte de også tidsindstillingsmekanismer, forklarer han, typisk tilknyttet forskellige former for brandbomber.

Udførte I udelukkende angreb mod fysiske strukturer?

– Ja!

Var der ikke fare for menneskeliv?

– Nej. Men dermed er det ikke sagt, at det ikke kunne være gået galt. Og det var selvfølgelig også en af grundene til, at der ikke var tale om flere brandanslag.

Sabotageaktioners mening
Hvad var meningen med de her aktioner, som I så det?

– Der er forskellige måder at anvende sabotage på. I nogle tilfælde er formålet meget konkret: At stoppe noget. Hvis du vil stoppe et byggeri, f.eks. af Øresundsbroen, så er sabotagen et meget konkret forsøg på at stoppe byggeprocessen: Vi brænder maskinerne af eller river et eller andet ned.

– Sabotagens formål kan også være af mere symbolsk art. Smadrer du en rude hos et multinationalt firma, så bremser du det jo ikke ligefrem. Der er det mere signalet, at man sætter magt bagved, og siger, »vi mener det her alvorligt«.

– Så kan det også handle om økonomi. At man ganske enkelt prøver at svække et firma ved at smadre så meget som muligt. I slutningen af 1980’erne, i forbindelse med de her anti-imperialistiske kampagner, der lykkedes det jo at tvinge flere firmaer ud af Sydafrika. Ikke Shell, de var simpelthen for store.

Ruderne er knust og der er kastet maling på Shells hovedkvarter i København forud for en demonstration mod selskabet. Arkivfoto

– Men Jydske Bank blev for eksempel presset ud på grund af militante aktioner. De solgte sydafrikanske guldmønter, og der kørte en kampagne for at få dem til at stoppe, hvilket de var ligeglade med. Indtil der blevet lavet en koordineret aktion, hvor 11 af deres filialer i København fik knust ruderne samme nat. Så stoppede de. Det kunne de ikke bære.

Militans kan vise, at systemet ikke er usårligt
Har den militante strategi en særlig styrke i dine øjne?

– Det bedste, der kan ske, når man bruger militante metoder, det er, at man kan vise andre, at det kan lade sig gøre at sprænge nogle rammer. Man udfordrer de grænser, som systemet sætter op, herunder de grænser, som der sættes op for, hvordan man må protestere.

– De, der afsværger brugen af militans, lader jo i virkeligheden deres modstander definere, hvordan de må kæmpe. Man lader dem, som man forsøger at bekæmpe, sige: »I må gerne protestere, men kun på den her måde«. Brugt rigtigt kan militante aktioner vise, at systemet ikke er usårligt.

– Til gengæld synes jeg, det er afgørende, at militante aktioner spiller sammen med egentlige politiske kampagner, for isoleret er sabotage ikke nødvendigvis så meget værd.

Retten til at bruge magt
Men hvordan kunne I, som en lille gruppe uden folkeligt, demokratisk mandat, have retten til at bruge magt til at tvinge virksomheder og andre institutioner?

– Lidt flot sagt, så kommer den ret fra moralen. Lad mig illustrere det med anti-apartheidkampagnen som eksempel. Siden 1960’erne havde grupper arbejdet fredeligt på at stoppe undertrykkelsen. De knoklede løs og lavede et flot arbejde. Men der skete ikke rigtigt noget.

– Men måske, hvis man havde arbejdet videre med de samme metoder i endnu 20 år, så var der måske sket noget. Men hvad med den sorte befolkning i Sydafrika? Hvad med den lidelse, som de måtte udholde i mellemtiden?

– Vi kunne ikke sige til dem: »I må lige vente 20 år endnu, for vi skal gøre det her på den ordentlige demokratiske måde«. Og der er jo ikke nogle af vores modstandere, der har den slags demokratiske skrupler: De multinationale selskaber udviser ingen tegn på respekt for noget som helst.

– Men hermed har jeg ikke sagt, at moralen udstyrede os med en blankocheck til at bruge magt i den gode sags tjeneste: Der skal være tale om åbenlyse tilfælde af undertrykkelse, uretfærdighed eller destruktion af menneskelige og naturlige værdier.

Sabotage handler om at redde liv, ikke skade det
Du sagde tidligere, at jeres sabotageaktioner kunne være gået galt. Hvad nu, hvis et menneske var omkommet eller blevet skadet for livet? Havde det så været det værd?

– Det har vi jo ment i situationen. Vi har kalkuleret med, at det kunne ske. Men det var aldrig målet, vores handlinger var aldrig styret af ønsket om at ramme nogen fysisk, at skade nogen i en direkte forstand. Tværtimod gjorde vi alt for at undgå det.

Men er der ikke en øvre grænse? Hvorfor satte I grænsen dér, hvor I satte den? Hvorfor smed I ikke en molotovcocktail ind i et menneskefyldt kontorlokale i et eller andet koncernhovedkvarter?

– Det handler om respekt for menneskeliv. Hvordan sige, at man kæmper for at redde liv rundt omkring, og så samtidig skade mennesker?

En kritik, der ofte fremføres mod den militante kamp, er, at den er kontraproduktiv: I stedet for at skabe sympati for din kamp, svækker du den ved at påkalde dig omverdenens fordømmelse...

– Jo, og det er også derfor, at du skal tænke dig godt om. Og her støder vi jo på endnu en grund til, at man skal undgå at skade menneskeliv, ganske vist en meget kynisk sådan: Det er, forståeligt nok, det, som folk reagerer stærkest imod. Der risikerer du virkelig at skade din sag.

Loven er ikke guddommelig
Hærværk og brandstiftelse er forbudt. Skal man ikke overholde loven?

– Nej, ikke altid. Der er masser af lovgivning, som man skal overtræde: Man skal skjule flygtninge; man skal smugle dem; man skal stjæle i butikker, hvis man ikke har råd til mad. Loven handler meget om at beskytte ejendomsret: Den er ikke udtryk for en eller anden højere retfærdighed, men et centralt magtmiddel i et apparat, der handler om at fremme og beskytte bestemte interesser og værdier på bekostning af andre.

– Men selvfølgelig skal man nøje overveje eventuelle lovbrud. Du har ikke ret til alt muligt, bare fordi dine følelser siger det.

– Og meget vigtigt: Man skal forklare omverdenen, hvad man gør. Man skal kunne redegøre for militansens politik. Kan man ikke det, skyldes det måske, at den ikke har en sådan, at den ikke er politisk.

Hvis I måtte bruge de her metoder, må højrefløjsgrupper så ikke også?

– Nej. Det må de selvfølgelig ikke. Det handler om, hvilken vej, du retter dine slag. Slår du opad i hierarkiet eller nedad? Højrefløjens projekt handler altid om at slå nedad, om at ramme undertrykte eller underordnede grupper.

Sabotage skal indgyde håb, ikke skabe angst
I Tyskland forsøger den tyske statsanklager lige nu at få dømt militante venstreradikale grupper ved hjælp af terrorparagraffer. Deres forbrydelse består netop i at have lavet brandanslag, bl.a. rettet mod politibiler og militære køretøjer. De nye terrorlove, der er indført i mange lande, herunder Danmark, definerer terror på en meget løs måde, hvor aktioner som dem, du har været med til at udføre, formentlig sagtens kan passes ind under. Lad mig derfor spørge: Er eller var du en terrorist?

– Ifølge lovgivningen er eller var jeg formentlig. Men hvad siger det? Kun at loven er forrykt. Min definition af terror er jo en helt anden.

Hvad er den?

– Terror er bevidste angreb på åbenlyst uskyldige. Terrorhandlinger handler om at skabe angst. Det har aldrig været mit projekt, højest blandt magthaverne.

– Man skal aldrig lave aktioner for at skabe angst. Tværtimod: Man skal lave aktioner for at indgyde håb.