Annonce

14. september 2007 - 20:00

Færre konflikter under Morales

Modstandere af præsident Evo Morales og hans regerings forsøg på at gennemføre dybdegående forandringer i det bolivianske samfund er overbeviste om, at situationen i Bolivia er værre end nogensinde. At Bolivia er ved at bryde sammen under hidtil usete mængder af sociale konflikter. Det er en besked, der gentages igen og igen i medier, kommentarer og tv-spots betalt af oppositionen.

JPEG - 25.7 kb
Konflikterne under den bolivianske præsident Evo Morales regeringstid styres i højere grad oppefra end under tidligere regeringer.

Men den bolivianske NGO Fundacion Unir satte sig for nylig for at undersøge virkeligheden. Fundacion Unir, der er politisk uafhængig, har som mål at være konfliktløser mellem samfund og stat, og organisationen søger at skabe en demokratisk og samtalende kultur i Bolivia.

Organisationen har netop offentliggjort et studie om sociale konflikter under den nuværende og tidligere regeringer, hvor den har finkæmmet aviser fra de sidste femten år for at tælle det gennemsnitlige antal af konflikter per måned.

26 konflikter om måneden
Selvom de sociale konflikter langt fra er stoppet, som mange havde håbet på, efter Bolivias første indianske præsident blev valgt i 2005 med bred støtte fra de sociale bevægelser, så er de færre end under tidligere højreorienterede regeringer, viser gennemgangen.

I 2007 under Morales regeringen er tallet 26 per måned. Det kan lyde højt. Men det er faktisk det laveste siden 1997.

Under Carlos Mesa (2003-2005) var tallet 51, under Gonzalo Sanchez de Lozada anden periode (2002-2003) 34 og under Hugo Banzer og Jorge Quiroga (1997-2001), sidstnævnte er nu oppositionsleder, var der gennemsnitligt 29 per måned.

Det laveste antal, 13, var under Gonzalo Sanchez de Lozadas første periode (1993-1997).

Kortere konflikter - og styret »oppefra«
Fundacion Unir konkluderer desuden, at konflikterne varer kortere under Morales og at de ikke udgør en trussel mod demokratisk styring på grund af Evo Morales’ popularitet.

84 procent af konflikterne varede tre dage eller mindre, og det betyder ifølge Unir, at regeringen har kapacitet til at løse konflikterne.

Til forskel fra tidligere, skriver Unir, så opstår de nuværende konflikter ikke »nedefra og op« - civilsamfundet mod staten, men i højere grad mellem regeringssympatisører og oppositionsstøtter, som det sås i Cochabamba i januar, hvor to mennesker blev dræbt og adskillige sårede i gadekampe.

Artiklen bringes også på hjemmesiden for Ibis, www.ibis.dk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce