Annonce

13. september 2007 - 1:10

Kampen om Grøndalsvænge er igang

Lørdag den 6. oktober har aktionsgruppen G13 annonceret, at det gamle vandværk på Grøndalsvænge Allé 13 bliver besat og indrettet til ungdomshus af hundredvis af aktivister.

Den storstilede aktion er planlagt til at foregå fredeligt, men konsekvent, og har allerede fået stor opmærksomhed i massemedierne.

Læs mere på aktiong13.dk

Beboerne i området omkring Grøndalsvænge Allé 13 har længe inden ungdomshusaktivisterne er dukket op, indledt det verbale slag om fremtiden for den nu landskendte adresse. Foreløbigt er fronterne trukket skarpt op mellem dem, der byder aktivisterne velkommen, og dem, der for alt i verden ikke vil se et ungdomshus i deres kvarter:

– Som forælder til store børn i gå-i-byen-alderen glæder jeg mig til at kvarteret bliver beriget med et tilbud, hvor ungerne kan skabe sig en tilværelse og et værested på egne, fælles præmisser, siger Thomas Riemenschneider, der er medlem af Beboergruppen for et ungdomshus i Nordvest.

– Kvarteret vil fuldstændig skifte karakter fra at være fredeligt og børnevenligt til at huse larmende koncerter og en masse andre aktiviteter. Der ligger altså en børnehave lige ved siden af, og der ligger skolehaver i nærheden, siger Rasmus Jarlov, lokal folketingskandidat for De Konservative og initiativtager til en underskriftindsamling mod ungdomshusplanerne.

JPEG - 27.9 kb
Aktivisters planer om et nyt ungdomshus i det gamle vandværk på Grøndalsvænge Allé 13 har skabt røre i lokalmiljøet. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Borgermøde og underskrifter
Beboerstriden om ungdomshusaktivisternes planer med ejendommen står med andre ord i lys lue, og nu tager Beboergruppen for et ungdomshus initiativ til et borgermøde om planerne.

– Vi har talt med de unge bag initiativet om at gøre Grøndalsvænge Alle 13 til ungdomshus, og vi vil gerne have dem i vores kvarter. Vi håber at andre beboere har lyst til at komme til mødet og høre om ideen om et ungdomshus på en anden måde end gennem medierne, udtaler Helene Hansen fra Beboergruppen for et ungdomshus i Nordvest i en pressemeddelelse.

Til mødet har gruppen inviteret en aktivist fra initiativet G13, der har bebudet en besættelse af ejendommen den 6. oktober samt en nabo til det tidligere ungdomshus på Jagtvej 69.

Og Beboergruppen håber desuden, at den konservative Rasmus Jarlov også dukker op:

– En af de ting, vi godt kan lide ved vores bydel, er, at her bor så mange forskellige mennesker. Vi håber, at bydelens mangfoldighed afspejles i mødedeltagerne, siger Helene Hansen.

Beboergruppen for et ungdomshus i Nordvest har i øjeblikket 119 medlemmer, »der alle bakker op om at borgerrepræsentationen finder en politisk løsning på ungdomshus-sagen«, som de skriver.

Rasmus Jarlov har indtil videre samlet 534 underskrifter »Mod Ungdomshus på Grøndalsvænge Allé«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce