Annonce

12. september 2007 - 16:08

Statsadvokat ser på 1000Fryd-sag

Politiets opførsel i forbindelse med en koncert på Café 1000Fryd i Aalborg har udløst ti klager til Statsadvokaten, skriver Dagbladet Arbejderen.

Statsadvokaturen i Aalborg har derfor bedt Rejseholdet om hjælp, fordi man slet ikke har ressourcer til så omfattende en sag. Der er klaget over både vold fra politiets side, uretmæssige anholdelser samt rejst erstatningskrav.

Ifølge 1000Fryds bestyrer, Eva Vardinghus, er der rigelig dokumentation for forløbet, bl.a. videooptagelser og billeder af politiet, der slår løs på folk.

JPEG - 61.9 kb
På billedet ses betjentene kort før aktionen. Ifølge politiet blev der på dette tidspunkt kastet flasker, og de blev nødt til at beskytte sig med hjelme. Øjenvidner siger, at der ikke blev kastet flasker, og at hjelmene først kom på senere. Foto: 1000fryd

– På www.localeyes.dk, har jeg blandt andet set en optagelse, hvor politiet lægger en ung pige i den ulovlige benlås, fortæller Eva Vardinghus til Arbejderen.

Hun kom selv til skade, da politifolk uden varsel væltede hende omkuld, løftede hende op og smed hende ned på jorden igen, hvorved hun fik skadet sin skulder og nakke.

Vidner: politiet angreb uprovokeret
Ifølge politiet skete angrebet, fordi der blev kastet flasker på dem, men det har hverken Eva Vardinghus eller hendes mand – der blev slået i nyrerne med knipler – set noget til.

– Jeg er jo bestyrer af stedet, så jeg gik hen til politiet for at snakke med dem. De gav mig fem minutter til at få de unge mennesker ind i cafeen. Jeg nåede kun lige at råbe til folk, at de skulle trække ind i cafeen, inden politiet stormede forbi mig og begyndte at slå på folk.

– For det første gav politiet ingen advarsel, som de ellers skal. For det andet gav de ikke folk en mulighed for at efterkomme deres krav om at forlade stedet. Folk løb ind igennem porten, for at komme ind i caféen, men der var simpelthen så meget trængsel, at det ikke var muligt at komme væk, siger hun til Arbejderen.

Ifølge Modkraft.dk’s oplysninger kom flere af de tilstedeværende svært til skade. Således skulle flere have fået alvorlige læsioner i hovedet, ligesom en tilsyneladende fik slået fortænderne løs af en politiknippel.

Otte mennesker blev anholdt under politiets aktion, og deres advokat, Claus Bonnez, er klar til at gå til menneskerettighedsdomstolen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce