Københavns Politi har ifølge informationschef Flemming Steen Munch ikke planer om at »bz-sikre« den vandværksbygning på Grøndalsvænge Allé 13, som aktivister har tænkt sig at besætte den 6. oktober med henblik på at få et nyt ungdomshus.

– Da det er Københavns kommune, der ejer bygningen, er det deres opgave. Men det vil være nyttesløst at forsøge, oplyser informationschefen til Modkraft.dk.
– Ungdomshusbevægelsen råder jo over en mindre entreprenørvirksomhed, og hvis ikke man har redskaberne selv, så stjæler man dem bare på en eller anden byggeplads. Så bz-sikring er der ingen grund til at bruge kræfter på. Vi kommer bare og sætter dem ud, hvis de skulle have held til at komme ind, meddeler han videre.
Borger så »autonome typer«
Mandag aften gik der ellers rygter om, at betjente arbejdede på grunden sammen med folk fra selskabet ISS, der af og til løser sikringsopgaver for netop politiet.
Bl.a. forlød det, at folkene fra ISS anvendte en vinkelsliber, hvilket kunne indikerer, at man var i gang med at installere overvågningsudstyr eller på anden måde sikre bygning mod uindbudte gæster.
Flemming Steen Munch bekræfter, at politiet var til stede på grunden med en mandskabsvogn mandag aften omkring kl. 19.00. Tilstedeværelsen skyldtes imidlertid, at en borger havde henvendt sig til politiet og oplyst dem om, at der befandt sig »autonome typer« ved det efterhånden så berømte hus.
Da politiet nåede frem, mødte man ingen aktivister og ingen blev anholdt, oplyser Flemming Steen Munch.
Forbereder sig ikke på G13
Adspurgt om, hvordan Københavns Politi ellers forbereder sig til den bredt annoncerede bz-aktion den 6. oktober, svarer informationschefen:
– Vi forbereder os overhovedet ikke. Vi kan ikke fare op, hver gang nogen i det miljø melder et eller andet ud.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96