Forsker: »Plyndringer demokratiserer protesten«

]
I medieoffentlighedens efterbearbejdning af urolighederne lørdag den 1. september har det til forskel fra andre gange ikke så meget været de militante konfrontationer mellem aktivister og politi, der har givet anledning til fordømmelse.

De voldsomme reaktioner, der er kommet fra politikere, medier og lokale borgergrupper, skyldes især de mange butikssmadringer og plyndringer, der blev udført af en broget skare af ungdomshusaktivister, indvandrerunge og almindelige forbipasserende.

»Ren vandalisme«, »hærg«, »ødelæggelse for ødelæggelsens skyld« har kommentarerne blandt andet lydt.

Ph.d. Mikkel Bolt Rasmussen, adjunkt på Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, anlægger imidlertid et helt andet perspektiv på begivenhederne og herunder især plyndringerne:

– Butiksplyndringerne kan ses som en slags uartikuleret antikapitalisme. Det, der skete lørdag aften og nat på Runddelen og andre steder på Nørrebro, var, at folk gik til angreb på vareøkonomien, udtaler han således til Modkraft.dk, der har opsøgt ham på hans kontor i det nye universitetsbyggeri på Amager, hvorfra han bl.a. forsker i forholdet mellem kunst og politik i det 20. århundrede med særligt fokus på den situationistiske bevægelse omkring den franske filosof Guy Debord.

Og han fortsætter:

– Det var i den forstand et naturligt svar på et unaturligt samfund styret af jagten på profit.

Plyndringer mere radikale end Ungdomshuset
Kan du uddybe det her med plyndringerne som et angreb på vareøkonomien?

– I plyndringssituationen bliver det pludselig muligt at se bort fra, at der er tale om nogle salgsobjekter, der står i Irma eller hvad det nu er. Det er i det perspektiv, at sådan nogle plyndringer altid er interessante.

– Butiksplyndringerne kan ses som en slags uartikuleret antikapitalisme. Det, der skete lørdag aften og nat på Runddelen og andre steder på Nørrebro, var, at folk gik til angreb på vareøkonomien, mener Ph.d. Mikkel Bolt Rasmussen. Foto: Freddy Hagen

– Selvfølgelig bekræftes varens varestatus i og med, at man gider at hugge den. Endda meget bogstaveligt: jeg vil have varen, og jeg vil have den nu. Men samtidig tilegner man sig den uden at betale noget som helst, dvs. man udfordrer dens bytteværdi, det forhold at man skal betale for den og ikke bare kan tage den og bruge den.

– Og dermed udfordrer man et af det kapitalistiske samfunds absolutte grundpiller, påpeger han.

– Faktisk er det meget radikalt. Selv i det tidligere Ungdomshus skulle man jo betale for øllerne. Man kan dermed sige, at plyndringerne udfordrer den private ejendomsret på en måde, som selv Ungdomshuset ikke kunne eller turde.

Ungdomshusbevægelsen i defensiven
Efter Mandagsmødet den 3. september udsendte ungdomshusbevægelsen en pressemeddelelse, hvori man forholder sig til begivenhederne lørdag aften og nat.

I udtalelsen accepterer aktivisterne tilsyneladende også præmissen om, at det, der skete på Nørrebro lørdag aften og nat, var forkert.

I hvert fald vil de gerne pointere, skriver de, at »det er trist, at bevægelsen er blevet presset til et sted, hvor der opstår begivenheder som i weekenden«.

– Det er paradoksalt, siger Mikkel Bolt Rasmussen om Mandagsmødets pressemeddelelse:

– På gaden er ungdomshusbevægelsen ultra-offensiv og har modet til at udfordre alle mulige magtstrukturer. Men i kommunikationen er man i defensiven og føler, at der er behov for at gå ud og ekskludere nogle elementer i bevægelsen, der måske i virkeligheden er med til at synliggøre konflikten og skabe nye brudflader.

Hvad mener du med nye brudflader?

– Noget af det, der måske var det mest interessante den lørdag, er, at tilfældige forbipasserende benytter sig af muligheden til at gå ind og stjæle sprut. Faktisk finder der jo en form for folkelige plyndringer sted. Der bliver pludselig synliggjort nye brudflader, at der er nogen, der for et kort øjeblik er ligeglade med den private ejendomsret.

I plyndringerne »demokratiseres« modstanden
Mikkel Bolt Rasmussen finder det interessant, at plyndringerne, i modsætning til andre mere traditionelle aktionsformer som eksempelvis gadekamp, har et inkluderende aspekt:

– I de her plyndringer er det ikke bare de sædvanlige ungdomshusaktivister, der deltager, påpeger han.

– Lige pludselig er der nogle nye subjekter, nogle nye grupper, der melder sig på banen. Man kan næsten sige, at der i plyndringerne sker en slags demokratisering af protesten.

– Plyndringerne fremstår selvfølgelig ikke som et velartikuleret politisk udsagn, men det er netop det interessante. Hvis de er noget, er de en form for skrig, hvori en helt umiddelbar blanding af ubehag og lystfuld tilbageerobring af det offentlig rum, kombineret med ligegyldighed over for den private ejendomsret, kommer til syne.