Dag nummer to i ungdomshusbevægelsens aktionsuge var udråbt til »børnedag«. Om eftermiddagen var en børnedemonstration fra Skt. Hans Torv på Nørrebro planlagt til at skulle ende i Fælledparken, men det forbød politiet på grund af andre arrangementer i parken.
Da flere andre alternativer ligeledes blev afvist endte optoget med at gå til Hans Tavsens Parken et par hundrede meter derfra.

Kort efter ankomsten forlød det, at en såkaldt børnebesættelse var i gang et sted i nærheden, og inden længe florerede sms-beskeder, der opfordrede folk til at komme til den nedlagte Gunnar Jørgensen Skole på H.C. Ørstedsvej 69.
Her havde en gruppe meget unge aktivister taget opstilling foran ejendommen med et banner, der bl.a. krævede »Børnehus nu!«.

I en kort pressemeddelelse udtaler Joakim på 13 år:
– Københavns Kommune tog i sin tid Det Lyserøde Hus (aka. Børnehuset) fra os med lovning på et nyt børnehus. Vi vil med denne aktion vise Københavns Kommune, at vi ikke har glemt deres løfte.
Humorforladt politi
Inde i huset befandt sig fem mindreårige besættere, der hang ud af vinduerne fra husets øverste etage, hvorfra de smed små vandballoner efter den relativt store politistyrke, der havde omringet huset.
En motorcykelbetjent kiggede sig i den forbindelse undrende omkring og spurgte højt ud i luften, »hvad i alverden deres forældre tænkte på«.
Efter en lille times tid lagde politiet an til en rydning af huset, og fjernede relativt hårdhændet den lille gruppe, der havde taget opstilling foran husets indgang.
Da de fem besættere efter mere end en halv time bliver ført ud af huset, opstår der lidt tumult, og da en 14-årig dreng råber skældsord efter betjentene, hiver politiet afsted med ham, kaster ham hårdt mod asfalten og råber ham ind i hovedet, at han »fandme ikke skal råbe fuck til politiet«.

Flere tilskuere til besættelsen gav efterfølgende udtryk for, at der syntes at være et misforhold mellem aktionens symbolske karakter og politiets fremfærd og totale mangel på humor.
De fem bz’ere blev efterfølgende kørt til afhøring på Bellahøj Politistation, hvor de sociale myndigheder blev kontaktet.
Aktionsugen fortsætter lørdag med en stort anlagt demonstration på halvårsdagen for rydningen af Ungdomshuset efterfulgt af en gadefest et endnu ikke annonceret sted på Nørrebro.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96