Oprindelig var det planen, at aktionsgruppen G13, der har meldt ud at man vil indtage et nyt ungdomshus den 6. oktober, skulle holde sit indledende informationsmøde for på Det Frie Gymansium på Nørrebro.

Men da nyheden om gruppens planer søndag aften sprang i diverse medier, meddelte rektor Ejner Ritterband, at aktivisterne ikke får lov til at bruge gymnasiets lokaler til mødet. En beslutning, som han begrunder med henvisning til, at gruppen forbereder en husbesættelse, hvilket som bekendt er ulovligt.
Astrid Jeppesen fra G13 siger til Modkraft:
– På grund af medieopmærksomheden omkring vores projekt holdes informationsmødet ikke på det Frie. For os spiller det ikke den store rolle.
Hvor og hvornår holdes mødet så?
– Det holdes stadigvæk onsdag den 15. august kl. 18, bare et andet sted.
Kulturforvaltning afslår
Hvor vil aktivisterne imidlertid ikke oplyse. Modkraft har dog hørt forlydender om, at det i stedet skal holdes i medborgerhuset Støberiet, der indtil foråret har heddet Blågårdens Medborgerhus, der også er beliggende på Nørrebro.
– Det er rigtigt, at jeg har fået en forespørgsel fra G13, og set i lyset af, at gruppen så klart har udmeldt sine hensigter, har jeg undersøgt sagen, siger Støberiets daglige leder, Bent Erik Krøyer.
– Jeg har talt med Københavns Kommunes kulturforvaltning, der oplyser, at hvis der er sandsynlighed for, at mødet rummer ulovligheder, så må vi ikke holde det, og det retter jeg naturligvis ind efter.
– Men jeg er da ked af det: Vi skulle gerne kunne rumme så mange ungdomsaktiviteter som muligt. Det er det, der er stedets mening.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96