Annonce

12. august 2007 - 21:53

Aktivister: 6. oktober får København et nyt ungdomshus

Det Københavnske aktivistmiljø omkring det ryddede ungdomshus har ikke holdt sommerferie: Inspireret af blandt andet de succesfulde masseaktioner under G8-topmødet i Tyskland i juni har en gruppe aktivister på det seneste arbejdet på at udvikle et ambitiøst, nyskabende aktionskoncept, der skal føre til erobringen af et nyt ungdomshus.

JPEG - 41.7 kb
Kravet om et ungdomshus bliver i oktober omsat i et nyt hus, lover aktivister. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun.

»Hvis man vil ha’ et, hus må man ta’ et hus«, skriver aktionsgruppen, der kalder sig G13, på en flyer, der blev omdelt ved den seneste Torsdagsdemonstration til fordel for et nyt ungdomshus.

Om aktionens baggrund skriver aktivisterne på hjemmesiden myspace.com/AktionG13 bl.a.:

»Vi ved at politikerne i deres ekstreme magtarrogance ikke umiddelbart har tænkt sig at give os det tilbage, de har taget. Vi har ventet et halvt år – og trods utallige folkelige demonstrationer og protester er intet sket. Vi føler, at der i dette øjeblik mangler en aktion. En aktion som kan tvinge politikerne til at tage ansvar og sætte visioner om fristeder til debat bredt i befolkningen og åbne kampen for flere fristeder«.

Aktionsplanlægning på plads
Aktivisterne oplyser, at flere væsentlige deltaljer i aktionen allerede er på plads. Således er det planen, at man erobrer det nye hus den 6. oktober, hvor man, som de skriver på flyeren, vil opbygge en slagkraftig demonstration bevæbnet med stiger, stylter, plader, barrikader og mad, der vil konfrontere politiets kæder.

Også aktionens mål, det hus, der skal erobres og efter planen fremover fungere som Københavns nye ungdomshus, er identificeret.

Direkte adspurgt vil aktivisterne dog endnu ikke løfte sløret for, hvilket hus der er tale om, og hvordan man mere præcist har tænkt sig at indtage det og fastholde det. Til Modkraft.dk udtaler en af aktivisterne, Astrid Jeppesen:

– Vi ønsker endnu ikke at løfte sløret for vores planer. Nu skal vi først have vores aktivistmøde på onsdag den 15., derefter lægger vi planen offentligt frem. Men der er ikke noget fordækt eller hemmeligt ved det. Det eneste, vi kan afslører nu, er, at det bliver kæmpe stort.

Knas i mødeplanlægning
Det var oprindelig planen, at det kommende onsdags aktivistsmøde skulle holdes på det Fri Gymnasium på Nørrebro, hvor det hedengange ungdomshus har afholdt mandagsmøder siden rydningen af Jagtvej 69.

Foreholdt aktivisternes planer udtaler rektor Ejner Ritterband imidlertid søndag aften til Ekstra Bladets Internetavis, at det vil de ikke få lov til:

– Jeg ved slet ikke, hvem de er, og de har ikke fået lov til at holde mødet, uddyber han.

Det Fri Gymaniums rektor siger, at I ikke må holde mødet der. Hvad siger I til det?

– Der er tale om en misforståelse.

Men bliver mødet til noget alligevel?

– Selvfølgelig, hvis ikke på det Fri, så et andet sted.

Er det helt sikkert, at København har et nyt ungdomshus den 6. oktober?

– Ja, det er helt sikkert, slutter aktivisten.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce