Mens Rom forbereder sig på flere hundrede homoseksuelles protestkys foran Colosseum, kan den italienske ambassade i København se frem til en solidaritets-kyssedemo indkaldt af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL).
Anledningen er italiensk politis arrestation af to unge bøsser, der for nyligt kyssede hinanden på åben gade – en episode, der har vakt voldsom debat i Italien, hvor bl.a. parlamentsmedlemmer og ministre har taget afstand fra arrestationen.

– Vi står her overfor store kulturelle udfordringer, og den eneste måde vi kan være med til at bedre forholdene for homo-, bi- og transseksuelle på, er ved at tage afstand og markere vores vrede hver gang vi høre om sådan diskrimination, udtaler Anders Pedersen, medlem af Landsledelsen i LBL i en pressemeddelelse.
Ifølge LBL er der i Europa »en kedelig tendens til en stigende intolerance overfor seksuelle minoriteter specielt i de tidligere østbloklande samt Sydeuropa«.
Udover den aktuelle sag nævner foreningen som eksempel det polske forbud mod homoparader:
– Hvis ikke vi på denne måde er med til at påvirke udviklingen i Europa vil der ikke ske noget på området, siger Anders Pedersen.
Anders Pedersen oplyser til Modkraft.dk, at dagens demonstration ikke er forbeholdt homoseksuelle
– Alle er velkomne. Vi laver den for at vise skønheden af kærlighed, uanset hvad køn man retter den imod, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96