Anholdelsen af to bøsser, der sidste torsdag kyssede hinanden på åben gade i Rom, har udløst voldsomme protester i Italien. De to unge mænd blev anholdt, sigtet for »uanstændig opførsel« og spærret inde i timevis, alene fordi de kyssede hinanden på offentlig gade – i nærheden af turistmagneten Colloseum.
Alligevel afviser Roms politi at have handlet homofobisk:
– Det er ikke er spørgsmål om homoseksualitet, men om lovligheden. Stillet overfor de åbenlyse tilsidesættelser af de normer, der hersker på et sted, som besøges af tusinder af mennesker, blev de to noteret og derefter løsladt , siger politioberst Alessandro Casarsa til nyhedsbureauet AP.

Politiet mener ikke, at de to mænd blev tilbageholdt mere end 40 minutter og hævder desuden, at de to ikke bare kyssede, men var i gang med en mere intim handling. Ifølge politirapporten, offentliggjort i den italienske avis Corriere della Sera, havde de trukket både bukser og underbukser ned, da de blev arresteret.
Kysseaktioner i Rom
Den påstand afviser den nationale homoorganisation Arcigay imidlertid blankt:
»Roberto and Michele kyssede kun, alle andre påstande er falske«, skriver organisationen ifølge Pink News.
Homopar aktionerede allerede i går i forbindelse med en happening arrangeret af organisationen Mario Mieli Club ved at kysse offentligt foran Colosseum, og torsdag er udnævnt til Store Kyssedag i Rom. Arcigay forventer at flere hundrede lesbiske og bøsser vil møde op foran Colosseum og kysse igennem i protest.
Arcigay er især optaget af misforholdet mellem den aktuelle episode og politiets påståede passivitet i forhold til at efterforske vold mod homoseksuelle. Organisationen kræver nu svar fra den italienske forsvarsminister Arthur Parisi på, hvorvidt behandlingen af de to mænd stemmer overens med den europæiske lovgivning og respekten for menneskerettighederne.
– Det er bekymrende, at en handling på baggrund af kærlighed opfattes som en forbrydelse, siger Vladimir Luxuria, repræsentant for Kommunist Partiet og det første transseksuelle medlem af det italienske parlament.
Den italienske sundhedsminister, Livia Turco, har allerede kaldt episoden en »national skændsel«. Både hun og Luxuria har krævet, at sigtelserne mod de to bøsser frafaldes.
Der har endnu ikke været forlydender om solidaritetsaktioner uden for Italien.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96