Arbejderklasse og socialisme i Venezuela

Orlando, hvad er din vurdering af baggrunden for præsident Chavez’ lancering af forslaget om dannelse af det nye parti PSUV den 24. marts?.

Den store fordel ved den diskussion, præsident Chavez nu har sat i gang er, at den giver os lejlighed til at diskutere karakteren af den venezuelanske revolution, planen om dannelsen af PSUV, de forskellige sociale sektorers rolle i revolutionen – og især arbejderklassens rolle.

Det er en debat om, hvordan du opbygger en ny organisation, og den rejser en lang række spørgsmål, som vi bør diskutere åbent, i fuld offentlighed og fuldstændig ærligt.

Det mest bekymrende er, at præsidenten gjorde præcis, hvad han ellers kritiserede. Han kritiserede kannibalismen på den politiske venstrefløj, men erklærede derefter, at alle, der ikke delte hans synspunkter, er kontrarevolutionære.

Jeg mener, det er en alvorlig fejl, for frem for at fremme debat, lukker den denne ned og fremmer i stedet en sekterisme, som præsidenten ellers erklærer, at han ønsker at bekæmpe.

Ledere af landsorganisationen UNT med Orlando Chirino i midten

Hvad er de vigtigste emner?

Der er mange emner, der bør diskuteres, men lad mig tage fat på de to vigtigste. Præsidenten erklærer, at reformisterne udgør en fare – og det er jeg enig i. Alligevel er det min opfattelse, at det politiske projekt, præsidenten har lanceret hviler på et reformistisk grundlag, og ikke opstiller noget perspektiv for brud med kapitalismen. Lad mig forklare.

Efter den omfattende neoliberale offensiv i 1990’erne investerer den udenlandske kapital atter engang heftigt indenfor strategiske sektorer af økonomien som olie, minedrift, kul, byggeri og store infrastruktur projekter. Internationale konsortier fra Kina, Rusland og Iran udbytter arbejderne mere end nogen sinde tidligere.

Jeg tror ikke på, at nogle multinationale virksomheder er bedre end andre. De er alle kun interesseret i at monopolisere produktion og handel, udbytte arbejdere, udplyndre landenes naturressourcer og intervenere i de politiske og økonomiske beslutningsprocesser i disse lande. Denne udvikling rammer ned i hjertekulen af den økonomiske model, vi er ved at opbygge.

Præsidenten præsenterer de multinationales investeringer som et skridt fremad. Jeg mener, det er revolutionen der er ved at forgælde sig.

For mig er det første skridt frem mod socialisme et brud med de multinationale koncerner, men det regeringen i stedet fremmer er koncentration i stadig større økonomiske sammenslutninger. Købet af CANTV og Caracas Elektricitetsselskab er blot eksempler på dette.

Der er ingen tvivl om, at statsliggørelsen af disse selskaber er et skridt fremad, men den private sektor var så tilfreds med udviklingen, at den offentligt støttede skridtene.

Det er lige så bekymrende, at præsidenten har offentliggjort, at Sidor ikke vil blive nationaliseret, fordi det drives af ”gode kapitalister”. Virkeligheden er, at denne virksomhed blev privatiseret under den 4. republik og i dag ejes af et internationalt konsortium under ledelse af Techint fra Argentina.

Vi mener, præsidenten tog den beslutning, fordi Techint ligger i et land regeret af en ”venlig” præsident – nemlig Ernesto Kirchner. Men vi er bekymrede over den nye opdeling i ”gode” og ”dårlige” kapitalister.

Præsidenten refererer i dag ofte offentligt til Kina. Vi synes, det er en dårlig reference, for det er allerede en del år siden kapitalismen blev genindført i Kina, og det er i dag det land i verden, hvor arbejderklassen bliver hårdest udbyttet.

Kinesiske arbejdere er moderne slaver, ledet af et parti, der kalder sig selv kommunistisk, men som i virkeligheden er underlagt multinationale koncerner.

Som kronen på værket har kineserne netop genindført den private ejendomsret i den kinesiske forfatning. Kina er altså ikke noget særligt godt eksempel.

En anden vigtig sag er de sociale klassers rolle i revolutionen. Det er ikke nødvendigt at henvise til Marx, Engels, Lenin eller Trotskij for at forstå, at den eneste måde at omstyrte kapitalismen – et system hvor mindretallet regerer over flertallet – er at flertallet, producenterne går i spidsen med eksproprieringen af virksomhederne, som vi placerer under vor kontrol. Det er selve kernen i vores socialisme forståelse.

Alligevel bliver det stadig mere vanskeligt i Venezuela. Ikke engang i de økonomiske nøglesektorer er vi arbejdere nået til at kunne deltage i ledelsen af virksomhederne – for slet ikke at tale om arbejderkontrol.

Regeringen afviser ideen om at arbejderne skulle deltage i ledelsen af virksomhederne indenfor de strategiske sektorer.

Vores kammerater i Constructora Nacional de Válvulas, det nuværende Inveval, måtte gennem seriøse fysiske strabadser og sult før regeringen endelig lyttede til dem og gik med til at ekspropriere virksomheden.

Arbejderne i Venepal, det nuværende Invepal, måtte kæmpe i 10 måneder før de endelig besejrede kapitalisterne – mens regeringen kiggede den anden vej.

Og lige nu har vi konflikten i Sanitarios Maracay, som er besat på 4. måned med krav om nationalisering – men det er fortsat ikke regeringens ønske.

Det indikerer, at eksproprieringer ikke indgår i regeringens program og heller ikke i PSUV’s. Men hvis dette ikke sker, vil vi ikke bevæge os fremad mod socialisme, men kun fremad mod en slags statskapitalisme, der har et udviklende perspektiv. Det rokker ikke ved den private ejendomsret, og indebærer at den kapitalistiske udbytning og de fås akkumulation vil fortsætte.

Fra den stiftende kongres af PSUV (Partido Socialista Unificado de Venezuela)

Hvad er Chavez’ syn på fagbevægelsens uafhængighed?

Ja, det er et vigtigt spørgsmål. Præsidenten kan ikke ændre historien og hævde, at os der kæmper for fagbevægelsens uafhængighed er blevet ”forgiftede” af erfaringerne under den 4. republik.

Tvært imod er faglig autonomi den vigtigste vaccination mod bureaukratisering. Den er årsagen til at revolutionen blev bevaret i 2002 og 2003, og så lang tid den fortsætter vil den være et vigtigt bolværk for revolutionen.

Den gamle landsorganisation, CTV, solgte sin sjæl til det tidligere to-parti system og de regeringer, det førte med sig.

I 40 år gennemlevede den venezuelanske fagbevægelse sin værste historie, fordi arbejderne blot var statister i de gamle partiers (Copei og AD) spil.

Venezuelanerne kan stadig huske hvordan Demokratisk Aktion (AD) besluttede arbejdernes skæbne, købte og solgte kontrakter og arbejdede sammen med regeringen om kontrol med fagforeningerne og CTV.

Vi bør ikke glemme, at arbejdsgiverstrejken i 2002-03 blev anført af CTV og Fedecamaras (arbejdsgiverorganisationen), der gik hånd i hånd.

Den nye landsorganisation, UNT har den stik modsatte eksistensberettigelse: kampen for faglig autonomi og organiseringen af arbejderne til at kæmpe imod enhver form for politiske underkastelse eller accept af kompromisser.

Præsidenten skal huske på, at under valgene i fagbevægelsen i 2001, hvor CTV organiserede en omfattende valgsvindel, støttede mange arbejdere ikke den alternative liste ledet af Aristobulo Isturiz, fordi han blev betragtet som regeringens kandidat.

Præsidenten må søge at forstå, at pga. klasseinstiktet, graden af klasse- og revolutionær bevidsthed, og pga. deres erfaringer med kapitalisterne, opfører arbejderne sig anderledes end bønder, slumbeboere eller studerende.

Det værste er imidlertid præsidentens bemærkninger om, at vores kamp for arbejderklassens autonomi har en kontrarevolutionær karakter.

Det er ikke sandt. Sammen med andre kammerater har vi opbygget en national strømning indenfor fagbevægelsen som både kæmper mod bureaukratiet og for socialismen, men samtidig også bestemt vil forsvare den faglige autonomi.

UNT’s 2. kongres er en bekræftelse på dette. Præsident Chavez tager fejl når han karakteriserer kongressen som en kamp mellem 5 forskellige strømnnger, hvis ledere ”røg i totterne på hinanden pga. personlige uoverensstemmelser”.

I virkeligheden har et kraftigt opgør været undervejs de sidste to år, mellem på den ene side dem, der ønsker at binde fagbevægelsen til regeringen og på den anden side os, der ønsker fagbevægelsens selvstændighed og uafhængighed.

Vi har 30 års fagligt arbejde bag os, og vi er aldrig gået på kompromis med hverken bosserne eller regeringen, endsige med imperialismen.

Og vi har ingen tanke om at give efter nu, selv om præsidenten har betegnet os som ”et giftigt efterladenskab fra den 4. republik”. Vi har kæmpet utrætteligt indenfor fagbevægelsen for klasseprincipper, demokratiske metoder og den integritet der udspringer af en proletarisk moral.

Som PST-La Chispa er vi stolte over at have været den første politiske organisation, der støttede Hugo Chavez’ kandidatur til præsidentposten.

Han vil kunne huske de første møder, vi organiserede i La Quizanda distriktet i Valencia og med tekstilarbejderne i Aragua. Så vores historie er pletfri.

Vi står i spidsen for kampen mod CTV, vi støttede dannelsen af FBT og vi støtter entusiastisk op bag UNT. Vi samlede de bedste arbejdere til kamp mod kuppet den 11. april 2002, og vi deltog centralt i generobringen af olieindustrien under bossernes lockout i 2002-03. Vores historie er ærefuld.

Alligevel citerede Cahvez den store revolutionære Rosa Luxemburg til støtte for sin sag. Hvad mener i om det?

Præsidenten har forsøgt at bruge Rosa Luxemburgs artikler til støtte for sin egen modstand mod fagbevægelsens selvstændighed, men vi er nødt til at analysere den konkrete politiske og historiske situation hun fremsatte sine teser i.

Da hun diskuterede spørgsmålet om faglig autonomi, var det med henvisning til det tyske socialdemokrati og argumenter mod syndikalistiske og bureaukratiske tendenser indenfor fagforeningerne.

Men som trotskist er jeg samtidig nødt til at indrømme, at Trotskij tog fejl, da han kort tid efter den russiske revolution argumenterede for, at fagbevægelsen i Rusland ikke skulle bevare sin autonomi.

Heldigvis deltog Lenin i debatten, og han argumenterede for fortsat autonomi.

Trotskij havde en stærk sag eftersom det var en periode med krigsøkonomi, sult, borgerkrig, fysiske overgreb mod arbejderkasse- og faglige ledere og krig mod den imperialistiske kontrarevolution.

Alligevel tog Trotskij fejl, og Lenin havde ret.
Det burde indikere, at vi ikke er dogmatister, at vi studerer virkeligheden og har et kritisk forhold til vores egen historie.

Det er ikke nogen tilfældighed, at stalinisterne for år tilbage beskrev os som kontrarevolutionære, fordi vi kæmpede for en ny revolution, der kunne skylle det bureaukrati bort, der havde taget magten i Rusland.

Hvilken effekt har denne diskussion haft på fagbevægelsens uafhængighed?

Alvorlige konsekvenser. Vi har f.eks. endnu ikke været i stand til at gennemføre de første interne valg i UNT. Argumentet sidste år var, at vi var nødt til prioritere præsidentvalget.

Vi var ikke imod opfordringen om at stemme på Chavez, men vi mente at opfordringen burde komme fra en demokratisk valgt ledelse i bevægelsen. Det skete desvære ikke.

En anden realitet er den, offentligt ansatte og oliearbejdere gennemlever for tiden.

Hvis fagbevægelsen ikke havde haft sin autonomi, hvis vi i stedet havde været tvunget til at acceptere regeringens politik, ville vi have været tvunget til at acceptere den overenskomst Fedepetrol og andre forbund forhandlede.

Overenskomster der ikke blot var illegitime, men også dele af bossernes sabotagekampagne støttet af imperialismen. Det er alene vores uafhængige kamp, der har hindret det.

Det samme gælder de offentligt ansatte. Den nuværende minister har travlt med at indgå aftaler med faglige ledere, der er i mindretal og ikke har nogen autoritet. Deres magt udspringer alene af deres kontrol over apparatet, og den støtte de får fra regeringen.

Der er også et andet forhold, der berører autonomien. FBT og arbejdsministeriet hævder, at UNT ikke opfylder sin historiske rolle og derfor bør forsvinde.

Samtidig taler de om at danne parallelle strukturer og formulerer en række forslag, der skal stække fagbevægelsen. Det er helt centralt, at disse forslag seriøst og omhyggeligt diskuteres af arbejderklassen.

Det er pga. vores uaghængighed, at vi hver dag er i stand til at udtrykke vor frygt eller synspunkter på de fejl – somme tider alvorlige – som regeringen begår.

Det er ikke pænt, når offentlige ansatte skal vente mere end 27 måneder på at få forhandlet deres overenskomst på plads, og det ser ud til at gå lige så galt for oliearbejderne.

Kernespørgsmålet er, om det er korrekt at kæmpe for fagbevægelsens uafhængighed, eller om det gør os til kontrarevolutionære.

Selvfølgelig handler det ikke kun om falig autonomi, men også om forholdet mellem PSUV og regeringen. Vil alle PSUV medlemmer blive tvunget til at støtte regeringens og dens bureaukraters politik? Vil det nye parti blive andet end et halehæng til regeringen?

Jeg kan forestille mig en oliearbejder der risikerede sit liv imod bossernes sabotage. Nu står han overfor en minister, der beordrer ham til at acceptere en overenskomst indgået med netop de folk, der organiserede kuppet mod Chavez (i 2002, red.). Det er vigtige spørgsmål der må diskuteres.

Synes du, I var ordentligt repræsenteret af Osvaldo Vera, der talte på vegne af arbejderne ved stiftelsen af PSUV?

Overhovedet ikke. Han rejste ikke ét af de spørgsmål, der er vigtige for arbejderklassen, og han talte udelukkende i almindeligheder.

Jeg er nødt til at spørge mig selv, hvor og hvornår det blev besluttet, at det var ham der skulle tale på vegne af den venezuelanske arbejderklasse.

For mig er dette kernespørgsmålet. Hvordan PSUV bliver opbygget. Jeg vil udtrykke min solidaritet med de tusinder af mine landsmænd, der drog til Caracas for at deltage i stiftelsen, men som ikke blot blev udelukkede, mishandlede og tvunget ind i aftaler, de ikke fik mulighed for at diskutere.

På TV så vi guvernører, borgmestre og parlamentarikere på de første rækker. Folk uden opbakning fra masserne.

Der var bureaukrater og repræsentanter, der deltog, som havde forsvaret bosserne, samt en række folk, der er anklaget for korruption og forsvarere af politiker, der ikke er i folkets interesse.

Det er derfor der er så megen utilfredshed, for folk kan godt se, at denne partidannelse er startet på et grundlag, der må stilles mange spørgsmålstegn ved.

I C-Cura mener vi, at vi må være klare i vort klassetilhørsforhold. Vi kan ikke give plads til bosser, godsejere, bureaukrater eller de, der er skyldige i korruption.

Omvendt vil det være fuldstændig forkert at ekskludere græsrødderne eller de, der tillader sig at være uenige med præsidenten.

Alle ved, at Vera ikke repræsenterer arbejderklassen. FBT er en minoritet indenfor UNT, og alligevel deltog han som repræsentant for alle arbejdere.

Det er årsagen til, at vi kæmper for, at PSUV tillader interne strømninger uden begræsninger eller betingelser.

Ingen gruppe skal være tvunget til at opløse sig. Det ville være fuldstændig vilkårligt, og det eneste formål ville være at stoppe diskussionen, endnu før den er kommet i gang. Vi er nødt til at kende præsidenten og organisationskomiteens holdning til disse spørgsmål.

Hvordan vil fremtiden forme sig for PSUV-projektet?

Vi må erkende, at folk har deponeret store forventninger til projektet. For mange er projektet den ultimative politiske sejr over ledelserne i de gamle partier som MVR, PPT, Podemos og de andre grupper, som i mange år har skabt en lille gruppe af fede selvglade byrokrater, mens flertallet er blevet tyndere dag for dag.

Men samtidig skal du vide, at med den måde præsident Chavez har lanceret det på vil det ikke tiltrække virkelige klassekæmpere – de ærlige revolutionære, der arbejder indenfor fagbevægelsen.

Det er derfor, vi insisterer på at deltage i debatten. Vi har en vision om hvordan et revolutionært parti skal opbygges i Venezuela.

Det er tvingende nødvendigt, hvis den revolutionære proces skal udvikle sig videre frem til det punkt, hvor vi kan fratage kapitalisterne deres økonomiske, politiske og militære magt. Men indtil nu har det ikke været til diskussion i dannelsen af PSUV.

Det er nødvendigt, at debatten er åben, og at alle åbent giver udtryk for hvad de mener, hvilket parti de ønsker, hvad dets program skal bestå i, og hvordan det skal opbygges.

Vi er en del af denne debat, og vi vil ikke tillade at nogen miskrediterer vores bidrag eller beskylder os for noget. Vi vil tale ærligt og åbent og lytte til andre i debatten.

Vore synspunkter afviger fra præsidentens og organisationskomiteens, men kan vi vil være sikre på at de hører vore synspunkter og visioner for Venezuelas revolution?

Oversat fra: Orlando Chirino on Chavez, trade unions and socialism in Venezuela, bidrag til International Socialism 9. maj 2007.

Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Solidaritet