Kommentar: Mikrokredit – Makroproblemer

Af Walden Bello

Tildelingen af Nobels fredspris til Muhammad Yunus, der betragtes som mikrokredittens ophavsmand, kommer på et tidspunkt, hvor mikrokredit er blevet noget nær en religion for mange magtfulde, rige og berømte personer.

Muhammad Yunus under modtagelsen af Nobels fredspris 2006.

Hillary Clinton taler jævnligt om at tage til Bangladesh, Yunus’ hjemland, for at blive »inspireret af disse låns evne til at sætte selv de fattigste kvinder i stand til at starte virksomheder, løfte deres familier – og deres lokalsamfund – ud af fattigdommen.«

Som den liberale Clinton har også den nykonservative Paul Wolfowitz, nu præsident for Verdensbanken, ’set lyset’ efter en nylig tur til den indiske delstat Andhra Pradesh.

Med den nyomvendtes glød taler han om mikrofinansieringens forandrende kraft:

»Jeg troede at dette måske bare var ét vellykket projekt i én landsby, men så tog jeg til den næste landsby, og her var det den samme historie. Den aften mødtes jeg med mere end hundrede kvindelige ledere fra selvhjælpsgrupper, og jeg blev klar over at dette program åbnede muligheder for fattige kvinder og deres familier i en hel delstat med 75 millioner mennesker.«

Ikke et universalmiddel
Faktisk siger Thomas Dichter, som er en af dem, der har studeret fænomenet grundigt, at ideen, om at mikrofinansiering skulle gøre sine modtagere i stand til at avancere fra fattigdom til iværksætterstatus, er stærkt overdrevet.

Han skitserer mikrokredittens dynamik:

»Det viser sig at klienterne med størst erfaring kom i gang ved at bruge deres egne midler, og skønt de ikke har gjort særlig store fremskridt – fordi markedet simpelthen er for begrænset – har de tilstrækkelig omsætning til at blive ved med at købe og sælge, og det ville de sandsynligvis have været i stand til uanset mikrokreditten. For dem gælder det, at lånene ofte udmøntes i forbrug, eftersom de kan gøre brug af lånets relativt store engangsbeløb, en luksus som de ikke har mulighed for med den daglige omsætning.«

Han konkluderer:

»Mikrokredit kan afgjort ikke gøre, hvad mikrokredittens entusiaster hævder, den kan – nemlig fungere som kapital, der er beregnet til forøgelse af udbyttet ved erhvervsaktivitet.«

Således er det store paradoks ved mikrokredit, at »de fattigste kun kan udføre meget lidt produktivt med kreditten, og de som kan gøre mest med den, er dem som i virkeligheden ikke har brug for mikrokredit, men for større beløb med andre (ofte længere) kredit betingelser,« som Dichter udtrykker det.

Drøm kun videre, hr. Wolfowitz
Med andre ord er mikrokreditten et fint værktøj som overlevelsesstrategi, men den er ikke nøglen til udvikling.

Hertil behøves massive statsdirigerede investeringer, men også et opgør med ulighedsstrukturer såsom den koncentrerede ejendomsret til jorden, der berøver de fattige de ressourcer, som ville gøre det muligt at slippe ud af fattigdommen.

Mikrokredit-ordninger ender med at leve side om side med disse indgroede strukturer og kommer til at tjene som et sikkerhedsnet for folk, der er udelukket og marginaliseret af dem, men mikrokredit ændrer ikke disse strukturer.

Nej, hr. Wolfowitz, mikrokredit er ikke nøglen til at gøre en ende på fattigdommen for de 75 millioner mennesker i Andhra Pradesh – drøm kun videre!

Måske er en af grundene til, at der aktuelt er en sådan entusiasme for mikrokredit blandt magthaverne den, at kreditten er en markedsbaseret mekanisme, som har nydt en vis succes, hvor andre markedsbaserede programmer har lidt nederlag.

Strukturtilpasningsprogrammer, der fremmer liberalisering af handel, deregulering og privatisering, har bragt større fattigdom og ulighed til størsteparten af udviklingslandene og har gjort økonomisk stagnation til en permanent tilstand.

Mange af de samme institutioner, som har presset på og fortsætter med at presse på med disse forfejlede makroprogrammer (undertiden under nye etiketter som Poverty Reduction Strategy Papers), som for eksempel Verdensbanken, er ofte de samme institutioner som fremmer mikrokredit-programmer.

Set over en bred kam kan mikrokredit betragtes som et sikkerhedsnet for millioner af mennesker, som har fået en usikker tilværelse på grund af de storstilede makrofiaskoer, der er skabt af strukturtilpasningen.

Det er lykkedes at reducere fattigdommen nogle få steder – som i Kina hvor det, i modsætning til hvad myterne fortæller, er statsdirigeret makropolitik og ikke mikrokredit, der har været afgørende for at løfte omkring 120 millioner kinesere ud af fattigdommen.

Så sandsynligvis er den bedste måde, vi kan ære Muhammad Yunus på, at sige, ja, han fortjener Nobelprisen for at hjælpe så mange kvinder med at hamle op med fattigdommen.

Hans begejstrede tilhængere bringer imidlertid denne store ære i miskredit og overdriver vildt, når de hævder at han har opfundet en ny, human kapitalisme – socialkapitalisme eller »social iværksætter-ånd« – som på magisk vis vil gøre en ende på fattigdom og fremme udvikling.

Walden Bello er professor i sociologi og offentlig administration ved University of the Phillippines. Han er samtidig direktør for NGO’en Focus on the Global South og tilknyttet Transnational Institute. Bello har skrevet en række bøger om asiatiske emner og om globaliseringen.

Artiklen er oversat fra engelsk af Flemming Larsen og har tidligere været bragt i tidsskriftet Clarté nr. 3, maj 2007.

Besøg Kontradoxas debatforum