Justitsminister Lene Espersen (K) bekræfter nu, at militæret spillede en rolle i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset den 1. marts 2007. Måske endda større end hidtil antaget.
Oplysningerne kommer frem i et svar fra justitsministeren til et såkaldt §20-spørgsmål stillet af Line Barfod, der er retspolitisk ordfører for Enhedslisten.
I svaret udtaler ministeren bl.a.: »Der var til brug for politioperationen (rydningen af Ungdomshuset, red.) fra forsvaret udlånt personale og materiel fra forsvarets ammunitionsrydningsberedskab, fire helikoptere med besætning, et brandslukningskøretøj samt to blokvogne og to lastvogne.«
Det, der især vækker opsigt, er oplysningerne om, at der ikke bare blev anvendt fysisk materiel, men altså også militært personale.

Det betegner Line Barfod som dybt bekymrende:
– Det ser ud som om militærpersonale er blevet brugt ved rydningen, og det er uhyggeligt. Militæret er beregnet til at blive sat ind i krige, mens politiet skal sættes ind i fredstid, når det er mod egne borgere. Der er helt forskellige uddannelser, regler og klagemuligheder, og den skelnen er afgørende i et retssamfund, siger hun til politiken.dk.
Ifølge Line Barfod hører det med til historien, at der var roligt før rydningen af huset. Hvorfor, spørger hun, bruger de danske myndigheder da det, som hun betegner som det »hårdeste magtmiddel« i en civil opgave overfor landets egne unge.
Af ministerens svar fremgår det ikke præcist, hvilken nærmere rolle det militære personale spillede under aktionen.
Barfod siger, at der måske »bare« er tale om piloter, der har bemandet og fløjet de anvendte helikoptere. Men selv det er imidlertid alarmerende nok. Det kan nemlig være tegn på, at der, bl.a. under pres fra den overophedede »krig mod terror«, er ved at ske et skred i statens aktionsmåde i forhold til sine egne borgere.
Skal man tro den internationale forskning på feltet, er et sådant skred en realitet. Der er på den ene side en tendens til, at militære operationer bliver mere og mere politilignende jævnfør brugen af specialenheder i nålestiksoperationer, f.eks. som man ser det i Afghanistan.
På den anden side, og mere relevant i denne sammenhæng, militariseres politiet, og politimæssige opgave løses på mere og mere militærlignende måder.
Et internationalt berømt og berygtet eksempel på det sidste er skiftende amerikanske regeringers »krig mod narko«, en høj-intensiv militærinspireret politioperation, der oprindelig blev indledt af den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan i 1980’erne.
Læs artiklen »Militæret hjalp ved rydningen af Ungdomshuset« i politiken.dk
Politiets militarisering viser sig internationalt også i nye våbentyper. Ifølge flere rapporter fra »Cato Institut«, en anerkendt borgerlig-liberal tænketank i Washington D. C., udstyres de vestlige landes politistyrker i disse år med flere og flere militære våben, ligesom der sker en tættere og tættere koordinering mellem politi og forsvar.
I USA er det således ikke ualmindeligt, at selv mindre byers politistyrker er udrustet med pansrede mandskabsvogne, helikoptere og maskingeværer. Dertil kommer de efterhånden obligatoriske SWAT-teams, altså specialtrænede, tungt bevæbnede paramilitære enheder.
Et sådant SWAT-team, i skikkelse af politiets indsatsstyrke, blev som bekendt også sat ind i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.
Også på det taktiske plan forsøger politiet i disse år at efterligne militæret. Det danske politis nye mobile indsatskoncept, der oprindelig er udviklet af chefpolitiinspektør Kai Vittrup op til EU-topmødet i 2002, er eksempelvis tydeligt inspireret af især det amerikanske forsvars nye, decentrale og hypermobile operationskoncepter.
Thomas Bugge, konsulent i Enhedslistens folketingssekretariat, udtaler til Modkraft.dk, at Enhedslisten har tænkt sig at forfølge sagen videre. Der sker bl.a. i form af flere § 20-spørgsmål til justitsminister Lene Espersen.
Man vil bl.a. gerne have præciseret, hvordan det militære personale mere specifikt deltog i rydningen af Ungdomshuset. En anden ting, som man ønsker at få belyst, er, hvorvidt ministeren har givet Rigspolitiet grønt lys til at anvende militære midler i forbindelse med en eventuel fremtidig rydning af Christiania.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96