Byretten i København frifandt tirsdag den 16. maj en italiener, der var anklaget for at kaste sten på en betjent under urolighederne umiddelbart efter rydningen af Ungdomshuset den 1. marts. To ud af tre dommere stemte for frifindelsen.
Italieneren nægtede sig skyldig i anklagen. Han siger, at han deltog fredeligt i demonstrationen. Men tre betjente siger, at de har set ham kaste en sten i brystet på en politibetjent.

Problemet er bare, at anklagemyndigheden ikke kan finde den betjent, som skulle være blevet ramt, skriver Politiken.
Ramt politibetjent kunne ikke findes
Det første retsmøde i sagen fandt sted den 2. maj. Her blev sagen udskudt, fordi vidneafhøringerne trak ud. Anklageren sagde på det tidspunkt, at han ville bruge tiden inden næste retsmøde til at finde den betjent, der skulle være blevet ramt. Det lykkedes dog ikke anklageren.
Frifindelsen blev begrundet med, at de tre betjentes forklaringer ikke stemte overens. En vicepolitikommissær sagde i sin vidneforklaring desuden, at ingen var blevet ramt, da han var til stede.
Den frifundne italiener, der har siddet to en halv måned i varetægtsfængsel, kan ifølge Politiken se frem til en erstatning på omkring 90.000 kr.
Østre Landsret stadfæster dom
Østre Landsret stadfæstede tirsdag en dom fra Københavns Byret for samme forseelse. En finsk mand skal afsone seks måneders fængsel for stenkast mod politiet.
Det skal være foregået under urolighederne omkring Ungdomshuset tilbage i december 2006.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96