Det islamiske styres offentlige chefanklager for den nordøstlige by, Mashad, Golam Hossein Esmaili, har ifølge eksilgruppen NCRI meddelt, at 15 fanger er blevet hængt i sidste uge. Eksilgruppen har oplysningen fra den statsdrevne avis Qods’ mandagsudgave den 14. maj.
– Domstolene har håndfast slået tilbage mod de personer, der står bag usikkerhed og narkotikahandel og har henrettet 15 narkokurérer i sidste uge, siger Esmaili til avisen.
Henrettelserne finder sted på et tidspunkt, hvor der for inden for få uger har været lærerstrejker, studenterdemonstrationer og kvindeprotester i forskellige dele af landet.
I sidste uge gik unge på gaden, da kvindelige universitetsstuderende blev chikaneret af Statssikkerhedsstyrker i Mashad.
Den iranske modstandsbevægelse har ifølge eksiliranerne bedt FN’s generalsekretariat, Højkommissariatet for menneskerettigheder og Menneskerettighedsrådet om at fordømme det iranske styres krænkelser af menneskerettigheder og de vilkårlige henrettelser.
Modstandsbevægelsen stiller krav om en systematisk kontrol med menneskerettighedssituationen i landet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96