Jørgen Haugen Sørensens skulpturer har tit vakt debat. Granitskulpturen »Huset der regner« (1992-93) på Sankt Hans Torv på Nørrebro i København elskes eller hades for dens rå og brutale monumentalitet, der gør den mindre dekorativ end meget andet gadekunst.
Det provokerende i figuren består blandt andet i, at dens strittende, monumentale granitsten, der giver associationer til både hammer og segl og en væltet tagryg, ikke skaber et æstetisk rum omkring figuren. En parallel opstilling af granitsøjlerne gør det svært at finde en vinkel, hvorfra figuren kan iagttages og bedømmes som helhed.
Anderledes smuk og æstetisk er den marmorskulptur, der bryder monotonien i Assistens Kirkegårdens lange mur på Nørrebrogade, nogle få meter fra Kapelvej.
Den tungelignende top på skulpturen, giver, selv om den er udført i hård granit, en fornemmelse af organisk materialitet og bevægelse i sammenhæng med den stive, gule mur. »De kantede bær’ og de glatte glider« (1982-83) som skulpturen hedder, slikker kælent ud som en hundetunge mod de mange forbipasserende cyklister, biler og fodgængere.
Intet kælent over ny udstilling
Der er derimod ikke meget kælent over den udstilling af værker af Jørgen Haugen Sørensen, som man det næste år kan se på Statens Museum for Kunst. Skulpturerne udpensler tværtimod vold, lemlæstelse, afmagt og død.
Væk er den abstrakte afprøvning af modsætninger i et fysisk materiale og dets muligheder i et rum. Udstillingen består af (altovervejende) ler- og stentøjsfigurer, der er udformet som mennesker, dyr og organlignende rester af levende væsner.
Nogle af værkerne tangerer surrealisme og symbolisme, andre er ekspressionistiske og enkelte ’abstrakte’.
Sammenvoksede kroppe og sex med skeletter
Surrealistiske er f.eks. tre hoveder (»De blinde«) der vokser sammen med andre kropsdele: I et af dem vokser røvbalder ud over næseryggen og pande – og dækker øjnene; i et andet er det nosser og pik, der kryber ud af (eller ind over) ansigtstrækkene; og i et sidste spidser læberne til og forvandler munden til et rynket røvhul.
Andre skulpturer er mere symbolistiske. Eksempelvis boller en kvinde med døden i form af en knokkelmand med hvidt kranie i en serie lerfigurer. Andre figurer er fede menneskelige kroppe med svinehoveder, der splatter ud af overvægt eller af orgiastisk selvtilfredshed med pikken liggende halvslatten på maveskindet.
Blodige blomster og opløste ansigtstræk
Nogle skulpturer nærmer sig ekspressionismen. På en af væg hænger afhuggede eller afrevne lerhoveder med det flænsede kød omkring halsen bemalet som farverige kronblade – titel på værket er »Hoveder som blomster«.
I et andet værk er nogle forvredne, døde menneskekroppe placeret på hver sit jernstativ. Sammenhængen mellem ligene består ikke kun i, at de ligner ofre fra en massakre, men også i at nogle af kroppene har dybe huller skåret helt firkantet ned gennem overkroppen, mens andre har nogle mærkelige firkantede jernbjælkelignende udposninger på kroppen, der modsvarer hullerne.
Et andet markant værk består af 30-40 hoveder (»Vidner«) der er placeret på rad og række. Ansigtstrækkene er splattet ud i forvredne former, der er tydeligt leragtige og ’ufærdige’. Det opløser på den ene side de enkeltes hoveders individuelle, personlige træk, sådan som de ville have set ud i en realistisk fremstilling, men det fastholder på den anden side samtidig forskellen mellem hovederne ved at lade opløsningen af ansigtstrækkene være forskellig fra figur til figur.
Enkelte skulpturer på udstillingen er mere ’abstrakte’. Det gælder for eksempel opstillingen »Slagterscene«, der består af tre ubestemmelige lerklumper, der er bemalet, så de ligner blodige kødmasser – uden at man kan se, om de stammer fra dyr eller mennesker.
En anden serie skal –hvis man følger titlen på figurerne – illudere menneskelige egenskaber som f.eks. glæde og sorg gennem en ekspressiv bemaling af nonfigurative lerskulpturer – figurerne er dog, selv om de måske skal konnotere abstrakte begreber, lige så fysisk og rumligt bastant til stede i rummet som resten af udstillingens skulpturer.
Figurerne er kropslige og håndgribelige
Selv om mange af skulpturerne bryder med en realistisk fremstilling i snæver forstand virker de alligevel meget kropslige og håndgribelige.
En figur, der forestiller to brødre i kamp, fastholder f.eks. volds fysiske dimension ved at lade brødrene rive de fysiske ansigtstræk ud på hinanden.
Død, lemlæstelse og sex fastholdes i Jørgen Haugens Sørensens værker som kropslige fænomener. Haugen Sørensen behøver ikke gribe til rigtige grisekroppe, der rådner i udstillingsmontrer af glas, eller udstoppede hundehvalpe for at vise forgængelighedens fysiske dimensioner – han mestrer at visualisere det i ler, stentøj og bronze.
Vold og død er fysiske realiteter
I de bedste værker – for eksempel to grupper af hunde, der slås, kopulerer, pisser og dør – indfanger Jørgen Haugen Sørensen en brutalitet, rædsel og dyriskhed, der fornægtes og fortrænges i det meste fimsede og småborgerlige finkultur.
Der er ingen skønånd over Jørgen Haugen Sørensens nyeste værker, men de er alligevel stor kunst; ikke ved at fedte for de museumsbesøgende, men ved at konfrontere iagtagerne af værkerne med en barsk fremstilling af fysisk død, lidelse og forgængelighed.
»Mens vi venter«, udstilling på Statens Museum for Kunst.
Jørgen Haugen Sørensen er valgt som årets billedhugger på Statens Museum for Kunst. Hans værker er opstillet i en glasoverdækket Skulpturgade indtil 3. februar 2008. Der er fri adgang til udstillingen.
Læs mere om udstillingen hos Statens Museum for Kunst.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96