Via punkmusikken kommer Emil kommer ind i BZ- miljøet i København. Den politiske løbebane udvikler sig i en kreativ og kunstnerisk retning, og bringer ham i kontakt med det homoseksuelle miljø. Det er her Emil møder sit livs store kærlighed, Anders Fogh Rasmussen. På trods af de åbenlyse forskelle – ikke mindst politiske – udvikler de to et gensidigt frugtbart forhold.
Forholdet ender dog brat, da Anders bliver valgt til statsministerposten, og afbryder al kontakt med Emil.
Emil er slået helt ud af kurs. Han tumler rundt og prøver at finde en mening med tilværelsen. Emil føler sig svigtet – ikke bare af Anders – men i det hele taget. Han får afslag på støtte til en film om en terrorist der myrder en statsmand, med begrundelsen, at det er et urealistisk scenario. Emil bliver mere og mere desperat.
I forbindelse med et EU-topmøde, beder en afrikansk udsending om foretræde for Anders. Han indvilger i mødet, og det er nærliggende at se dette som en diskret ironisk kommentar til virkelighedens statsministers modvilje mod at snakke med muslimske ambassadører. Mødet bliver et vendepunkt for statsministeren, der indser at verden er uretfærdig, og at Vesten er nødt til at gøre noget. Anders bliver så optaget af projektet, at han mister jordforbindelsen og begynder at handle egenrådigt og stik imod hvad hans støtter og partifæller ønsker og forventer.
Han bliver myrdet i sin bil på vej til et møde med en række europæiske ledere. Med sig i bilen har han »regnestykket«, der skal få vestlige ledere til at give 5 procent af BNP til den fattige verden. Emil bliver udpeget som hovedmistænkt for drabet, men mister selv livet under politiets voldsomme anholdelse af ham.
Filmens titel, med dens referencer til et myteomspundet præsidentdrab, får et ny tvetydigt liv: Er Emil en dansk Lee Harvey Oswald?
Den seneste tids absolut mest omtalte film har netop haft premiere. RGL var med til presseforevisningen og må konkludere: Det er en rigtig god film – punktum!
Al den råben og skrigen om at man ikke må lave en film om mordet på en levende statsminister må nødvendigvis forstumme nu, hvor folk rent faktisk får mulighed for at se filmen, og dermed kvalificere deres kritik. AFR er ikke en tom provokation, men derimod en velfortalt og levende historie om kærlighed og magt. Filmens eneste svaghed er, at statsministerens pludselige engagement i den tredje verdens problemer ikke i tilstrækkelig grad bliver underbygget. Men det skal siges til instruktørens forsvar, at det i sagens natur er noget af en udfordring.
Allerede fra filmens start bliver man gjort opmærksom på at der er tale om ren fiktion. Trylleriet med at få gamle klip, citater osv. til at passe ind i handlingen er fantastisk flot lavet, ligesom skiftet mellem klip med politikere blandet sammen med gode skuespilpræstationer fungerer fremragende.
Besøg filmens officielle hjemmeside
Mette Hedegaard og Mikkel Skov Petersen er pressemedarbejdere i Enhedslisten.
Artiklen har tidligere været bragt i Enhedslistens blad Rød-Grønne Linjer.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96