9-11 …. i Chile 1973

»Snarere før end senere vil der åbne sig store alléer, hvorpå det frie menneske vil gå mod opbygningen af et nyt samfund…«

Salvador Allende, Chiles socialistiske præsident i en tale til det chilenske folk

Neoliberalismens verdenspremiere

Militærkuppet under ledelse af general Augusto Pinochet Ugarte afsluttede en treårig periode med socialistisk politik i Chile. Den blev afløst af et yderst brutalt diktatur, som ved hjælp af terror og målrettede brud på menneskerettighederne ødelagde de eksisterende borgerlig-demokratiske institutioner. Kuppet skabte forudsætningerne for en økonomisk og social omstrukturering af hele samfundet.

I 1975 indtog neoliberalismen Chile - som første land i verden. Fremtrædende ultraliberale økonomer som Milton Friedman og Friedrich von Haydek, de såkaldte Chicago Boys, leverede idéerne til den senere så velkendte neoliberalistiske samfundsmodel.

Der blev iværksat en storstilet privatisering af den sociale sektor, af hele uddannelsessystemet og af servicesektoren. En hensynsløs de-regulering af de tilkæmpede faglige rettigheder, neutralisering af fagbevægelsen og ophævelse af al form for kontrol med markedskræfterne, gjorde Chile til et lukrativt sted for multinationale koncerner.

Pinochet-regimet viste dets velvilje ved at tilbyde Chiles råstoffer, først og fremmest kobberindustrien, til spotpriser og lokkede med billig og villig arbejdskraft verdensmarkeds-producenterne til Chile .Chile blev således neoliberalismens laboratorium.

Den 5. oktober 1988 måtte Pinochet gå af som præsident, da han tabte et referendum, som skulle tillade en genopstilling til næste valg.

Chile har indtil i dag været præget af militærdiktaturets neoliberalistiske rovdrift. Et flertal af den chilenske befolkning lever under prekære forhold på randen af et eksistensminimum.

Unidad Popular

Ved præsidentvalget den 4. september 1970 fik venstrekoalitionen Unidad Populars kandidat Salvador Allende 36,4 procent af stemmerne – og vandt dermed knebent over de to kandidater fra den indbyrdes splittede borgerlige lejr.

Unidad Popular (folke-enhed) bestod af et forbund af forskellige venstreorienterede partier: Allendes Socialistparti, det sovjetorienterede kommunistparti, det progressive, borgerlige Radikale Parti, MAPU som var en venstreorienteret fløj, der udskilte sig fra det kristdemokratiske parti, det venstresocialistiske Uafhængig Folkeaktion (API), det lille socialdemokratiske parti samt Venstreorienterede Kristne IC, der tilsluttede sig koalitionen noget senere.

Anspændt situation

Allerede på dette tidspunkt var den politiske stemning yderst anspændt. Venstrefløjen fik ved valget i september 1970 udvidet dens indflydelse langt ud over arbejderklassen og udover koalitionspartiernes traditionelle miljøer.

Beboerkomitéer, kvindeorganisationer, sportsklubber og kunstnersammenslutninger deltog aktivt i politiseringen af chilenernes hverdag. Der opstod mere end 15.000 basiskomitéer, der aktivt støttede Unidad Popular.

Også den revolutionære venstrefløj til venstre for det ’reformistiske’ Unidad Popular fik stor tilslutning fra storbyernes radikaliserede ungdomsmiljøer. Først og fremmest »Bevægelse af det Revolutionære Venstre« - MIR - blev et samlingspunkt for aktivister med venstreradikale holdninger.

»I månederne op til valget opstod et næsten uudholdeligt samfundsmæssigt pres. Situationen i Chile blev fra dag til dag stadig mere polariseret.. Konfrontationerne har i årenes løb taget til i intensitet. Enhver demonstration møder en moddemonstration, som ofte ender i politiets varetægt eller på sygehuset. Studenterne protesterer mod politirepressionen, MIR svarer igen…« skrev en chilensk forfatter i bogen Allende –afslutningen på en æra om situationen omkring septembervalget 1970 i Chile.

»That son of a bitch, that bastard!...«

Den 3.november 1970 dannede Unidad Popular regering og lagde ud med et program, som garanterede demokratiske rettigheder samt individuel og social retsgaranti for alle. Regeringens målsætning var på demokratisk vis at »bryde imperialisternes, monopolernes og agrarbaronernes magtudøvelse og begynde opbygningen af et socialistisk demokrati«.

USA’s præsident Richard Nixon karakteriserede Allende som ”That son of a bitch, that bastard”

pga. Allende-regeringens beslutning om at ekspropriere amerikanske koncerner i Chile.

Ved det efterfølgende kommunalvalg fik Unidad Popular 50,8 procent af stemmerne og dermed et absolut flertal, mens de mere moderate højreorienterede kristdemokrater fik 26,2 procent og det ekstreme højre 22,4 procent.

Gennemgribende reformer

På trods af lovmæssige hurdler og massive blokader fra den parlamentariske højrefløj, lykkes det Unidad Popular at gennemføre væsentlige forbedringer til fordel for det underprivilegerede flertal af chilenerne.

I venstrekoalitionens første år steg lønnen i gennemsnit med 34 procent og arbejdsløsheden faldt fra 8,3 procent til 3,8 procent. Industriproduktionen steg omkring 12 procent og inflationsraten gik tilbage fra 34,9 procent til 22 procent.

Unidad Popular gik straks i gang med at gennemføre en strukturel samfundsombygning og omfordeling af landets rigdomme. Chiles bankvæsen samt landets kobberminer blev således nationaliseret.

Aktiemajoriteten havde indtil da været i hænderne på de to amerikanske multinationale koncerner Anaconda Cooper Mining Cooperation og Kennecott Copper Cooperation. Indtil midten af 1960`erne trak disse to koncerner omkring 5 milliarder dollar nettogevinst ud af Chile. Det svarede til omkring halvdelen af landets samlede formue.

I 1972 blev den amerikanske telekommunikationskoncern ITT ekproprieret. Senere offentliggjorte dokumenter har lavet belæg for, at ITTs koncernledelse støttede højrefløjens kup med millioner af dollars.

Et populært socialprogram

En af de vigtigste reformer i Unidad Populars korte regeringstid var begyndelsen på et kæmpe byggeprojekt med mere end 100.000 billige boliger til de mange hjemløse, et omfattende gratis sundhedssystem for alle samt en alfabetiseringskampagne.

På det politiske plan skabtes der rådsstrukturer blandt småbønder og landarbejdere, som skulle håndhæve den vedtagne landbrugsreform.

Verdenskendt blev især uddelingen af en halv liter gratis mælk dagligt til hvert eneste barn under 15 år. 1,8 millioner børn fik hver dag tildelt gratis morgenmad og 680.000 børn fik hver dag et gratis middagsmåltid. Resultatet af disse initiativer var bl.a., at børnedødeligheden i 1973 faldt med omkring 20 procent.

Højrefløjen på gaden

På baggrund af Unidad Populars tydelige politiske og økonomiske succes i den første regeringsperiode, begyndte højrefløjen sin modoffensiv på gaden.

Kvinderne fra de velhavende lag demonstrerede sammen med deres tjenestefolk mod ’forsyningsproblemer’. Deres demonstrationer, de såkaldte ’tomme gryders protester’, knyttede an til reelle problemer.

Lønforhøjelserne havde ført til voksende købekraft, der rakte ud over de hidtidige anskaffelser af elementære fornødenheder. USA’s målrettede blokade for vigtig import af færdigprodukter og reservedele udhulede vareudbuddet.

Da forsyningskrisen i 1972 blev alvorlig, startede de velhavende lag med systematisk at opkøbe og tømme butikker, supermarkeder og markeder. Dette skabte grobund for en sortbørshandel, som underminerede Unidad Populars priskontrol med de fundamentale ernæringsmidler.

USAs boykot havde vidtrækkende konsekvenser: Chiles udenlandskreditter og bankkonti blev spærret og de amerikanske kobberminekoncerner forsøgte at få Chiles kobberleverancer på det internationale marked beslaglagt som kompensation for, at minerne er blevet eksproprieret i Chile og koncernerne smidt ud af landet.

Fascisterne i ’Patria y Libertad«

Den ekstreme militante højrefløj startede i slutningen af 1971 en regulær volds – og terrorbølge. Næsten hver dag gennemførte de voldelige demonstrationer, væbnede overfald og sprængstofanslag.

Målet var at skabe en spændingens strategi, som kunne munde ud i en militær magtovertagelse og oprettelsen af et autoritært nationalistisk regime a la Franco-regimet i Spanien.

Situationen kulminerede i sommeren 1973, hvor højreekstremisterne mellem den 23.juli og den 5. september gennemførte 1015 dokumenterede bombesprængninger mod venstrefløjen.

I spidsen af dette forgrenede spektrum af højre-ekstremistiske grupper stod den fascistiske organisation »Fædreland og Frihed« (Partria y Libertad) med gode kontakter til stærkt højreorienterede militærkredse.

Deriblandt Pinochets sammensvorne, kupgeneralen Roberto Viaux.

CIAs rolle

Talrige senere offentliggjorte dokumenter beviser, at CIA fra starten saboterede Unidad Populars socialisme-projekt. Blandt andet ved at finansiere højreorienterede virksomhedsejere, kristdemokratiske politikere og reaktionære dagblade som f.eks. El Mercurio.

Mere end 8 millioner dollars pumpede USA’s regering, under ledelse af præsident Richard Nixon, ind i alskens højreekstreme kræfter i Chile. Formålet var at forhindre »at en ansvarsløs befolkning prisgiver deres land til kommunismen«, som den den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger formulerede det.

USA’s ambassadør og CIA-koordinator i Chile, Korry, mente at man skulle sørge for at, »er ikke kommer en eneste skrue eller møtrik igennem blokaden«.

Korry sagde desuden : »Vi må gøre alt for at tilføje Chile og chilenerne de største afsavn og ofre for hurtigst muligt at opnå en accelerering af situationen, hvor det kommunistisk regime i Chile afdækker sine hårde sider.« (Kilde: Det amerikanske senats undersøgelsesrapport af Nixon-æraens rolle i militærkuppet i Chile: Alleged assassination plots…).

Senere offenliggjorte dokumenter dokumenterer, at CIA under Unidad Populars regeringsperiode oprettede militære træningslejre i Panamas kanalzone for at undervise chilenske militærpersoner og ansatte i efterretningstjenesten DINA i torturpraktikker og hemmelig krigsførelse.

Modstanden i fabrikkerne og i boligkvartererne

I denne borgerkrigslignende situation forsøgte Chiles arbejdsgivere i oktober 1972 at erklære generalstrejke mod regeringen ved at lockoute deres ansatte, hvis de ikke frivilligt deltog i strejken.

De traditionelt meget højreorienterede vognmandsvirksomhede, som er bærende kraft i Chiles varedistribution gennem det flere tusinde kilometer lange land, spillede en vigtig rolle.

Arbejderne svarede igen med at besætte fabrikkerne og producere videre uden produktionsejerne.

Aktivisterne fra den venstreradikale bevægelse MIR var drivkraften i dannelsen af lokale fabriksråd og i organiseringen af autonome beboerkomitéer. Disse var til dels bevæbnet for at modgå de jævnlige fysiske angreb fra fascistiske grupper og højreorienterede militære kommandoraids.

Arbejdsgivernes strejke brød sammen, og Unidad Popular gik styrket ud af konfrontationen. Det efterfølgende parlamentsvalg i marts 1973 gav Unidad Popular en stor fremgang til næsten 44 procent, mens højrefløjen overalt går tilbage.

Alligevel havde højrefløjen samlet stadig væk flertallet i parlamentet, hvor de kristlige demokrater sad med 28 procent og den ekstreme højrefløj med 21 procent.

Muligheden for at afsætte regeringen var dog udelukket pga. de stærke indbyrdes differencer blandt den parlamentariske højrefløj i vigtige strategiske spørgsmål. Mens den ekstremistiske højrefløj arbejdede hen imod et militærkup, var flertallet af den kristlige demokratiske fløj på dette tidspunkt stadig væk tøvende.

1,5 millioner organiserer sig i selvforsvarskomitéer

I den tilspidsede situation opfordrede Chiles faglige landsorganisation, CUT, sammen med socialistpartiet og kommunisterne til at danne selvforsvarskomitéer. Det var en organisationsform, som den revolutionære venstrefløj havde arbejdet for i årevis, og som nu blev et fælles anliggende.

I slutningen af 1972 er omkring 1,5 milioner mennesker organiseret i sådanne komiteer.

I kølvandet på disse mobiliseringer kom det til en hel del ’vilde’ landbesættelser. Især fra Chiles indigene folk: Mapucho-indianerne.

(De fleste af landets 1,2 mio. Mapuche-indianere - ud af en samlet befolkning i Chile på 15 mio. - var flyttet til byerne, specielt til hovedstaden Santiago. De fleste levede under ekstremt prekære forhold : Mange kvinder arbejdede under slaveagtige forhold for den chilenske middelklasse, mens mændene som oftest varhenvist til hårde og underbetalte jobs.

Mapucheindianerne er i dag fordrevet fra deres områder af store delvist udenlandsk ejede tømmerselskaber. De oprindelige skove - med kaneltræer, sydbøg og araucarier, som leverede råstof til Mapuche-indianernes huse, naturmedicin og totem-pæle - er idag erstattet af fyrretræsplantager, der dræner vandet og besprøjtes med kemikalier, som forgifter jorden.

Alene under Pinochet diktaturet fik Mapuche-indianerne frataget 400.000 hektar jord. Det traditionelle indianske fælleseje af jorden havde dårlige kår under diktaturet og er i dag ilde set af det meget neoliberalt prægede Chile.).

Desuden blev en del fabrikker besat, hvis ejere åbenlyst deltog i blokade-aktiviteter mod Unidad Popular.

De udenomsparlamentariske aktiviteter var ikke velset i dele af venstrekoalitionen ,specielt ikke i kommunistpartiets ledelse, som gerne vil have kontrol over aktiviteterne og styre dem efter deres drejebog.

Derimod støtter aktivisterne fra MIR og andre venstreradikale og anarkistiske grupper disse besættelser, hvor de deltager aktivt og søger at udbrede de selvstyrede og koordinerede organer.

Mord på regeringstro generaler og officerer

Den 29. juni 1973 foretog stærkt højreorienterede grupper i militæret et første kupforsøg. Det mislykkedes, da regeringstro militærenheder og politikræfter forhindrer det.

Reaktionen kom omgående: Chiles forsvarsminister og øverstkommanderende af hæren, general Prats blev myrdet af »ukendte« gerningsmænd. Hans efterfølger blev Augusto Pinochet, som overtog kommandoen for hæren.

Kupmagerne havde før myrdet regeringsloyale, progressive militærpersoner som general René Schneider, der blev henrettet på åben gade den 22.oktober 1970, og flådekommandanten Arturo Araya, som stod Socialistpartiet nær, samt andre højtstående officerer.

Likvideringen af Prats og militærpersoner i hans omfelt tydede på, at et nyt kupforsøg var under opsejling.

I denne periode opfordrede MIR til at forberede en væbnet opstand som modsvar fra neden. Det chilenske kommunistparti svarede med en plakatkampagne, hvorpå der stod: »Nej til vold fra venstre og højre!«…

Også Fidel Castro rådede sin nære politiske ven, Allende, til at forberede et folkeligt oprør mod den truende fare.

Da en demonstration på omkring 1 million tilhængere af Unidad Popular samlede sig i Chiles hovedstad for at udtrykke deres støtte til Allendes regering, blev de sendt hjem igen for at »afvente nogle forebyggende instrukser«, der bare aldrig kom…

Det organiserede kaos

I slutningen af juli 73 startede vognmændene igen en strejke. Igen blev de – ligesom ved deres første langvarige strejke – støttet med ’strejkepenge’ fra CIA og arbejdsgiverforeningen. Det var en strejkestøtte, som langt oversteg deres normale gennemsnitlige indtægt.

Den økonomiske situation blev konstant forværret og i august startede en stor del af højrefløjsoppositionen en »mistillidskampagne« mod Allendes regering. De anklagede regeringen for at have forladt forfatningsgrundlaget.

Samtidigt tilsluttede Chiles arbejdsgivere sig vognmandsstrejken.

Kupmagernes »dirty tricks«

Salvador Allende reagerede med at udskrive en folkeafstemning om Unidad Popular-regeringens videre skæbne. Datoen blev oprindeligt fastlagt til den 10. september 1973.

Initiativet overraskede kredsen bag de hektiske kupforberedelser indenfor militæret. De frygtede, at gennemførelsen af en afstemning ville tilintetgøre ethvert legitimationsgrundlag for deres kupplaner, uanset afstemningens udfald.

General Augusto Pinochet ringede personligt til Allende og fik ham overtalt til at udsætte afstemningen til et senere tidspunkt på ugen - »af sikkerhedsgrunde« ...

Derefter var vejen fri for kupmagerne.

Kuppet den 11. september 1973

Klokken 4.30

Enheder fra flåden og luftvåbnet besætter strategiske punkter i de chilenske havnebyer Valaparaiso og Concepcion (posthuse, kommunale bygninger, universiteter, partikontorer, radiostationer, virksomheder, broer, trykkerier, etc.).

Samtlige registrerede venstreorienterede aktivister og funktionærer bliver anholdt. De, som er rubriceret som »farlige«, bliver skudt på stedet.

Klokken 7.30

Præsident Allende ankommer sammen med en gruppe væbnede aktivister fra socialistpartiet og fra MIR til regeringspaladset Moneda.

En hær af journalister venter foran bygningen på de kommende begivenheder.

Klokken 8.00

Højreorienterede radiostationer bringer »Militærregeringens proklamation«. Den indeholder præsidentens afskedigelse og en bekendtgørelse om militær undtagelsestilstand.

Klokken 8.30

Tanks omringer Moneda. Opfordring til alle radiostationer om øjeblikkeligt at indstille enhver selvstændig udsendelse. Opfordring til Chiles befolkning om at blive hjemme. Opfordring til præsident Allende om at overgive sig.

Salvador Allende erklærer gennem radioen Portales, at han ikke agter at træde tilbage, og at han vil forsvare det embede, som han er blevet valgt til.

Klokken 9.00

Radioen Portales bliver bombarderet. Militæret melder lukning af samtlige radiostationer, som ikke er kontrolleret af dem.

Som et dementi til militærets påstande, fortsætter radioen Magellanes sit virke. Den bringer præsident Allendes sidste tale, (som kan høres - og læses i oversættelse - på Leksikon.org).

Klokken 9.30

Et ultimatum fra militæret om at forlade regeringsbygningen inden klokken 11,00. I modsat fald vil bygningen blive bombarderet.

Det forbydes arbejdere at forlade deres virksomheder. Ved overtrædelse af dette forbud trues der med øjeblikkelig skydning.

Helikoptere kredser permanent over byens tage for at kontrollere samtlige bevægelser.

Strategisk vigtige institutioner i hovestaden som avisredaktioner, partilokaler, banker, det tekniske universitet, ministerierne, fagforeningshuse, m.v. bliver angrebet af militæret og besat.

Nogen gange bliver militæret mødt af heftig modstand, som de bruger timer og dage på at nedkæmpe.

I Santiagos største fodboldstadion indretter militæret en koncentrationslejr for registrerede venstrefløjsfolk. Inklusive forhørs – og torturlokaler

Klokken 10.30

Præsident Allende afviser endnu engang tilbud om frit lejde til udlandet, i tilfælde af at han kapitulerer. (Mange år senere dukker en båndoptagelse op fra arkiverne, som beviser, at militærledelsen, i tilfælde af Salvador Allendes kapitulation, også ville have myrdet ham).

Klokken 10.45

Nogle personer, deriblandt Salvador Allendes to døtre, forlader Moneda.

Klokken 11.00

Bombardementet af Moneda begynder. På samme tid bliver Allendes hjem angrebet.

Klokken 11.30

Samtlige mediefolk bliver tvunget til at forlade området omkring Moneda. Militærets forsøg på at storme regeringsbygningen mislykkedes på grund af den heftige modstand fra forsvarenes side.

Klokken 12.00

Militæret erklærer et totalt udgangsforbud for hele hovedstaden fra kl.15.00. Enhver som misagter dette forbud vil blive skudt på stedet.

Klokken 14.00

Indtagelsen af Moneda bliver fuldbragt.

Klokken 16.00

Liget af præsident Allende bliver under store sikkerhedsforanstaltninger båret ud af Moneda og transporteret bort med en militærhelikopter.

De fleste tilfangetagne aktivister føres ud og henrettes på stedet. Der skal ikke være nogen overlevende øjenvidner til de konkrete hændelser omkring Allendes død.

Klokken 19.00

Militærjuntaen, bestående af fire generaler fra hærens overkommando, præsenterer sig på kanal 13 i det chilenske statsfjernsyn. Senere bliver der oplæst forskellige støtteerklæringer fra arbejdsgiverforeninger og militærenheder.

Dagene derpå

Den 12.september dannedes en ministeriel regering, der udelukkende bestod af militærpersoner. Også dommerne er professionelle militærpersoner.

USA og Israel anerkendte omgående Chiles militærjunta, som Chiles legitime regering og oprettede som de første diplomatiske forbindelser til kupmagerne.

Dagen igennem blev der foretaget systematiske husransagelser, anholdelser og henrettelser på stedet. Alt sammen planlagt lang tid i forvejen.

Omkring 7000 venstrefløjsfolk blev overført til det store nationalstadion. Derfra deporteredes mange til militærfængslerne på øerne Quiriquina og Selkirk. Mange forsvandt, blev henrettet på stedet eller smidt i havet fra militærhelikopterne.

Chiles kendeste folkesanger, Victor Jara, var blandt de, som blev henrettet på nationalstadionet. Før hans død brækkede soldater alle hans fingre enkeltvis, for at demonstrere deres had til hans guitarspil og umådeligt smukke poetiske sange med klare politiske udsagn.

Pablo Nerudas begravelse

Den 25. september 1973 døde Chiles store digter og forfatter Pablo Neruda ensom i sit hus bevogtet af soldater.

På trods af den voldsomme repression og udgangsforbuddet samledes tusinder af folk med livet som indsats for at ledsage Neruda på hans sidste rejse. Dette blev venstrefløjens sidste offentlige demonstration og tilkendegivelse i mange år.

Magthavernes grusomme hævn

Forsøget på at skabe et samfund baseret på frigørelse og social retfærdighed indenfor de parlamentariske rammer, blev tilintetgjort af det CIA-støttede militærkup.

Salvador Allendes »demokratiske vej til socialisme« blev druknet i blod.

Mange tusinde venstrefløjsaktivister blev myrdet. Omkring 100.000 chilenere blev i de følgende år varetægtsfængslet af militæret og systematisk udsat for tortur. Mange af kvinderne blev udsat for voldtægt og uhyrligt brutale sexistiske overgreb.

En million mennesker blev drevet i eksil.

MIR var den eneste organisation, som i nogle år efter kuppet fortsatte en væbnet modstand i illegaliteten.

I starten af 1980`erne dukker en anden byguerilla-gruppe op i Chile: »Den patriotiske front Manuel Rodríguez«, FPMR, der gennemførte en lang række opsigtsvækkende væbnede aktioner.

Gruppens mest spektakulære aktion fandt sted den 7. september 1986 med et attentat mod general Pinochet. Han slap dog med lette kvæstelser.

Der er i dag stadig væk politiske fanger fra modstanden mod militærjuntaen i Chiles fængsler, skønt Pinochets gamle garde for længst er blevet historie.

Alfred Lang er freelance-journalist og historiker, aktiv i autonom info-service

Linkforslag

Hør nogle af Victor Jaras poetisk-politiske sange

Læs interview med en tildliger aktivist fra MIR, »Det var som en Vukan i udbrud«, på Modkraft.dk

Læs om Chiles historie på Leksikon.org

Besøg Indymedia.chile

Og så kan den fremragende spillefilm om Chile 1973, Missing af Costa Gavras med Jack Lemmon i hovedrollen, stærkt anbefales. Den kan fås på video og DVD.