Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
18. juli 2006 - 0:59

Kommentar: Venstrefløjen opfandt spin

Aktioner og happenings er en central del af venstrefløjens kommunikative repertoire– og politiske selvforståelse. Aktioner og lignende er kendetegnet ved at være kommunikative symbol-handlinger, der skal etablere en bestemt vinkel på en given politisk sag.

Blandt mere eller mindre berømte og berygtede aktioner kan nævnes Solvognens aktioner i 70’erne, rødstrømpernes happenings i samme periode, Sandholm-aktionen i 90’erne og Enhedslistens Dankort-aktion under den seneste valgkamp.

4. juli i år blev der i Købehavn gennemført en tavs Guantánamo-march, der med tilnærmelsesvis kirurgisk præcision rettede fokus på den såkaldte krig mod terrors omkostninger for menneskerettigheder og retstilstand. En aktion der skriver sig ind i rækken af klassiske kommunikative symbol-handlinger.

Ovenstående eksempler, og resten af den lange liste af spøjse, underlige, humoristiske og alvorlige aktioner, happenings og events er eksempler på spin.

Denne påstand vil sikkert gøre ondt på en venstrefløj, der sætter lighedstegn mellem spin og fordækte dagsordner. Faktisk vil der som hovedregel sættes lighedstegn mellem spin og løgn. Disse antagelser er fejlagtige.

På en skala mellem løgn og sandhed, så må spin nødvendigvis altid holde sig på den rigtige side af grænsen til løgn. Spin kan ikke være løgn, for hvis noget er løgn, så er det løgn.

Grundlaget for Irak-krigen kan kun karakteriseres som spin, såfremt Bush, Blair, Fogh og de andre faktisk troede, der var en grad af dækning for påstandene om masseødelæggelsesvåben. Hvis ikke de selv troede på påstandene og vidste, at grundlaget var fejlagtigt, ja, så var det ikke spin, men en god gammeldags gemen løgn.

Mens spin altså kan ligge tæt på grænsen til løgn, så kan spin også befinde sig i sikker afstand fra løgnen.

Men hvad er spin så?

Først og fremmest handler spin om et formål. Begrebet er, som det måske vil være nogle bekendt, hentet fra sportens verden, og det dækker over evnen til at få en bold til at lande det ønskede sted.

I kommunikativ forstand handler spin altså om at et budskab lander det rigtige sted; at et synspunkt eller et faktum får den ønskede afkodning, og i bedste fald den ønskede virkning – f. eks. en holdnings- eller adfærdsændring.

Men udover et formål, så drejer spin sig også i høj grad om teknikker. Viften af tekniker er lige så bred som feltet kommunikation som sådan; der findes teknikker, der er ufine og manipulerende, men der findes også helt regulære teknikker.

Landets statsminister er uofficiel danmarksmester i spin. Anders Fogh er samtidig en udtalt eksponent for de tvivlsomme teknikker i spin-værktøjskassen: Anders Fogh giver ikke interviews om Irak-krigen, han svarer systematisk ikke på kritiske spørgsmål i Folketingssalen, han afviser på arrogant vis kritik (”der er ikke noget at komme efter”) og latterliggør kritikere (”jeg kan forstå at der er nogle der går meget op i den sag”).

Men at der findes folk, der anvender ufine metoder, og at der på spin-repertoiret overhovedet findes tvivlsomme teknikker, er altså ikke det samme som at spin per definition er suspekt og per definition handler om at dække over nogle besværlige sager, bortlede opmærksomheden fra problemer eller miskreditere politiske modstandere. Der findes også anstændig og lødig spin.

Aktioner og happenings tjener som kommunikative symbolhandlinger til at lægge et præcist snit i definitionerne af rigtigt og forkert, eller til at påpege et misforhold eller en brudflade.

Symbolhandlinger er i stand til dette, fordi de, som de små fortættede og enkle fortællinger, de er, kan skabe præcise indramninger af en sag eller et problemfelt.

Dette kan selvfølgelig ske med varierende raffinement, men i sin essens er symbolhandlingen en styret forenkling af en kompleks virkelighed.

Netop denne fortællingens kraft og evne til at skabe troværdige forenklinger og forsimplinger, er en integreret del af både moderne politisk kommunikation og moderne markedsføring. Det afgørende for forenklingens lødighed, er selvfølgelig karakteren af, hvad der udelades i fortællingen.

Dermed rammer vi også det afgørende punkt i distinktionen mellem lødig og ikke-lødig spin.

Venstrefløjen har med sin aktions-kultur, samtidig en lang spin-kultur. Når venstrefløjen bedrev spin i 70’erne, så var det lang tid før, begrebet blev en del af moderne politik.

At venstrefløjen, som hævdet i overskriften, har opfundet spin er selvfølgelig ikke rigtigt; retorik og spin er delmængder af hinanden, og retorik var jo som bekendt noget, der allerede blev syslet med i antikken.

Men hvor spin normalt behandles som et fænomen, der er opstået i kølvandet på den post-moderne politiske kommunikations indtog på scenen, så er virkeligheden altså den, at venstrefløjen også her var på forkant: Vi har bedrevet spin i årtier.

Når venstrefløjen forholder sig til fænomenet spin og dets rolle i moderne politik, så giver det altså ikke mening at gøre det til et spørgsmål om for eller i mod spin.

Opgaven er den langt mere udfordrende og komplicerede, at fastholde og udvikle vores lange tradition for lødig og bæredygtig spin, og samtidig afvise og forsøge at demaskere den mørke side af spin.

At der får år siden kun blev produceret pesticid-mælk, fik os jo ikke til at afvise mælk som en fødevare med fremtid. Næ, det banede vejen for økomælken.

Lad presset på den lødige politiske kommunikation bane vejen for øko-spin.

Mikkel Skov Petersen er økospindoktor i Enhedslistens Folketingssekretariat

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce