Under pres fra venstre

De europæiske socialdemokratiske partier har siden 1990erne i højere og højere grad vist sig ude af stand til at formulere en politik, der tog hensyn til de samfundsmæssige forandringer, der foregik og forgår i de forskellige europæiske stater.

Den til grund liggende tendens er den samme, udformningen kan være forskellig betinget af overleverede historiske omstændigheder.

Principielt ændrer produktionen sig f.eks. fra sværindustri til højteknologi, fra lavt til højt videns-input, fra produktion til service, og dermed ændres også arbejderklassens struktur; hertil kommer overfladefænomener som migration fra de såkaldt underudviklede lande: fra landsbysamfund til storbyer, fra religiøst beherskede samfund til sekulære.

Som i tidligere perioder er det disse overfladefænomener, der indtager en betydelig plads i den offentlige debat.

De fleste socialdemokratiske partier, der allerede havde fjernet sig langt fra deres udgangspunkt i tiden efter 2. verdenskrig: At ville forandre samfundet evolutionært til samfund med en større grad af lighed, retfærdighed for mænd og kvinder, med social tryghed for alle, fjernede sig fra 1990erne fra deres sociale basis.

De forstod ikke, at de strukturmæssige forandringer i arbejderklassen ikke betød en ændret position for lønmodtagerne i samfundets opbygning, men vurderede denne udvikling således, at arbejderklassen var forsvundet eller dog i det mindste var blevet et sociologisk randfænomen: Den sociale gruppe, der var på vej frem var folk i mellemlag, hvortil også regnedes faglærte arbejdere, mens de ufaglærte og tillærte arbejdere var på vej ud.

De nye principudtalelser de socialdemokratiske partier formulerede i 1990erne var alle mere eller mindre på linje med Tony Blairs »New Labour«-forestillinger.

Det medførte, at der opstod et politisk tomrum til venstre for de socialdemokratiske partier, men det medførte ligeledes, at en stor gruppe af de hidtidige trofaste socialdemokratiske medlemmer og vælgere blev apolitiske og afholdt sig fra at deltage i det politiske liv (valg) og i nogle lande tilsluttede sig højrepopulistiske og fremmedfjendske partier.

Ind mod midten

Det var blevet lettere for de socialdemokratiske partier at rykke ind mod midten, fordi de hidtidige konkurrenter på venstre side af det politiske spektrum, de kommunistiske partier, dels var gået i opløsning, dels forsøgte at finde en ny position, som i sidste instans var de tidligere socialdemokratiske positioner.

Denne proces var indledt længe før 1989/90 og havde i lande som Danmark, Norge, Sverige, Nederlandene ført frem til partier, der kunne opnå 15-20 % af stemmerne. De forblev dog i modsætning til de socialdemokratiske massepartier vælgerpartier, ingen af dem opnåede en betydelig organisationsgrad (til en vis grad med undtagelse af Nederlandene).

I de central- og sydeuropæiske lande var stabiliteten dog større, her havde de socialdemokratiske massepartier – om end de var mindretal i sammenligning med kommunisterne – åbenbart et fastere greb om deres vælgere og medlemmer.

Imidlertid kan vi her iagttage de store kommunistiske partiers opløsning (især i Italien og Frankrig); i disse to lande er de traditionelle kommunistiske partier blevet stærkt reduceret, uden at der endnu har vist sig tegn på at noget nyt er ved at opstå (ATTAC-bevægelsen eksisterer ganske vist fortsat, men uden stor gennemslagskraft; de gennemførte Sociale Fora har været velbesøgte, men mangler en stabil organisation og deltagerne er for heterogene til at kunne udtrykke en omfattende fælles målsætning).

De »realsocialistiske« landes sammenbrud havde i partipolitisk henseende naturligvis til følge, at de hidtil statsbærende partier forsvandt.

I flere af landene er de eller deres efterfølgere dog blevet valgt til regeringsbærende positioner i kortere eller længere perioder, samtidig med at de, på nær det tjekkiske parti, har opgivet en kommunistisk linje.

I andre lande, f.eks. Serbien eller Rusland, har disse partier udviklet en programmatisk blanding af social protest og nationalbetonet kritik og har dermed nærmet sig højre-populistiske holdninger.

I det største land i den Europæiske Union, Tyskland, der efter foreningen af de to tidligere tyske stater har et indbyggertal på ca. 80 millioner og generelt set et stærkt økonomisk potentiale (i de seneste 5 – 10 år har der ganske vist været krisetegn på enkelte områder), har sammenslutningen af de to stater medført en udvikling, der punktvis adskiller sig fra de øvrige EU-medlemslande.

Da den nyvalgte socialdemokratisk ledede regering – koalitionspartneren var det på det tidspunkt generelt reformorienterede Grønne parti – i 1998 overtog regeringen var landet kommet ind i en økonomisk nedgangsperiode med en stigende arbejdsløshed.

Regeringschefen Gerhard Schröder erklærede, at den nye regerings politik skulle måles på, at det ville lykkes den at nedbringe arbejdsløsheden massivt.

På neoliberalt grundlag

Den reformpolitik, som regeringen indledte, var imidlertid baseret på de neoliberale overvejelser om, at omkostningerne skulle holdes nede for virksomhederne. Det derved genererede overskud ville medføre nyinvesteringer, og således ville der blive oprettet nye arbejdspladser, ligesom virksomhedernes afvandring til billigproduktionslande ville blive modvirket.

Det væsentligste instrument for at nedbringe omkostningerne for virksomhederne var at sænke selskabs- og virksomhedsbeskatningen – det var et generelt træk i de europæiske lande, ikke nogen innovativ politik fra den nye regering.

De dermed manglende penge i de offentlige kasser – kommuner, forbundslande og staten – kunne hentes på to måder: en øget beskatning af befolkningen og en nedskæring af de sociale ydelser.

Den øgede beskatning ramte især lønarbejdere af alle kategorier, de bedre stillede, f.eks. de liberale erhverv, fik derimod skattebegunstigelser, idet det jo var disse grupper af borgere, der skulle øge deres investeringer.

Nedskæringen af de sociale ydelser kom også, dog med en tidsforskydning, de blev først for alvor implementeret i den anden regering Schröder fra 2002.

Det skete, fordi den indledte politik havde vist sig at slå fejl: Arbejdsløsheden steg voldsomt og kom i 2005 op på ca. 5 millioner arbejdsløse. Malkepigeregnestykket – lavere omkostninger for virksomheder fremmer investeringslysten i de produktive erhverv (industrien) – havde vist at slå fejl.

De sociale omkostninger steg således voldsomt samtidig med at forbruget gik ned, de almindelige borgere holdt på deres forholdsvis få sparepenge, fordi de forudså, at deres private økonomi ville blive udsat for et yderligere pres. Dermed faldt indlandsefterspørgslen, og krisen voksede for mange virksomheder, der overvejende producerede for det tyske marked (den tyske eksportindustri havde fortsat gode tider).

I den samme periode forstærkedes en koncentrationspolitik, virksomheder og banker opkøbte hinanden for at stille sig bedre ved nye fremstød i det indre europæiske marked (især efter optagelsen af de ti nye østeuropæiske lande i EU), men også globalt.

Denne politik har ikke, i det mindste ikke i Tyskland, bidraget til at skabe nye arbejdspladser til erstatning for gamle, som er forsvundet pga. af den teknologiske udvikling.

Vandt valget, men tabte opbakningen

Udviklingen medførte en voksende utilfredshed i den tyske befolkning med regeringens politik.

Ved valget i 2002 bevarede regeringen kun med nød og næppe sit flertal i parlamentet.

Den fortsatte alligevel sin moderniseringspolitik, og nu gik det for alvor ud over de sociale ydelser: Pensioner blev nedskåret direkte, omkostningerne for pensionister til medicin og andre livsnødvendigheder steg betydeligt, arbejdsløshedsunderstøttelsen faldt kraftigt, folk blev presset til at arbejde til en løn langt under de med fagbevægelsen aftalte tariffer og til at sætte den ugentlige arbejdstid op til 40 timer uden lønkompensation – hvormed regeringen og industrien fik en sidegevinst med svækkelsen af fagbevægelsen, der ikke kunne mobilisere sine medlemmer til at stå imod.

Kampen mod fagbevægelsen er intensiveret siden valget i 2005, det fremgår af den omfattende konflikt i februar-marts i år blandt de offentlige ansatte. Delstatsregeringerne og kommunerne afviser at slække på deres krav om forhøjet arbejdstid uden lønkompensation; samtidig modsætter de sig generelle aftaler om løn og arbejdstid – de vil bestemme ensidigt og dermed indlede en proces, hvor tarifaftaler efterhånden helt forsvinder.

De offentlige ansatte fører en forsvarskamp for hele fagbevægelsen, som dog knap nok bliver bakket op af den øvrige fagbevægelse og heller ikke finder stor forståelse blandt arbejderne i det hele taget.

Fagbevægelsen har i de økonomisk gode år integreret sig i det økonomisk-politiske system og er nu fanget af dette. Fagbevægelsens organisationsgrad i Tyskland er faldet stærkt – en udvikling, der er generel i Europa, med undtagelse af de fire nordiske lande og Belgien.

Den tyske moderniseringspolitik gentager sig i flere af EU-medlemsstaterne, men er dog mest udpræget i Tyskland. Resultatet blev, at socialdemokratiet tabte det ene valg efter det andet til parlamenterne i de tyske delstater.

I sommeren 2005 kapitulerede regeringen og udskrev valg til det nationale parlament i september, selv om den havde kunnet blive siddende i endnu et år.

Regeringen tabte dette valg og efterfølgende dannedes en regering af det højreborgerlige parti (CDU/CSU) og socialdemokratiet. De to partier var næsten lige store, CDU/CSU var dog størst og fik således overdraget posten som regeringschef, dvs. det kan præge regeringens politik.

Valgets store overraskelse: Die Linkspartei

Den største overraskelse ved valget var dog, at et nyt venstreorienteret parti opnåede valg med ca. 8,7 % af stemmerne.

I anden omgang var det vigtigt, at de højreekstreme partier ikke fik et ben til jorden, og at højrefløjen i CDU/CSU gik tilbage.

I virkeligheden var det nye parti, Die Linkspartei, ikke engang noget parti, men et begyndende samarbejde mellem to ret forskellige grupperinger, der blot stillede op på en fælles liste.

Skillelinjen mellem de to grupperinger fulgte grænsen mellem de to tidligere stater Øst- og Vesttyskland.

I Østtyskland havde det tidligere regeringsparti SED nødtvungent foretaget et vældigt opgør med sin tidligere politik og havde i løbet af det første årti i den nye stat kæmpet hårdt for at blive anerkendt som et venstreorienteret socialdemokrati.

Det opgav ethvert krav om et revolutionært samfundsforandrende perspektiv, men ville nu være et socialt reformparti og et parti, der aktivt gik ind for fred.

Med dette perspektiv havde det nærmet sig andre af de i EU-parlamentet repræsenterede venstreorienterede partier, og PDS, som det tidligere SED kaldte sig, søgte et samarbejde med denne fraktion i Europa-parlamentet.

Samtidig forsøgte PDS, som havde en betydelig styrke i det tidligere Østtyskland, hvor det fik op mod 20 % af stemmerne ved de forskellige delstatsvalg, at udvide sin organisation til de vesttyske delstater.

Partiet var klar over, at hvis det skulle kunne få betydning i det nationale parlament og en indvirkning på politikken, måtte det nå udover grænserne for det tidligere Østtyskland og definere sin politik i forhold til det socialdemokratiske parti, som måske kunne være en relevant samarbejdspartner.

Det sidste var et opnåeligt mål: PDS blev deltager i regeringerne i to af de østtyske delstater, men det betød total underkastelse under de socialdemokratiske forestillinger om udviklingen.

Det andet mål, at opbygge en partiorganisation i de vestlige tyske delstater, mislykkedes stort set.

Partiet fik et yderligere problem: De østtyske delstater afindustrialiseredes. Den ene virksomhed efter den anden blev opkøbt og lukket af vesttyske firmaer, som ikke ønskede konkurrence, fordi deres produktionskapacitet var stor nok til at forsyne hele landet plus et eksportmarked.

Afindustrialiseringen betød, at befolkningstallet i de østtyske delstater faldt, at arbejderne så vidt muligt søgte til Vesttyskland, for om muligt at finde arbejde der (eller også i andre af de tysktalende lande i Europa).

Dermed forsvandt også mange af de mulige medlemmer fra partiet, som i dag kun har en ringe arbejderandel blandt medlemmerne i modsætning til andelen blandt vælgerne ved parlamentsvalget i 2005.

Partiets medlemstal er derfor gået stærkt tilbage i Østtyskland, mens det aldrig opnåede at få særlig mange medlemmer i Vesttyskland.

Det betyder, at aldersstrukturen i partiet er uheldig, og at de lokale medlemsorganisationer domineres af medlemmer, der er afhængige af partiets medvirken i byråd etc.

Men det er essentielt for et socialistisk vælgerparti at have mange medlemmer, der kan propagandere for partiets forslag i offentligheden og dermed gøre det uafhængigt af de borgerlige medier, som har næsten monopol på den offentlige debat.

Nu er det som nævnt mere end tvivlsomt om ledelsesgruppen i PDS har interesse i at udvikle alternativer til den bestående samfundsorden.

Hvis man ser på de andre forhenværende kommunistiske partier fra østbloklandene og ligeledes på de tidligere kommunistiske partier i f.eks. Danmark, Sverige og Italien er det ikke en sådan politik, der står øverst på dagsordenen.

De fastholder dog en reformistisk politik i traditionel forstand i modsætning til de socialdemokratiske partier, som helt overvejende er gået over til borgerlige værdier i en liberal udgave.

De »nye« venstrepartier har dog også progressive synspunkter på nogle af de »værdimæssige« områder.

Socialdemokraterne har ofte mere traditionelt progressive standpunkter: f.eks. vedr. udlændinge, miljø, trafik, ligestilling mellem kønnene.

Om den Europæiske Union giver adskillige af de nye venstrepartier i modsætning til de socialdemokratiske partier udtryk for en kraftig skepsis.

I det vestlige Tyskland har dette forhold i første omgang ført til, at socialdemokratiets tidligere formand, Oskar Lafontaine, trådte tilbage som finansminister i den første regering Schröder og dermed signalerede en begyndende utilfredshed med partiets såkaldte moderniseringspolitik ud fra keynesianske positioner.

I Schröders anden regeringsperiode, da »moderniseringen« af den hidtidige velfærdsstatslige lovgivning blev indledt, der som anført førte til betydelige forringelser i arbejdsløses og pensionisters økonomiske forhold, voksede denne utilfredshed i høj grad, og i 2004/2005 udviklede der sig initiativer båret især af tillidsfolk i fagbevægelsen, der søgte at føre partiet tilbage til en reformistisk politik.

Det mislykkedes og opponenterne samlede sig i i et foreløbigt valgalternativ. Det afviste oprindeligt et samarbejde med PDS, som blev stemplet som kommunistisk. Det er svært at vurdere, om det var af taktiske årsager, eller om det var ment alvorligt.

Det lykkedes imidlertid valgalternativet at formå Oskar Lafontaine, der havde et godt navn i socialdemokratiets venstrefløj, til at stille sig i spidsen for valgalternativet. Han gjorde det imidlertid til en betingelse, at man aktivt forsøgte at få et samarbejde med PDS i stand.

Han var klog nok til at forstå, at det ikke nyttede at give efter for antikommunistiske stemninger, især da han var klar over, at den mest indflydelsesrige gruppering i PDS ønskede at deltage på lige fod i udviklingen i Tyskland på en socialdemokratisk basis.

Det lykkedes at finde en metode til at samle de to partier, PDS og valgalternativet, på en fælles liste og i valget i september 2005 at få 8.7 % af stemmerne.

Begge partier har siden da diskuteret betingelser for en sammenslutning, som ønskes gennemført i 2007. I begge partier er der en vis modstand mod en sammenslutning, idet samarbejdspartneren ikke anses for at være socialistisk.

I valgalternativets organisation i Berlin har modstanderne af en sammenslutning et flertal og har besluttet at opstille selvstændigt til delstatsvalget i oktober 2006. Det kunne betyde et alvorligt tilbageslag for det kommende venstreparti.

Hvordan situationen i Berlin udvikler sig er ikke helt klart. Foreløbig har valgalternativets beslutning skabt et vist røre, sandsynligheden taler dog for, at den endelige afklaring først kommer senere.

Lafontaine har således vendt sig imod denne beslutning; problemet er at PDS i Berlin har indgået et regeringssamarbejde med socialdemokratiet og som følge heraf har accepteret at føre en politik mod deres vælgeres interesser.

Der er generelt stor usikkerhed over, hvor det evt. forenede parti vil placere sig.

Især PDS er præget af illusioner om den normale kapitalismes fremgangsmåder; det har trods de 15 år partiet har eksisteret i et borgerligt-kapitalistisk system ikke forstået den grundlæggende modsætning mellem kapital og arbejde.

Tilsyneladende har den marxistisk-leninistiske propaganda i Østtysklands 40-årige eksistens ikke gjort stort indtryk.

Partiet har ikke i realiteten fremmet en udenom-parlamentarisk kamp f.eks. demonstrationer, strejker og faglig aktivitet i det hele taget (der findes dog mindre grupper i partiet, der har forstået det).

Valgalternativet er ligeledes præget af illusioner, det vil hellere i dag end i morgen vende tilbage til moderpartiet, hvis dette bare vendte tilbage til politikken for 10 år siden.

Valgalternativet, hvis centrale gruppe er fagligt aktive industriarbejdere – men ikke klassebevidste arbejdere – håber på, at socialdemokratiet vil besinde sig, så der efter næste valg til det nationale parlament kan dannes en ny regering bestående af reformkræfterne i det politiske liv.

Ingen af de to organisationer giver udtryk for virkelig at ville stille spørgsmålstegn ved den økonomiske struktur, begge er interesseret i at deltage i det politiske spil i parlamenterne for at få indflydelse.

Sandsynligheden taler for at det ender med at blive et venstresocialdemokratisk parti, der ikke har svar på de spørgsmål, som den internationale økonomiske og politiske strukturændring stiller.

Det er muligt at dynamikken i udviklingen tvinger partiet til at finde svarene, det er muligt at de forskellige mindre grupperinger, dels i partiet, dels uden for, kan få indflydelse på denne proces, som så kunne få betydning for udviklingen af et socialistisk alternativ i Europa.

Men da der ingen steder i Europa – inklusive Frankrig – ses at eksistere brede massebevægelser, der går til modstand mod den almene udvikling, kan et socialistisk alternativ næppe få en umiddelbar betydning.

For Tysklands vedkommende kunne det opstående parti, sammenslutningen af PDS og valgalternativet, betyde at standpunkter til venstre for Socialdemokratiets nuværende linje får mæle i parlamentet gennem Linkspartei, som også kunne blive en alvorlig konkurrent til socialdemokratiet.

Dette parti har ganske vist fortsat en væsentlig større medlemsskare end Linkspartei, men har allerede været udsat for en kraftig nedgang.

Efter delstatsvalgene 26. marts 2006 erklærede fremtrædende socialdemokrater omgående, at forsøget på at udvide PDS mod vest var mislykket. Så entydigt er billedet imidlertid ikke.

Ganske rigtigt var det ikke lykkedes for Linkspartei at opnå valg i delstaterne Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz; 5%-spærregrænsen er en effektiv stopklods, men det havde dog fået et stemmetal, som ikke er helt ringe for et første forsøg.

I delstaten Hessen var der samme dag blevet afholdt valg til by- og amtsråd, her fik partiet hen ved 3% af stemmerne på delstatsbasis, og i flere af de store industri- og universitetsbyer nåede det op på 6 – 8 %.

Det, man kan aflæse af disse tal, er, at partiet ikke har udtømt sit potentiale endnu, at afgørelsen først vil falde i løbet af det næste års tid.

Det kan få betydning, fordi det nye parti eksisterer i EU’s største stat.

Der består naturligvis også den mulighed, at det tyske socialdemokrati og de andre socialdemokratiske partier finder frem til en politik, der faktisk gavner deres vælgere, og dermed også åbner for et samarbejde med venstrefløjspartierne.

Sandsynligheden er ikke særlig stor, det viser erfaringen fra de skandinaviske lande med al ønskelig tydelighed; flere af venstrefløjspartierne håber alligevel på dette og bygger deres taktik på dette standpunkt.

Gerd Callesen er historiker og forskningsbibliotikar.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Solidaritet nr. 2/2006.