Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
15. februar 2006 - 15:42

Anmeldelse: Maos magt

Den kinesiske forfatter Jung Chang og historikeren Jon Halliday har skrevet en biografi om den mægtigste kinesiske leder i vor tid, Mao Zedong, som igennem fire årtier kom til at stå som symbol på både frihedskamp og undertrykkelse, berettiget oprør mod autoriteter og brutal forfølgelse af kritikere.

Bogen er på lidt over 700 sider og forsynet med et omfattende noteapparat og en lige så imponerende litteraturliste.

Den holder sig tæt til ’formandens’ liv som privat og offentlig person. Samtidig har hensigten tydeligvis været at skrive den sande historie om det kinesiske kommunistpartis vej til magten og dets lederes forvaltning af ansvaret for verdens største befolkning. For bogens forfattere er historien om udviklingen af det moderne Kina lig med historien om Mao Zedong.

Bogen er fuld af modsætninger og byder på ujævn læsning; på samme tid spændende og rystende, ind imellem kedelig, men desværre gennemgående utroværdig.

Nogle afsnit er elementært spændende, andre snegler sig af sted som staccato opremsninger af historiske forløb iblandet uforståelige detaljer.

Spændende og rystende

Spændende som en god roman er for eksempel historien om, at det var Chiang Kaishek, der bestemte, hvilken rute kommunisterne skulle flygte af i tredverne på den berømte lange march, som er gået over i historien som symbol på kommunisternes mod og overlegne strategiske dygtighed.

Selvom historien er spændende, er den dog ikke umiddelbart troværdig. Den bygger primært på udsagn fra Chiang Kaishek selv, som tilskrives et usandsynligt mål af kontrol over begivenhederne i områder, han ifølge andre kilder ikke havde kontrol over.

Sandsynlig er derimod historien om Lin Biaos fald, som også er spændende skildret, men ikke føjer meget nyt til, hvad der i øvrigt er beskrevet i den tilgængelige litteratur.

Bogen er samtidig også rystende på flere måder. Dels fordi den repeterer og udpensler de lidelser dele af den kinesiske befolkning blev udsat for gennem 30 års kommunistisk styre. For eksempel de omfattende forfølgelser under Kulturrevolutionen, som man har kendt til længe, men som stadig ikke har været omfattende og tilstrækkeligt behandlet i historieforskningen.

Maos ansvar

Forfølgelsen af Liu Shaoqi er grusom at læse og desværre temmelig sandsynlig. Men også rystende, fordi den knap nok omtaler de fremskridt, der skete i perioder under Maos styre.

Når der endelig beskrives en positiv udvikling skildres den, som om den er fundet sted på trods af Maos indflydelse og nærmest imod hans vilje.

Denne grundlæggende tone kom også til udtryk i udtalelser fra forfatterinden under et interview på bogmessen i Forum i december.

Under en diskussion om det Store Spring Fremad, som forårsagede en frygtelig hungersnød i de kinesiske landområderne, fremstillede hun den fejlslagne og uansvarlige politik som et udtryk for at Mao ’ønskede folk skulle dø’. Og her kommer vi til hovedanken mod værket, hvis troværdighed skæmmes af flere forhold.

Irrelavante og uunderbyggede detaljer

For det første på grund af forfatternes nærmest sygelige trang til at rakke ned på deres hovedperson. Trangen giver sig udtryk i et væld af mere eller mindre irrelevante og uunderbyggede detaljer om Mao som person, bl.a. at han ikke var i bad i de 27 år som leder af den Kinesiske Folkerepublik. Udover at det lyder usandsynligt, kan man spørge, hvad hans urenlighed har at gøre med hans magtmisbrug.

Mao fremstilles ned til mindste handling og tanke som magtsyg, egoistisk, sadistisk, arbejdssky og kvindeforagtende. Alt, hvad han har udtalt, og alt, hvad der er sket i historien, vendes til at underbygge dette billede.

Et par eksempler kan nævnes: ”Fra sidst i 1920, da han kom ind i de kommunistiske cirkler, begyndte Mao at bruge udtryk som ’arbejdere’ og ’bønder’ og ’proletariatet’. Men det var udelukkende fraser, en del af et obligatorisk ordforråd” (s.10).

Der er kildeangivelser på, at han har brugt disse ’fraser’, men den sidste sætning underbygges ikke nærmere.

Senere: ”Mao udtænkte med sin sans for hensynsløshed en effektiv strategi mod Chiang. Den gik ud på at ’lokke fjenden langt ind på rødt territorium og slå til, når han var udmattet’” (s. 110). Det lyder jo ganske rigtig tarveligt, men man må jo betænke, at de to parter var i krig, og Chiang Kaisheks udryddelse af kommunisterne nævnes ikke. Tværtimod roses nationalisternes ’effektive politi’, som forhindrede kommunisterne i at operere i byerne (s. 134).

Det begynder faktisk allerede med bogens første sætning ”Mao Zedong, som i årtier besad absolut magt over en fjerdedel af verdens befolkning, var ansvarlig for mere end godt halvfjerds millioner døde i fredstid” (s. 3). Som bogen begynder med konklusionen, er forfatterne øjensynligt også gået til kilderne med et færdigt facit i hovedet.

Opdeling i godt og ondt

For det andet virker værket utroværdigt på grund af den skarpe opdeling i det gode og det onde. Det er ikke alene hovedpersonen, der ses i sort-hvid. Bogen befolkes generelt af skurke og helte.

En mand som Liu Shaoqi beskrives som gennemgående hæderlig, saglig og modig. Igen virker dette simpelthen ikke troværdigt, at visse personer i det blodige magtspil har været uden skyld, mens andre skal bære hele ansvaret.

Ingen kildekritik

For det tredje mangler der refleksioner over kildernes karakter. Et så omfangsrigt historisk værk, hvis forfattere påberåber sig at skildre sandheden om en person, kan ikke undvære en grundig diskussion af hvilke sammenhænge, alle oplysningerne stammer fra.

Hvilke motiver har de interviewede personer til at fortælle, som de gør? For manges vedkommende kan der være en klar grund til at overdrive mandens dårlige sider og underdrive hans bedrifter.

Personen og historien

For det fjerde tilskrives hovedpersonen næsten total kontrol med begivenhedernes gang - fra flugten fra baseområderne i midten af tredverne til slutningen på Kulturrevolutionen i 1976. Gennem manden skildres hele Kinas moderne historie, og han tillægges en altafgørende magt over udviklingen. Man får det indtryk, at alt hvad der er foregået i Kina siden 1930erne er styret af en persons vilje, hvorved personen og historien smelter sammen.

Men der gøres ikke noget forsøg på at forklare, hvordan én mand kan få en sådan indflydelse på trods af, at han er doven, uhæderlig, uden lederevner, uvidende om militære sager og uinteresseret i økonomi og administration.

Det er ikke umuligt, at analysen indeholder mange korrekte iagttagelser og konklusioner, men historien fremstilles simpelthen alt for enkel.

I hvilken slags system kan noget sådant forekomme, og er Mao alene ansvarlig for opretholdelsen af dette system? Hvilken rolle spillede resten af ledelsen? Hvorfor blev Sovjetunionen ved med at støtte Mao på trods af, at han ikke fulgte deres instrukser? Disse og mange andre spørgsmål er komplicerede, og der gøres alt for lidt for at forklare udviklingen.

Forfatterne har helt tydeligt foretaget en omfattende forskning i et varieret og omfangsrigt materiale. De har haft adgang til lukkede arkiver og har interviewet et væld af nøglepersoner over hele verden. Både den kinesiske og den sovjetiske vinkel er underbygget med et omfattende noteapparat, som viser, hvor langt omkring de har været.

Den kinesiske kommunismes historie (og dermed også Maos) er dramatisk og voldsom og der er ingen tvivl om, at lederne har blod på hænderne, som alle med stor magt i enevældige systemer.

Så meget mere ærgerligt er det, at den megen research ikke har ført til en dybere og mere velunderbygget analyse, som for alvor kunne udvide vores kendskab til personen Mao Zedong og hans regime.

Hatla Thelle er ansat som forsker og projektleder på Institut for Menneskerettigheder. Her varetager hun instituttets Kina-program.

Jung Chang/Jon Hallyday: Mao. Den ukendte historie. Rosinante 2005. 889 s. Kr. 399.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce