Anmeldelse: Finkelsteins sans for detaljer

Den amerikanske politolog Norman Finkelstein turde ikke være ukendt for læsere af litteratur om Israel-Palæstina konflikten.

Palæstina Orientering har eksempelvis gennem årene beskæftiges sig med hans bøger, og for dem der kan huske anmeldelserne, eller måske har læst bøgerne, vil det nok ikke komme som nogen overraskelse, at Finkelsteins nyeste udgivelse Beyond Chutzpah er nok et eksempel på elefantlitteratur i den mainstreamakademiske glasbutik.

Beyond Chutzpah fortsætter, hvor Finkelstein slap i sin bog Holocaust Industry, der anklager amerikanske jødiske organisationer, de samme der fungerer som ubetingede støtter af Israels hårdhændede politik overfor palæstinenserne, for ublu og amoralsk instrumentalisering af holocaust, og de jødiske ofre for nazismens jødeudryddelser i 30’rne og 40’rne.

Finkelsteins forældre var selv overlevende fra Auschwitz og fra Majdanek koncentrationslejren, og i Holocaus Industry lades læseren ikke i tvivl om, at han var stærkt knyttet til sine forældre, og at han måske er endnu stærkere knyttet til mindet om dem.

Og det er uomtvisteligt, at hans foragt overfor de jødiske organisationer, som efter hans mening bruger de holocaustoverlevendes skæbne til at berige sig selv og propagandere for usædvanlige moralske licenser til Israel, står i gæld til hans oplevelse af forældrenes skæbne.

Som man måske kan forestille sig det, blev Holocaustindustrien ikke udlagt som det, den var, nemlig en jødes opgør med de organisationer, der i USA gør krav på at repræsentere amerikanske jøders interesser og på at administrere den kollektive erindring om holocaust.

Egentlig ikke så mærkeligt i amerikansk politisk klima, der gør selv den mindste antydning af kritik af Israel eller af jødiske organisationer til et udslag af antisemitisme. Kongresmedlemmer formelig fyrer sig selv ved den mindste antydning af sympati for palæstinenserne, og den mindste antydning af kritik af Israel eller af jødiske organisationer, der støtter Israel bliver udlagt som antisemitisk hadefuldhed.

Så det er ikke underligt at Finkelsteins frontalangreb på israelapologeternes illegitime ’brug’ af holocaust, og på fx nobelpristageren Elie Wiesel, der i Finkelsteins øjne er holocaustindsustriens stormogul, har formået hans modstandere at trække de sædvanlige heste af stalden; Finkelstein er selvfølgelig, skiftevis og samtidig, ”selvhadende jøde”, antisemit, holocaust-benægter osv.

Finkelstein gør ikke noget for at bløde formuleringerne op i Holocaust Industry. Wiesel, AIPAC (American – Israel Public Affairs Commitee), ADF (Anti-Defamation League), WJC (World Jewish Congress) osv. bliver fremstillet som griske, som ”noget man finder under en sten”, for nu at citere hans optræden i det nu ophørte program Synsfeltet på Danmarks Radios P1.

Han lægger derfor bolden nydeligt til rette for dem, der vil påstå om ham, at hans beskyldninger er som taget fra den antisemitiske propagandas bagkatalog, der fremstiller jøder som grådige snyltere. Men det er ikke desto mindre, hvad han mener, at de amerikanske, proisraelske jødiske organisationer er.

Beyond Chutzpah

Hvor Holocaustindustrien efter min opfattelse på en og samme tid løftes og skæmmes af Finkelsteins vrede og hans polemiske opgør på forældrenes vegne er Beyond Chutzpah en langt mere analytisk bog.

Vreden er der stadig og den polemiske stil ligeså. Men den bærer præg af en mere optimistisk tone, en tiltro til fornuften og det gode arguments styrke i sig selv. Dette selvom han til overflod dokumenterer, at hverken fornuft eller argumenter har stor plads i politisk debat om forholdene i Mellemøsten, eller for den sags skyld om omfanget og karakteren af antisemitisme i USA og resten af verden.

Og det er netop denne påvisning der er bogens styrke, men den er også dens svaghed, hvis man i den venter at finde sofistikeret filosofisk diskussion af Mellemøstkonfliktens etiske dimensioner, implikationer af holocaust som historisk erfaring osv.

Faktisk er det Finkelsteins pointe, både i Beyond Chutzpah og i hans øvrige forfatterskab, at Mellemøst-konflikten ikke rejser dybsindige filosofiske spørgsmål, og at holocaust som historisk foreteelse rejser helt andre moralske spørgsmål end dem, som hans modstandere blandt Israel-apologeterne gider svare på.

Finkelsteins udgangspunkt er simpelt.

Han henviser til en udbredt politisk og akademisk konsensus om årsagerne til konflikten i Palæstina og dens løsning. Det, der har været kontroversielt, er det ikke mere.

I den akademiske verden, blandt historikere, er der ingen eller få der benægter den palæstinensiske Nakba, dvs. den palæstinensiske flugt op til og efter udråbelsen af den israelske stat, eller Israel og zionisternes rolle i dette. Og i FN er der overvældende flertal for en palæstinensisk stat i de områder, som Israel holder besat eller kontrolleret på Vestbredden og i Gaza (bortset fra Israel selv, USA og lejlighedsvis et par atoller i Stillehavet).

Selvfølgelig er der stadig ting at være uenige om, fx hvad man skal gøre for at løse det palæstinensiske flygtningeproblem. Men hvad det er for er et grundlæggende problem, der genererer ufred og uforsonlighed i Palæstina, er der ingen grund til at være uenig om. Det er det palæstinensiske flygtningeproblem og den israelske besættelse, der er den grundlæggende årsag til problemerne mellem Israel og palæstinenserne.

På den baggrund spørger han: I lyset af denne politiske og akademiske konsensus, hvad forklarer da, at konflikten er så kontroversiel som den er? Hvorfor, spørger han, er der en slags forbud mod sammenligne Israel med fx apartheid? Og han svarer selv, at i alle de relevante analogier, som man komme i tanke om med hensyn til Israel-Palæstina konflikten, vil Israel komme ud på den ’forkerte’ side af analogien.

Eller hvorfor opleves palæstinensisk væbnet modstand som spektakulær, som noget der er, eller nødvendigvis må være motiveret af anti-judaisme eller antisemitisme? Hvorfor behøver vi mystificerende forklaringer, når nu svaret ligger lige for? Israel har besat palæstinensernes jord, fordrevet dem, og de er bange for at miste endnu mere, end de allerede har mistet.

Til sammenligning nævner Finkelstein de nordamerikanske indfødtes modstand mod den europæiske kolonisering. Den var blodig og grusom, ganske som nutidens palæstinensiske selvmordsbomber er det, men forklaringen på den ligger lige for. De indfødte nordamerikanere kunne se, hvor det bar hen, at de var i færd med at miste det land, som havde brødfødt dem. Ingen grund til mystifikation her:

”For at forstå motivet bag palæstinensiske ’grusomheder’ er den menneskelige evne til indfølelse tilstrækkelig. Forestil jer den moro det ville vække, hvis en historiker kom med den hypotese, at de amerikanske indfødtes modstand var motiveret af anti-kristenisme eller anti-europæisme” (s. 14)

Det korte svar på Finkelsteins indledende spørgsmål er, at det kontroversielle i dens israelsk-palæstinensiske konflikt er fabrikeret, at den er orkestreret af Israel-apologeter, der har en interesse i at fremstille konflikten som én, der er ubegribelig for almindelige mennesker, og en som er usammenlignelig med andre konflikter.

Rationalet i sammenligningsforbuddet er, at det fordres af kritikere af Israel, at de ikke evaluerer denne stats handlinger, som de ville evaluere andre staters. Alternativt bliver kritikere af Israel, der nægter at overholde forbuddet, bagvasket med anklager om antisemitisme.

Apologeterne bruger tre strategier i konstruktionen af sammenligningsforbuddet og den generelle miskreditering af Israels kritikere. For det første mystifikation. For det andet ved at fremstille legitim kritik af Israel som et udslag af antisemitisk sindelag. For det tredje gennem forfalskning af den historiske dokumentation.

Mystifikationen gør Finkelstein kun lidt ud af. Den består i mærkværdiggørelsen af palæstinensiske motiver eller af påstande om muslimsk animositet mod jøderne fra tidernes morgen. Den trækker på dubiøse påstande om jødernes ’historiske ret’ til området, om jødisk religiøs og kulturel totusindeårig tilknytning til Palæstina, påstande som trækker på romantisk ’blut und boden’-ideologi og som af en eller anden grund kan bruges til at ugyldiggøre den faktiske palæstinensiske beboelse af området i mellemtiden (s. 9ff.).

Antisemitiske passionsspil

Da den amerikanske b-filmskuespiller Mel Gibsons film, The Passion of Christ, havde premiere, var der med det samme lagt i kakkelovnen.

ADL og flere kommentatorer udlagde filmen som antisemitisk, fordi den gentog den klassiske antisemitismes påstand om jøderne som Kristus’ mordere, og den lagde, mente de, dermed grunden for en gentagelse af fortidens progromer.

Mel Gibson var næppe ude i Israel-kritisk ærinde, da han instruerede filmen, men han var et let, men bemærkelsesværdigt bytte: Hvis han trak filmen tilbage eller undskyldte, så ville det demonstrere for alverden, at man skulle passe på for ikke at blive trukket gennem sølet som antisemit; hvis han undlod ville det vise, at antisemitismen er allestedsnærværende.

Jeg ved ikke, hvad der er at komme efter for folk, der vil finde antisemitisme i filmen, men affæren viser hysteriets omfang.

Finkelstein gør kort proces med Gibson selv, som han gør det med anklagerne mod ham: ”Hvem havde, før Passion, troet, at der var blot et spor af en tanke i Gibsons hovede?” (s. 24).

Et morsomt fortilfælde for balladen om Mel Gibson findes i øvrigt i en tilsvarende ballade fra 1970’erne, nemlig om filmen over Andrew Loyd Webbers musical, Jesus Christ Superstar, instrueret af Norman Jewison. Denne havde i forvejen lavet et ”antisemitisk teaterstykke” om til en film, der var om muligt ”endnu mere antisemitisk.” Og Andrew Loyd Webber, skriver Finkelstein ironisk, ”fortsatte med at skrive skandaløst antisemitiske Broadway-stykker som Cats (en kodet henvisning til Katz?)” (s. 22).

Jøden blandt nationer

Anklagerne om antisemitisme baserer sig paradoksalt nok på, at de, der fremsætter dem, insisterer på, at jøder er særlige, at deres uomtvistelige historiske offer gør dem til nogle, som skal måles med en særlig moralsk målestok på den ene side, men som, når de bliver målt med mere universelle målestokke er udsat for selektiv indignation.

Således refererer Finkelstein følgende fra Harvard-juraprofessoren Alan Derschowitz selvbiografi: ”Det er umuligt at forstå den opmærksomhed – for det meste kritisk – som Israel er genstand for, uden at anerkende at Israel er ’jøden’ blandt nationerne” (s. 33).

Hvor det ellers – herhjemme, i USA og andre steder - har haltet med at dokumentere nogen form for antisemitisk sindelag hos dem, der beskyldes for at have et sådant, så åbner denne udlægning en ladeport for semantisk svindel af værste skuffe.

Skridtet er ikke langt til at gøre al kritik af Israel til udslag af antisemitisme. Man behøver kun at påstå at Israel har kortere snor end andre, eller insinuere at den bemærkelsesværdige optagethed, mange har af Mellemøstkonflikterne (i forhold til talrige andre, fx mere blodige konflikter) er dubiøs, fx fordi der hakkes på Israel, som ’trods alt det eneste demokrati i Mellemøsten’.

At det sidste snarere er et argument mod demokrati, eller for at indskrænkede diktatorer ikke behøver at frygte det, tænker ’demokraterne’ ikke. At udgangspunktet, påstanden om kritikkens uretfærdighed, er udokumenteret, og at det forholder sig omvendt i amerikansk (og dansk, såmænd) offentlighed, skeles der ikke småligt til.

Den ny antisemitisme

Det er karakteristisk for ’den ny antisemitisme’, som ifølge Israel-apolegeterne i ADL, AIPAC osv. åbenbart stikker sit grimme fjæs frem over alt og varsler nazistiske tilstande, at den forklæder sig som almindelig kritik af Israel.

Phyllis Chesler, forfatter til The New Antisemitism: The Current Crisis and What We Must Do about It (og et af Finkelsteins ynglings-hadeobjekter) baserer sin opfattelse af ’den ny antisemitisme’ på denne fiktion.

Finkelstein giver følgende eksempel på hendes opfattelse af legitim kritik:

“Idet hun strækker sig til de yderste grænser for ’legitim kritik,’ tillader hun, at der ’måske kan argumenteres for, at jøder eller enkelte israelere burde tage moralsk ansvar’ for massakrerne i Sabra og Chatila” (…) ”Selvom hun indrømmer ’ikke at være militær ekspert’, konkluderer Chesler at den ’israelske kontrol med grænserne, kontrolposterne og vejene til floden og havet på Vestbredden og i Gaza’ – ’ muligvis - sandsynligvis - er nødvendig for Israels sikkerhed’; men hun formår ikke at overveje, hvad palæstinenserne måtte behøve for deres sikkerhed”.

Og lad det så ligge her, at Finkelstein for yderligere at latterliggøre Chesler citerer hende for at omtale Indien som et arabisk land (to gange, åbenbart) og for at rose modet hos den arabiske intellektuelle Aung San Suu Kyi, der jo som bekendt er bosiddende og lejlighedsvis husarresteret i det budistiske Burma.

Og det er da sjovt, at bøger der som Cheslers roses i den amerikanske offentlighed, bærer vidnesbyrd for dem, der lider under den fordom, at amerikanere ikke ved noget om geografi eller politiske forhold på den anden side af Stillehavet eller Atlanterhavet.

Chesler er i øvrigt et af Finkelsteins eksempler på, at lanceringen af påstande om ’ny antisemitisme’ falder sammen med perioder, hvor kritikken af Israel tager til, eller hvor palæstinenserne faktisk har været imødekommende med hensyn til at tage konstruktive skridt.

Cheslers bog New Antisemitism fra 2003 deler f.eks. udgivelsesår med ADL-præsident Abraham Foxmans Never Again?: The Threat of the New Anti-Semitism, og den deler indhold med Arnold Forsters og Brenjamin R. Epsteins The New Antisemitism fra 1974 samt Nathan og Ruth Ann Perlmutters The Real Antisemitism in America fra 1982.

1974 var året, hvor PLO slog ind på forhandlingsvejen og Arafat viftede Olivengrenen i FN, 1982 var året, hvor Israel invaderede Libanon. I 2003 påbegyndte Israel Operation Defensive Shield, blandt andet med den ødelæggende og blodige invasion af flygtningelejren Jenin - med efterfølgende skarp kritik fra Human Rights Watch, Amnesty International og flere israelske menneskerettighedsorganisationer.

Bøgerne om ’ny antisemitisme’ udkommer med andre ord netop, når der mindst grund til at opfatte kritik af Israel som andet end sagligt begrundet og oprigtig misfornøjelse med de grusomheder, staten har på sin samvittighed.

Europa og Venstrefløjen

De store dyr i ’den ny antisemitismes’ åbenbaring er ikke nynazister eller nyfascister, og man finder dem i langt højere grad i Europa end i USA, skønt det dér også skulle være slemt.

Faktisk undgår den krypto- eller reelt-fascistiske højrefløj i store træk anklager om antisemitisme, skønt det er dér, man ikke behøver at fremmane fantomer.

ADL tildelte tværtimod Sivio Berlusconi, kendt for sin hvidvask af Mussolini, sin Distinguished Statesman Award: ”Denne mand er den eneste klare stemme [i Europa] der støtter og udviser forståelse for Israel”, skrev Abraham Foxman om Berlusconi, og ”han har erklæret, at antizionisme er antisemitisme” (s. 59).

Også nyfascisten Gianfranco Fini, den franske højrenationale Le (holocaust var en ’detalje’) Pen og Østrigske Jörg Haider, der ikke kan formås at skamme sig over landets nazistiske fortid, har været inviteret indenfor hos israel-vennerne.

Det er bemærkelsesværdigt, at det netop er venstrefløjen, der bliver prügelknabet, når det faktisk er den, der har stået forrest i kampen mod genuine (antisemitiske) højreekstremister, både historisk og aktuelt

Men europæiske Israel-apologeter er langt bedre til at få gespenstet til at hjemsøge den europæiske offentlighed, end deres amerikanske kolleger er det.

Mange husker nok rapporten fra EUMC, det europæiske overvågningscenter for racisme og xenoforbi, der angiveligt blev holdt tilbage, fordi den indeholdt sandheder om antisemitisme i Europa, som EU-kommisionen ikke mente, at europæerne kunne tåle at høre.

Nu skulle man ikke læse langt i rapportens metodeafsnit for at opdage, at kriterierne for, hvad der kunne falde ind under kategorien antisemitisme, var parodisk bredt. Men Finkelstein har læst videre i rapportens empiri (og tænk, at han gider).

Rent bortset fra, at World Jewish Congress kaldte EU-kommisionen for antisemitisk (s. 35), så er rapporten et glimrende eksempel på den semantiske svindel, der reducerer kritik af Israel til udtryk for antisemitisme, og for det, som Finkelstein kalder ”spillover”.

’Spillover’ er en særlig form for semantisk svindel, der lever af, at Israel er en selvudråbt jødisk stat, fremstiller sig som kollektiv interessevaretager for alle jøder, og at der i almindelighed er overensstemmelse mellem jøder og ikke-jøders forståelse af Israel som ’den jødiske stat’.

Så kritik bliver let, i den udstrækning man opfatter Israel som ’det jødiske’ overhovedet, som jødisk stat og som legitim repræsentant for jødiske interesser, en kritik af ’det jødiske’ (ved staten Israel) eller af jødiske interessers legitimitet.

Og som en særlig variant af denne ’spillover’ kan støtte til palæstinenserne udlægges som udtryk for antisemitisk sindelag, fordi disse, i kraft af deres objektive position i Israel-Palæstina konflikten (som udsatte for israelsk besættelse), er antijødiske i ’spillover’-strategiens perspektiv.

Det er igen den paradoksale elevator-semantik: Ordenes betydning og reglerne for fornuftig kommunikation skifter afhængigt af situationen.

På den ene side fastholder apologeterne, at Israel repræsenterer jøderne, taler på deres vegne og har ret til at blande sig i jødiske anliggender i andre lande (som da Sharon opfordrede franske jøder til, i den daværende ’antisemitiske’ franske situation, at forlade Frankrig og rejse til Israel). På den anden side bliver de, der uheldigvis, men forståeligt, blander jøder og Israel sammen, udskreget som antisemitter. (Sådan som fhv. Europaparlamentsmedlem Torben Lund kom for skade at gøre det i foråret 2004, da han kritiserede ’det jødiske samfund i Danmark’.

Finkelstein citerer EUMC rapporten Manifestations of Antisemitism in the European Union for en række besynderlige eksempler på antisemitisk adfærd: Fx afbrænding af det israelske flag ved demonstrationer i Spanien, trusselsopkald til israelske ambassader, en udstilling ved en konkres i det italienske kommunistpartis af ”objekter, der refererede eksplicit til Palæstina” (det palæstinensiske flag, en bog forfattet af et medlem af PNA og en palæstinensisk kefiah). I Finland uddeler propalæstinensiske aktivister foldere med opfordringer til boycot af israelske varer. Og Greta Duisenberg, gift med den europæiske centralbanks direktør Wim, hængte et palæstinensisk flag ud af vinduet (s. 37f.). Den antisemitiske frækkert.

Goldhagen og Peters

De fleste af Finkelsteins bøger har taget på sig at dokumentere det, han opfatter som akademisk underlødighed i Israels tjeneste.

Således leverer Finkelstein i A Nation on Trial en sønderlemmende kritik af Daniel Jonah Goldhagens bog Hitlers Willing Executioners fra 1996, hvor Goldhagen påstår, at det var Tysklands lange og ubrudte tradition for antisemitisme i folket, der var den drivende kraft i bestræbelserne på at udrydde jøderne i Europa.

Dertil forklarede Goldhagen at grunden til, at udryddelsesprojektet ikke blev initieret af andre lande med en tydeligere tradition for antisemitisme, med at den tyske antisemitisme var eliminatorisk, dvs. den bar – ulig de andre antisemitismer – udryddelsen i sig. Denne indgroede tradition forsvandt på mystisk vis som dug for solen efter amerikanske antiautoritære og demokratifremmende genopdragelsesprogrammer efter krigen.

Finkelsteins kritik blev støttet af flere Holocaustforskere, blandt andet af den anerkendte Hitlerbiograf Ian Kershaw og Peter Browning, hvis bog Ordinnary Men om tyske udryddelseskommandoer, Goldhagen havde baseret dele af sin bog på. Dertil Raul Hilberg, pioneren blandt Holocaustforskerne.

I A Nation on Trial sammenligner Finkelstein Goldhagens bog med Joan Peters’ roste og præmierede From Time Immemoria, som Finkelstein begyndte sin ikonoklastiske karriere med at pille fra hinanden. Det skete i hans bidrag til den af Edward Said redigerede antologi Blaming The Victims.

Joan Peters bog fra 1984 (to år efter den israelske invasion af Libanon) forsøgte at argumentere demografisk for, at de palæstinensiske flygtninge ikke var flygtninge, fordi de i overvejende grad var kommet til Palæstina efter at den zionistiske kolonisering var påbegyndt. Og ikke tilfældigt.

De var, ifølge Peters, tiltrukket af den velstand, som de jødiske immigranter havde bragt til området. Følgelig havde de arabiske immigranter ingen ret til at vende tilbage, og det palæstinensiske flygtningeproblem var på en måde ikke-eksisterende.

From Time Immemoria blev prist i den amerikanske offentlighed for at være banebrydende litteratur, en revolution på sit felt.

Finkelstein pillede bogen fuldstændigt fra hinanden: Der var manipuleret med tallene, der blev draget konklusioner, som der ikke kunne drages, men alligevel blev bogen altså prisbelønnet, mens kritikken af den i første omgang blev ignoreret.

Men i dag er der ubredt enighed om, at Peters’ bog ikke lever op til almindelige akademiske standarder, at de empiriske data er doktorerede og at konklusionerne er ufunderede.

Finkelstein – Derschowitz affæren

Men Joan Peters har fået nyt liv. Ganske vist på en overraskende måde.

I 2003 udkom den amerikanske juraprofessor Alan Dershowitz bog The Case for Israel. Bogen er som dens titel: Et defensorat for Israel, og ifølge Derchowitz et nødvendigt defensorat i et klima, hvor Israel uretfærdigt gøres til prygelknabe og beskyldes for menneskerettighedskrænkelser, selvom Israels faktiske forhold til menneskerettighederne generelt er fremragende. Mener Dershowitz.

Overfor denne renhed, som Dershowitz nøjes med at postulere, fremlægger Finkelstein rapport på rapport, der dokumenterer krænkelse på krænkelse, og at krænkelserne udgør noget, som alle vil være enige om, er et mønster.

Dershowitz indrømmer, at Israel måske har slået uskyldige civile ihjel, men udfordrer alle til at dokumentere et eneste eksempel på viljesakt bag israelske drab på uskyldige civile. Dershowitz argument mod de hændelser, der peger på viljesakt er, at sådan noget finder Israel ikke på.

Der er rigeligt for Finkelstein at kritisere i The Case for Israel. Men hans kritik retter sig især - som i A Nation on Trial og i kritikken af Joan Peters From Time Immemoria - mod den måde, hvorpå forfattere manipulerer kilder, så de kan tjene som præmis for konklusioner, som de umanipulerede kilder ikke kan begrunde.

Men kritikken af The Case for Israel går videre. Ikke alene er kilderne manipulerede, de er også plagierede. Dershowitz har, i vid udstrækning brugt Joan Peters noteapparat; ikke sådan at han nøjes med at citere hende, nej han henviser til de samme kilder, laver samme skrivefejl som Peters, samme udeladelser, og han præsenterer det som om, det er hans egen, originale kildehenvisning.

Det, der nu er kendt som Finkelstein – Dershowitz affæren, tog sin begyndelse den 24. september 2003, da Finkelstein debatterede med Dershowitz på Democracy Now, en liberal græsrods tv-station baseret i New York (og som kan og bør besøges på internettet: democracynow.org).

Dershowitz havde, den 8. september samme år på programmet Scarborough Country på den store amerikanske TV Station MSNBC, udfordret PA-talsmanden Sam Husseini og andre Israel-kritikere til at pege på en eneste fejl i A Case for Israel:

”Hør her: Jeg vil give 10.000 dollars til PLO i dit navn, hvis du kan finde et eneste historisk fakta i min bog, som du kan bevise er forkert. Og samme udfordring gælder de palæstinensiske selvstyremyndigheder, Noam Chomsky, Edward Said. Ethvert ord i min bog er korrekt, og du kan ikke bare sige, at det er forkert uden at dokumentere det. Sig mig én ting i bogen der er forkert!”

Dershowitz bog er efter alt at dømme – Finkelsteins dokumentation i Beyond Chutzpah er overvældende – et svindelnummer, men hans eksempel i den TV transmitterede konfrontation med Dershowitz er værd at fremhæve.

Hvor forfalskningerne, plagiatet og sjuskeriet har haft et formål, så har det været at hvidvaske Israel og israelsk politik. Men Finkelsteins første eksempel var et, hvor Dershowitz sjuskeri utilsigtet var i hans modstanderes favør.

Dershowitz citerer den israelske historiker Benny Morris for, at mellem 2.000 og 3.000 palæstinensere flygtede mellem april og juni 1948, og han udlægger det sådan, at flugten var en konsekvens af arabiske militære initiativer i den periode.

Nu var der bare det ved det, at Morris skriver 200.000 og 300.000, og det giver derved Dershowitz chancen for, uden at manipulere (i det mindste ikke med tallene), at kunne hundrededoble det antal flygtninge, som Dershowitz vil tildele arabiske militære aktiviteter ansvaret for.

Men det var altså en chance, han lod gå fløjten - og som han i en bedre verden ville skulle have betalt for , men han har, til dato, ikke betalt en cent.

En af replikudvekslingerne på Democracy Now lyder:

Finkelstein: “Der er stor forskel på 2.000 og 3.000 og 200.000 og 300.000. Det kan De tjekke så mange gange De vil, Mr. Dershowitz. Men De bliver nødt til at betale de 10.000 dollars. Jeg håber, at De er med på, at jeg øremærker pengene til Jenin. Jeg vil gerne give dem til Jenin.”

Dershowitz: “Vi taler om en mangfoldighed af …”

Finkelstein: ”Det er ikke OJ Simpson retssagen det her!” (…)

Dershowitz: ”Det er åbenlyst, at de 2.000 eller 3.000 enten refererer til sub-fase, eller at der er tale om typografisk fejl.”

Finkelstein: ”Det er derfor advokater har et dårligt rygte. Fordi du spiller dette spil nu. Jeg har læst din bog to gange. Faktisk har jeg læst den seks gange. Joan Peters har jeg læst fire gange, din bog har jeg læst to gange. Det giver seks i alt”.

Og sådan bliver de ved en stiv klokketime, og underholdende er det. Ganske som Dershowitz brug af begrebet ”turnspeak”.

Dershowitz skriver i sin bog, at de, der på transparanter sætter lighedstegn mellem davidsstjernen og hagekorset, gør brug af ”orwellsk turnspeak”. Og han skriver et andet sted, at det er ”orwellsk turnspeak” at fremstille ”Israels bestræbelser på at beskytte sine borgere” som genocidale. Ingen har formentlig nogen sinde hørt om begrebet ”turnspeak”, måske bortset fra Dershowitz og … ja gæt selv … Joan Peters (s. 253f.)

Dokumentation

Nu ville det selvfølgelig være en tynd kop te, hvis Finkelstein alene baserede sin hårde kritik af Dershowitz bog, og i videre forstand hans videnskabelige og akademiske integritet, på Dershowitz’ litterære uvidenhed og sjuskede omgang med kilder.

Men i Beyond Chutzpah stopper Finkelstein ikke dér, langtfra.

Et af juristen Dershowitz’ glansnumre er som nævnt påstanden om Israels excellente generalieblad med hensyn til beskyttelsen af menneskerettigheder.

Overfor denne påstand viser Finkelstein ukontroversielt, at det står mildt sagt sløjt til - med henvisning til mainstream menneskerettighedsorganisationer. Dershowitz har ingen af disse organisationer på sin side, og deres konklusioner er i relativt nøje overensstemmelse. Og han må derfor stille spørgsmålstegn ved disse undersøgelsers kvalitet.

F.eks. stiller han spørgsmålstegn ved forholdet mellem antallet af palæstinensiske og israelske døde under den anden intifada, som f.eks. B’tselem anslår til at være 2316 palæstinensere mod 827 Israelere i perioden fra september 2000 til oktober 2003.

Dershowitz påstår, at det høje tal, som menneskerettighedsorganisationerne når frem til, indeholder kollaboratører likvideret af palæstinenserne, og at selvmordsbombere er talt med. Det er de ikke, for B’tselem har trukket dem fra.

Ydermere klager Dershowitz over, at tallene også inkluderer palæstinensiske kombattanter. Men det israelske tal inkluderer også medlemmer af de israelske sikkerhedsstyrker.

Og sådan går det slavisk frem i Finkelsteins mange eksempler på Dershowitz metode.

En stor del af bogen er modstillinger ordnet i skemaer, der gør det let at se det problem, som Finkelstein påpeger, og som gør det let, med Dershowiz bog foran sig, at efterprøve citaternes korrekthed.

Som jeg skrev det i begyndelsen er Finkelsteins argumenter og konklusioner ikke udpræget geniale, og han siger ikke meget, som folk med genuin interesse i Mellemøst-konflikten, eller med erfaringer fra debatter om den, ikke ved i forvejen.

Styrken i Beyond Chutzpah er i detaljen, og det er heldigt, for det er jo som bekendt der, djævelen opholder sig.

De ihærdige forsvarere for Israels politik, både dem i Nordamerika, i Danmark og andre steder, har – sagligt set – en dårlig sag, hvis de vil betjene sig af almindelige standarder for rimelighed, fornuft, proportion og vederhæftighed.

Det er derfor, de giver sig af med at relativere begreber som nazisme, holocaust og antisemitisme ved at slå om sig med dem mod de mennesker, der faktisk forholder sig til Israel, præcis som de forholder sig til andre stater med samme generalieblad.

Hvad kan man bruge Beyond Chutzpah til, når nu den er ukontroversiel, og ikke bringer nyt for dagen om Israel-Palæstina konflikten?

Rent bortset fra, at den er en slags katalog over de heste, som bliver trukket af stalden af Israel-apologeter og Nakba-benægtere, så er den et fænomenalt værktøj til at udpege og dekonstruere Israel-apologeternes demagogi.

Lars Ploug er medlem af redaktionen for Kontradoxa. Anmeldelsen har tidligere været bragt i tidsskriftet Palæstina Orientering.

Norman G. Finkelstein: Beyond Chutzpah: On the Misuse of Anti-Semitism and the Abuse of History, University of California Press, 2005. 343 sider.

Besøg Norman G. Finkelsteins hjemmeside, hvor der bl.a. er kommentarer og anmeldelser af bogen.

Besøg Dansk-Palæstinensisk Venskabsforenings hjemmeside.

Læs Lars Plougs kommentar: ”Israel-apolegeter mellem skam og racisme” på Kontradoxa