Marx i tangatrusser

Andreas Beck Holm har skrevet en lille, fortættet introduktion til Karl Marx’ politiske og teoretiske værk. På små 90 sider forsøger Holm at komme rundt i centrale temaer i Marx’ forfatterskab.

Han placerer Marx’ tænkning i en historisk kontekst, først og fremmest industrialismens omvæltning af menneskers måde at leve, producere og tænke på. Han skitserer i grove træk udviklingen i Marx’ teoretiske og politiske holdninger, i det mindste udviklingen fra ungdomsforfatterskabets venstrehegelianisme til det modne, ’marxistiske’ forfatterskab. Han gennemgår nogle hovedlinjer i Marx’ økonomikritik og i hans historie-, ideologi- og kommunismeforståelse. Og han slutter endelig med at give et rids over Marx-receptionen gennem 150 år og en kort diskussion af Marx’ fortsatte politiske og teoretiske aktualitet.

Som en første introduktion er bogen absolut ikke ueffen; den har mange fortræffeligheder og præcise iagttagelser. Bogen er et glædeligt tegn på, at Marx igen er begyndt at træde ind i den akademiske debat, som en tænker, der kan berige den politiske og teoretiske horisont også nu i det 21. århundrede.

Men komprimeringen af Marx’ værk til 90 sider får nødvendigvis bukserne til at sprække: Nedkoget til den tangatrusse af en bog, Holm har skrevet, kan ikke ske uden at radbrække og gradbøje væsentlige teoretiske og politiske problematikker.

Det lykkes egentlig Andreas Beck Holm at introducere Marx’ værk gennem nogle klare prioriteringer og pointer, der fastholder væsentlige og originale sider af mandens tænkning. Indfaldsvinklen er en skitsering af de problemstillinger, Marx tager livtag med, og en summarisk opridsning af de teoretiske resultater, der kommer ud af denne kamp.

Det lykkes bedst i Holms fremstilling af ungdomsforfatterskabet og kritikken af den politiske økonomi.

I forhold til ungdomsforfatterskabet får Holm pointeret, hvordan Marx er præget af en humanistisk problematik. Marx’ tanker kredser omkring fremmedgørelse af mennesket som artsvæsen. Politisk handler Marx’ tænkning om menneskets tilbageerobring af en ikke-fremmedgjort menneskelighed, der kan reetablere dets ’sande’ væsen.

I gennemgangen af den politiske økonomi viser Holm, hvordan Marx er teoretisk afhængighed de klassiske økonomers tænkning; først og fremmest deres forståelse af vareforholdet som en udveksling af lige bytteværdier og varens pris (bytteværdien) som ækvivalent med det arbejde, der er akkumuleret i varen.

Han peger også på, hvordan Marx’ tænkning overskrider de klassiske økonomers problematikker gennem en teoretisk videreudvikling. Det sker først og fremmest ved at Marx griber fat i og ’løser’ den teoretiske modsætning mellem forståelsen af vareforholdet som en udveksling af ækvivalenter på den ene side og den ’mystiske’ tilvækst af værdi i form af fortjeneste, som vareudvekslingen alligevel er i stand til at ’skabe’ på den anden.

Han gennemgår i komprimeret – og rimelig pædagogisk - form (nogle af) hovedpointerne i Kapitalens første bind, bl.a. vare-, penge- og kapitalforståelsen, og hvordan merværditeorien nødvendigvis må knytte sig til arbejdets splittelse i arbejdskraft (brugsværdi) og arbejdsløn (bytteværdi) i den kapitalistiske produktionsmåde.

Holm får også taget godt fat om en lang række andre problematikker - han forstår eksempelvis på den ene side Marx’ tankegang som afhængig af og indlejret i samtidens sociale, videnskabelige og samfundsmæssige problematikker, og på den anden side Marx-receptionen som lige så historisk betinget: Forskellige epoker fortolker Marx og marxismen forskelligt, afhængig af historisk kontekst og samfundsmæssige problemstillinger.

Holm får også tilbagevist nogle dogmatiske udlægninger af Marx’ tænkning, eksempelvis skematiske opstillinger af samfundet som splittet mellem basis og overbygning, og han imødegår de marxistiske forståelser, der opfatter historiske forløb som bestemt af en generel udviklingsmodel og et forudbestemt mål.

Andre problematikker får han mindre godt fat i: Diskussionen af forholdet mellem magt, ideologi og hegemoni er mere postulerende og forenklende end nødvendigt. Holms turbo-gennemgang af Marx-receptionen er desuden mere opremsende end oplysende (her er marxismeopslaget i Leksikon for det 21. århundrede eksempelvis langt bedre).

Holm hæfter desuden for entydigt Marx’ kommunismeforståelse, dvs. Marx’ forestillinger om et alternativ til kapitalismen, op på fetichisme- og fremmedgørelsesproblematikken i Kapitalen.

Det er for mig at se en alt for snæver indfaldsvinkel: Kommunismeforståelsen kan med lige så god ret siges at være indarbejdet i eksempelvis Marx’ kritik af lønarbejdet eller i kapitalakkumulationens ’blinde’ determinans af den samfundsmæssige udvikling.

Forsøg på at hæfte Marx’ kommunismeforståelse op på et enkelt eller flere elementer i hans kritik er i det hele taget problematisk.

Kommunismeforståelsen er snarere indbygget i hele den analyse af den kapitalistiske produktionsmåde, som han udvikler, nemlig som en negation eller skygge i kritikken. Den kan derfor hverken koges ned til enkelte elementer eller gøres helt konkret.

Der er bl.a. denne uhåndgribelige utopiforståelse, der er med til at fastholde Marx’ aktualitet, fordi den ikke stivner til et færdigt udformet svarskema, men i stedet knytter sig til relevansen af Marx’ radikale samfundskritik.

Holms fremstilling af Marx’ tænkning er også problematisk på andre punkter. Han kan f.eks. i det afsluttende afsnit om Marx’ aktualitet påstå, at udbytningsgraden med tiden er mindsket på det europæiske arbejdsmarked (s. 87). Spørgsmålet er, om ikke det forholder sig diametralt modsat.

Ulf V. Olsen har i en provokerende artikel (”Merværditeoriens politiske brugsværdi” i Mads P. Sørensen m.fl. (red.): Kodeord Marx – nye læsninger, Modtryk, Århus 1997) eksempelvis argumenteret for, at højtlønnede lønarbejdere ifølge logikken i Marx’ merværditeori er mere udbyttede end 1800-tallets sultne industriarbejdere.

Olsen bruger ganske vist sin argumentation til at afskrive brugbarheden i Marx’ merværditeori – i øvrigt uden at tage stilling til dens sandhedsværdi. Men jeg mener, at han hermed får peget på et problem og en misforståelse i manges Marx-tolkning (inkl. Olsens egen): Udbytningsbegrebet bliver i højere grad brugt moralsk end erkendelsesteoretisk.

En nutidig vellønnet computernørd kan i marxistisk forstand sagtens være mere udbyttet end en indisk kuli eller en industriarbejder i 1800-tallet. Udbytningsspørgsmålet handler hos Marx om et økonomisk bytteforhold mellem arbejdskraftens værdi og værdien af den mængde arbejde, der bliver skabt af arbejdskraften, dvs. om produktivitet og tilegnelsen af merværdi; ikke om moral eller fattigdom.

Når Holm imidlertid primært bruger en fattigdomsvinkel som tilgang til Marx’ økonomitænkning (jf. s. 23-24) er det en tilsnigelse og upræcished. Ikke fordi fattigdomsproblematikken ikke var central for arbejderbevægelsen i 1800-tallet (og – desværre - fortsat er det på verdensplan) men fordi Marx’ projekt var langt mere radikalt.

Relevansen af Marx’ tænkning knytter sig da heller ikke i dag til fattigdomsproblemet - ikke alene, i hvert fald.

Disse indsigelser får være, hvad de er - det er begrænset, hvor grundig og fyldestgørende en gennemgang af Marx’ værk kan være på 90 sider.

Alvorligere er Holms strukturalistiske og Althusser-inspirerede tilgangsvinkel til Marx. Det viser sig først og fremmest i Holms forståelse af forholdet mellem Marx’ ungdomsforfatterskab og modne værk.

Kort fortalt mener Holm, at Marx’ ungdomsforfatterskab er ’essentialistisk’ og humanistisk, mens Marx’ modne er ’anti-essentialistisk’ og ikke-humanistisk. Forholdet mellem det unge og det modne forfatterskab er - og det understreger Holm da også - imidlertid stærkt omdiskuteret.

Holm forklarer bruddet med en betydningsglidning i Marx’ materialismebegreb fra en Feuerbach-inspireret antropologisk materialisme, hvor mennesket forholder sig kropsligt til omverdenen, til en sociologisk forstået materialisme, hvor de menneskelige samfund beskrives som sociale processer, relationer og dynamik.

Det er heller ikke helt forkert. Det er åbenlyst, at objektet for Marx interesse forskyder sig fra mennesket som antropologisk fænomen til samfundet som socialt og historisk fænomen.

Men det er heller ikke her, at der er uenighed i Marx-forståelsen: Det er der derimod i forståelsen af den hegelske dialektiks betydning for Marx’ tænkning.

Det er imidlertid en problematik, som Holm ignorerer. For det synes som om, det er en underlæggende præmis for Holms Marx-fremstilling, at Feuerbach influerer Marx mere end Hegel (jf. s. 14, hvor Holm skriver: "I modsætning til en udbredt misforståelse er Marx altså i sit udgangspunkt elev ikke af Hegel, men af Feuerbach").

Det, mener jeg, er højst tvivlsomt. Det er rigtigt, at Feuerbachs religionskritik spiller en afgørende rolle i Marx’ ungdom. Men Marx frigør sig hurtigt fra Feuerbachs indflydelse - som Holm også demonstrerer ved at påvise, hvordan materialisme- og fremmedgørelsesforståelsen skifter karakter i Marx’ forfatterskab.

Den hegelske dialektik spiller derimod en afgørende rolle for Marx’ tænkning gennem hele hans produktion; ikke som en kalkering af Hegels filosofiske, æstetiske og historiske problematikker, men - især i Marx’ modne forfatterskab - gennem en revolutionering af Hegels’ dialektiske begrebsverden.

Der er stor uenighed om, hvordan og på hvilken måde den hegelske dialektik omformes i Marx’ værk.

Althusser har givet et afgørende bidrag til en løsrivelse af marxismen fra en hegeliansk tradition i det 20. århundrede – og påpeget afgørende forskelle mellem Marx’ og Hegels brug af de dialektiske begreber.

Althusser har derfor også udviklet et strukturalistisk inspireret begreb til erstatning for de hegelske begreber om fremtrædelsesform og væsen. I stedet for at forstå virkeligheden som styret af en indre essens og forandringer som udslag af indre modsætninger, forsøger Althusser i stedet at forklare den samfundsmæssige dynamik gennem begrebet ’overdetermination,’ der skal indfange en udefra bestemt kausalitet.

Marx’ tænkning er imidlertid stærkt præget af den hegelske skelnen mellem væsen og fremtrædelsesform, essens og overfladefænomen, ikke mindst i hovedværket Kapitalen.

Marx’ analyserer netop varens dobbeltkarakter frem som den fundamentale modsætning i den kapitalistiske produktionsmåde - den ’essentielle’ modsætning for nu at bruge Holms essens-begreb - og hele hans fremstilling af modsætningerne i den kapitalistiske økonomi er bygget op ud fra denne præmis.

Det betyder ikke, at Marx ikke inddrager andre argumenter eller forklaringer - han dokumenterer faktisk gennem et omfattende empirisk materiale både den historiske udvikling og samtidige samfundsmæssige fænomener i sin fremstilling.

Man kan mene, at denne modifikation af logikken i Kapitalen modererer den hegelske metodes generalitet, og at den er et nødvendigt supplement mod dogmatisering af metoden. Det er jeg ikke uenig i.

Men det er forkert at ignorere den grundlæggende metodiske præmis. Og det er at vende Marx på hovedet, at overføre Althussers begreb om ’overdetermination’ på Marx’ værk: Marx fornægter ganske vist ikke virkelighedsfænomeners autonomi, men han forsøger ikke desto mindre at finde frem til en videnskabelig forståelse af dem gennem afdækningen af deres indre modsætninger, ikke ud fra totalitetens ydre dominans, som Althusser tenderer til.

Det er ikke desto mindre det, Andreas Beck Holm gør. Han bruger det althusserske begrebsapparat, der er udviklet i løbet af 1960’erne, på Marx’ forfatterskab i 1800-tallet. Han folder det ganske vist ikke ud i dets ekstremitet, dvs. udnævner totaliteten som ny determinerende instans over de samfundsmæssige forhold. Men det er enten denne konsekvens brugen af overdeterminans-begrebet indebærer, eller også er der tale om en - i bedste fald - forkert eller upræcis brug af det.

Nogle formuleringer i Holms bog tyder på, at han vil fastholde det udogmatiske og kritiske potentiale i det Marx’ske tankegods. Retoucheringen af den hegelske indflydelse og brugen af althusserske begreber peger derimod på en ny fastlåsning af Marx’ tænkning.

Nu er Holms bog imidlertid en introduktion til Marx’ værk og ikke en diskussion af denne eller andre relevante problematikker. Desværre. For det er vel bl.a. gennem konfrontation og dialog mellem flere traditioner, at Marx’ tænkning kan aktualiseres. Og kritiseres. For det er at gøre en nutidig kritisk tænkning en bjørnetjeneste, hvis studiet af Marx’ forfatterskab bliver som i eventyret om Askepot: Et enten-eller til en fod, der passer perfekt til den tabte sko, naturligt eller gennem lemlæstelse.

Vil man imidlertid grave lidt dybere i nogle af de problematikker, Marx’ tænkning rejser, må man gribe til anden litteratur.

En grundig introduktion til Marx’ økonomikritik blev f.eks. udgivet sidste år i første bind af Birger Lindes 4-bindsværk om økonomisk kriseteori: De store kriser 1. Kriseteori og kriser i 1800-tallet - inspirationen fra Marx (International Development Studies, Roskilde Universitetscenter 2004 - se anmeldelsen "Marx og kriseteori" på Kontradoxa). Her er der en dynamisk gennemgang af Marx’ økonomikritik, der ikke kun priser originaliteten, men også tager fat i konfliktflader og brud, modsætninger og udviklinger i Marx’ tænkning.

Men herudover kan man naturligvis også gå på bibliotekerne, der bugner af litteratur om Marx og marxisme, også langt bredere end litteraturlisten sidst i Andreas Beck Holms bog antyder. Hvis man er interesseret i eksempelvis en kritisk fremstilling af Althussers marxisme, kan jeg i forbifarten anbefale f.eks. Alex Callinicos: Althusser’s Marxism (Pluto Press, London 1976).

Andreas Beck Holms bog efterlader, trods kvaliteter, mange løse ender, som man kan håbe på er de næste, han vil kaste sig ud i en diskussion af. Kun på den måde kan Marx’ klædes på til en diskussion af nutidens problemer. Holm har foreløbig kun fået Marx i en tangatrusse.

Ole Wugge Christiansen er medlem af redaktionen for Kontradoxa.

Andreas Beck Holm: Karl Marx. Roskilde Universitetsforlag/Forlaget Samfundslitteratur 2005. 95 sider. Kr. 118.