Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
4. maj 2005 - 10:02

60 år efter befrielsen: Folkestrejken i sommeren 1944

I dagene op til 29. august 1943 oplevede Danmark i provinsen de første folkelige opstande og folkestrejker mod den nazi-tyske besættelsesmagt. Det var samtidigt et opgør med de gamle partiers kollaborationspolitik (af de selv samme omskrevet til ”samarbejdspolitik”). Samlingsregeringen blev tvunget til at gå af og tyskerne overtog magten i landet. Efter denne begivenhed strammede tyskerne grebet om danskerne, men både modstandsbevægelsen og den folkelige modstand voksede.

Samtidigt gjorde de stadige militære tilbageslag på alle fronter tyskerne nervøse og opmuntrede de underkuede danskere. For at samordne modstandskampen blev Danmarks Frihedsråd dannet den 16. september 1943. Rådet fik en stadig større folkelig opbakning og blev efterhånden en slags illegal regering. Samtidig hermed havde de gamle partiers afgåede ledere via departementschef-styret stadig stor indflydelse og forhandlede med besættelsesmagten.

Hitler beordrede 30. december, at den voksende modstand i Danmark skulle bekæmpes med

schalburgtage, dvs. mod-sabotage, og clearingmord, dvs. mord på tilfældigt udvalgte, som svar på stikkerlikvideringer. I en periode efter Folkestrejkerne i 1944 frem til januar 1945 stoppede tyskerne henrettelserne og erstattede dem med nedskydninger og clearingmord.

I løbet af foråret 1944 spidsede situationen til, og fra juni kogte modsætningerne for alvor over.

Den sjette juni gik de vestallierede i land i Normandiet og åbnede Den anden Front. Den Røde Hær havde samtidig begyndt en række storoffensiver på østfronten, der var ved at smide de tyske invasionsstyrker ud af Sovjetunionen.

Her hjemme gennemførte det kommunistisk ledede BOPA to store og vellykkede sabotageaktioner, der havde karakter af partisanangreb.

Den første aktion blev rettet mod Globus i Glostrup den 6. juni. Fabrikken, der fremstillede flydele til tyskerne, var en af de vigtigste rustningsvirksomheder i Danmark. Den anden aktion fandt sted den 22. juni mod A.P. Møllers Riffelsyndikat i Frihavnen, der ligeledes var af stor vigtighed for tyskerne.

Sabotørerne nåede også at forsyne sig med våben og store mængder ammunition. Til tyskernes raseri og danskernes jubel.

Dagen efter fuldbyrdede tyskerne dødsdomme over otte sabotører, og dagen efter igen iværksatte de omfattende schalburgtager mod bl.a. Tivoli.

De voksende folkelige protester og sabotagerne søgte tyskerne at imødegå ved at indføre spærretid fra kl. 20 til 5 næste morgen, altså gældende fra mandag den 26. juni. Det blev også forbudt at samles mere end fem personer på gaden.

Københavnerne nægtede at overholde spærretiden og forsamlingsforbudet . De første barrikader rejstes og de første bål tændtes. Tyskerne søgte at gennemtvinge spærretiden og bekæmpe modstanden ved massive skyderier i gaderne. Det kostede mange sårede og dræbte den mandag.

Samme mandag havde arbejderne på B&Ws skibsværft på Refshaleøen nedlagt arbejdet i protest ved middagstid. Påskuddet var, at de ville dyrke deres kolonihaver om eftermiddagen, da de nu var blevet forhindret i at gøre det om aftenen.

Andre arbejdspladser tilsluttede sig gå-tidlig-hjem-aktionen, der fortsatte de næste dage. Flere og flere steder gik arbejderne hjem kl. 12 middag..

Det var en meget varm sommer og befolkningen ville ikke spærres inde i deres lejligheder. De gik på gaden uanset spærretid.

Tyske patruljer forsøgte til stadighed at tvinge københavnerne indendørs. Men de svarede igen med nye barrikader og bål. Tyskerne og deres danske håndlangere åbnede igen ild i gaderne, især på Nørrebro og Vesterbro.

I mellem skuddene, tyskernes råben og ambulancernes tuden var der nogle minutters stilhed. Danskerne var rolige, målrettede og tavse, hvad der var med til at ophidse tyskerne.

Tyskernes danske håndlangere var organiseret i forskellige væbnede korps. De værste under folkestrejken var Schalburgkorpset, nogle enheder fra kaptajn Sommers korps og danskere i det tyske SIPO´s sold, det tyske sikkerhedspoliti.

De følgende dage udbredtes strejkerne og protesterne, og tyskerne forsøgte torsdag den 29. juni at dæmpe protestbølgen med en lempelse af spærretiden til kl. 23. Men samme dag meddelte tyskerne også, at otte dødsdomme over Hvidstensgruppen var fuldbyrdet.

Den tyske indrømmelse kom åbenbart for sent, og henrettelserne skræmte ikke, men fik tvært imod vreden til at vokse i Københavns befolkning. Strejkerne, bål og barrikader bredte sig endnu mere, og nu blev sporvognstrafikken også standset.

Fredag morgen den 30. juni gik sporvejsfunktionærerne i strejke og blev fulgt af S-togs personalet og telefondamerne. I løbet af dagen lukkede stort set alle resterende arbejdspladser i byen, og den omfattende folkestrejke var en kendsgerning.

Ordet folkestrejke var nyt. Det var opfundet af Børge Houmann, da han skrev til de illegale blade om strejkerne i Esbjerg i august 1943.

Tyskerne prøvede forgæves at provokere den organiserede modstandsbevægelse til åben kamp. Men modstandsbevægelsen bevarede disciplinen, og de tyske tab stammede fra spontane angreb med f.eks. brosten på forbipasserende patruljer eller opgør med lokale tyskerhåndlangere.

De gamle partiers ledere var imod folkestrejkens udvikling, mens Frihedsrådet opfordrede til at fortsætte strejken.

Tyskerne begyndte fredag aften at lukke for vand, gas og el. Dagen efter, den 1. juli kl. 12 trådte en militær undtagelsestilstand på Sjælland i kraft. Det betød indførelse af militære standretter, der kunne afsige krigsretsdomme med øjeblikkelig følge.

Tyskerne fulgte op med at trække tropper til København og afskar byen fra sit opland. Rundt om i København, især på Amager og på Broerne oprettede de maskingeværreder og kanonstillinger, mens deres patruljer ude i gaderne skød vildt omkring sig. Beboere blev med våbenmagt tvunget til at slukke bål og rydde barrikader.

Men københavnerne blev ikke kuet. Lige så snart patruljerne var væk, var der igen store opløb. Slukkede bål og ryddede barrikader blev erstattet af nye bål og barrikader, hvor det var muligt. Danske nazisters kontorer, forretninger og lejligheder blev stormet og raseret.

De børn, der ikke var på sommerferie, var længe blevet gemt væk i gårdene. Nu blev de også tilflugtssted for de voksne, der byggede ildsteder til madlavning. Butikkerne havde lukket til gaden, men mange åbnede udsalg til gårdene via bagdørene. Vand var blevet tappet i alskens beholdere og kunne suppleres med vand fra Søerne.

Frihedsrådet opfordrede for anden gang til at fortsætte strejken. Det fulgte selvfølgelig begivenhederne tæt.

Frit Danmarks repræsentant i Rådet, den stærkt eftersøgte Mogens Fog, gemte sig således i Skovlunde, men havde cyklende venner, der iagttog og rapporterede, hvad der skete inde i København. Og Mogens Fog var selv flere gange i København til møde med de øvrige medlemmer af Frihedsrådet.

Imens forhandlede de gamle politikere indirekte med den tyske Rigsbefuldmægtigede dr. Best, og tyskerne dæmpede deres fremfærd lidt.

Dagen efter, søndag den 2. juli, udsendte Københavns bystyre og arbejdsmarkedets organisationer så et opråb med opfordring til at genoptage arbejdet. Og tyskerne ophævede spærringen omkring byen og lod de offentlige værker gå i gang igen.

Frihedsrådet opfordrede igen til at fortsætte strejken, indtil hovedkravene blev opfyldte. Kravene var, at spærretiden blev ophævet, og at Schalburgkorpset blev flyttet væk fra København. Korpset havde hovedkvarter i den beslaglagte Frimurerloge på Blegdamsvej.

Generalstrejken fortsatte så mandag den 3. juli, og nu bøjede dr. Best sig. Der var tegn på, at generalstrejken ville sprede sig til resten af landet. Mange steder på Sjælland var der sympatistrejker, ligeledes spredt i Jylland og andre steder. Nazistiske toppolitikere i Tyskland var nervøse for, at den livsvigtige landbrugseksport fra Danmark skulle stoppe.

Et par politikere og et par ledende fagforenings- og arbejdsgiverrepræsentanter opfordrede om aftenen i radioen til at genoptage arbejdet. Frihedsrådet proklamerede om aftenen, at sejren var vundet og gik med til at afblæse strejken senest onsdag. Mange gik i arbejde tirsdag, og onsdag den 5. juli var arbejdet genoptaget i fuldt omfang.

Tyskerne ophævede undtagelsesbestemmelserne, og nogle dage senere blev Schalburgkorpset flyttet til Ringsted.

Men sejren kostede blod. Mere end hundrede var blevet dræbt af tyskerne og deres danske håndlangere, mens mere end 650 var blevet såret.

Sejren uddybede også splittelsen mellem de gamle politikere og Frihedsrådet. Frihedsrådets autoritet var steget kraftigt. Rådet havde formået at samle de spredte modstandsgrupper i et stort, hemmeligt netværk.

Samtidig sluttede det store flertal af befolkningen efter Folkestrejken op bag Rådets paroler. Politikerne var derfor tvunget til at opgive deres modvilje mod Frihedsrådet, og der opstod kontakt mellem de to parter.

USA og Storbritannien havde de facto anerkendt Danmark under Frihedsrådets ledelse som en allieret nation. BBC’s danske udsendelser fra London var en vigtig og ulovlig nyhedskilde og radioen viderebragte Frihedsrådets erklæringer.

Efterhånden blev den danske modstandsbevægelse – sabotagegrupper, bladgrupper, ventegrupperne m.m. – underlagt den vestallierede overkommando.

Med Sovjetunionen var der selvfølgelig problemer. Moskva havde ikke glemt, at det officielle Danmark afbrød de diplomatiske forbindelser, da tyskerne overfaldt Sovjetunionen i 1941. Ej heller at Danmark senere på året tilsluttede sig Anti-Komintern-pagten sammen med alle det nazistiske Tysklands skumle allierede.

Efterhånden blev det klart at Sovjetunionen kun anerkendte ”Det kæmpende Danmark” som allieret, og Frihedsrådets repræsentant i Moskva, Thomas Døssing, fik gesandt-status.

Efter den store Folkestrejke i juni-juli måned var et flertal af befolkningen blevet militante og gennemførte flere mindre folkestrejker. Bl.a. efter at tyskerne i august havde skudt 11 modstandsfolk på Roskildevej ”under flugtforsøg” (selv om der var indført et ”henrettelsesstop”).

Og igen da tyskerne lavede deres aktion mod det danske politi den 19. september 1944.

Ligeledes bakkede befolkningen op de gange, hvor Frihedsrådet dekreterede to-minutters-stilhed demonstrationer.

Det samme flertal bakkede også op om sabotagerne, og da befrielsen kom var de danske nazister totalt isolerede, og hele befolkningen fejrede befrielsen, de allierede og modstandsfolkene.

Mange var af den opfattelse dengang – og senere herskede den opfattelse også blandt nogle historikere – at de store folkelige strejker og bevægelser var spontane. Men flere historikere (bl.a. Hans Kirchhoff og Åge Trommer) har påvist, at det var et langt og sejt arbejde fra modstandsbevægelsens side – og ikke mindst fra det illegale kommunistparti og dets forbindelser på arbejdspladserne - der fik stenene til at rulle.

Folkestrejken demonstrerede et sammenhold og en solidaritet, der ikke rigtig var set før - og for den sags skyld siden.

Den folkelige modstand og sabotagen sikrede, at Danmark af de allierede stormagter blev anerkendt som en allieret nation og ikke blev behandlet som en slagen Hitler-allieret.

Folkestrejkerne op til den 29. august 1943 og folkestrejkerne i sommeren 1944 er derfor vigtige skel i Danmarkshistorien, der bør mindes..

© Demos dokumentationsgruppe

Demos dokumentationsgruppe er en arbejdsgruppe i Foreningen Demos. Artiklen har tidligere været bragt i Demos Nyhedsbrev og på 4.maj initiativets hjemmeside, hvor Erik Jensen/Demos dokumentationsgruppe desuden har skrevet en længere artikel om Vesterbro under besættelsen.

I aften, onsdag den 4. maj, afholder 4. maj-initiativet et fakkeltog, der starter på Rådhuspladsen i København kl. 18. Kl. 20.36 afspilles Frihedsbudskabet og kl. 20.45 går fakkeltoget forbi Hovedbanen og op ad Istedgade til spillestedet Vega, hvor der 21.30 er fest og talere.

Også i Hillerød bliver befrielsen markeret. Det sker fredag den 6. maj kl. 15.30, hvor DKP i Frederiksborg amt inviterer til møde i Røde Hus, Holmegårdsvej 2.

Litteratur:

Der findes et utal af fremstillinger om folkestrejkerne. Her nævnes et par gode, men mindre kendte:

Du kan læse mere om det afgørende brud den 29.august i Demos Nyhedsbrev nr. 26, oktober 1993.

Om tiden derefter har Frihedsrådet ved Børge Houmann skrevet en beretning om Frihedsrådets virke i Frit Danmarks Hvidbog, bind II, s. 179-283. Her omtales folkestrejken i 1944 udførligt på siderne 215-234.

Endvidere henledes opmærksomheden på CD´en DKP og Frihedskampen og

Introduktionshæftet hertil. Her findes et omfattende materiale om de fangne kommunisters skæbne og deres illegalt arbejdende kammeraters virke. Deres virksomhed havde stor indflydelse på modstandskampens og folkestrejkernes forløb.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce