25 år efter: Byggeren overgav sig aldrig

Sorte Firkant strakte sig fra stenbroen midt på Blågårds Plads og 500 meter til hver side. En flueplet på Danmarkskortet, og dog... Hvem kendte ikke stedet som en mørk plet i lyset? Og hvem så det ikke som en lys plet i mørket. Slum- og barrikaderomantik. Overgreb og modstand.

"Grabberne væk fra Byggeren. Grabberne væk fra Byggeren", råbte vi i forårsmånederne 1980.

Billederne fra slagsmålet om Byggeren gik verdenspressen rundt. Det var en eksplosion, voldsommere end vi havde forestillet os. Men vi vidste, at krudtet var en højeksplosiv blanding af magtens udemokratiske metoder og arrogance, kvarterets traditioner og så et solidt beboerarbejde. Forhistorien havde mange rødder.

Saneringsproblemer og Egons Plan

En af dem var Egons Plan: I efteråret 1976 fik Nørrebros Beboeraktion fat i de planer, som var forløberen for den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamps og Kooperativ Byggeindustris "Helhedsplan for Indre Nørrebro". Den blev straks døbt "Egons Plan".

Det viste sig, at en af Weidekamps første handlinger, da han blev overborgmester, var at kontakte Kooperativ Byggeindustri. Han tog så en kommunal opgave, planlægningen af Sorte Firkants fremtid og gav den til et socialdemokratisk privat byggefirma. På den måde forsøgte han at holde planlægningen af kvarterets fremtid fuldstændig uden for beboernes indsigt og indflydelse.

Weide - som han hed i folkemunde - var ikke for fin til at bruge udenomsparlamentariske metoder, selvom begrebet altid blev tillagt os andre.

Kvarteret var allerede flere år tidligere blevet udlagt som "storsaneringsområde", og storstilede nedrivninger tog snart fart. Saneringsloven gav på det tidspunkt kun mulighed for tilskud til nedrivninger og ikke til moderniseringer.

Forfaldet bredte sig.

Ejerne havde ingen motivation for at vedligeholde deres ejendomme, som måske snart stod for tur. Beboersammensætningen skiftede karakter. Tilbage blev pensionister, enlige, indvandrerfamilier, sociale tabere og så unge - ikke mindst studerende på jagt efter en billig lejlighed.

Koncentrationen af sociale problemer, social indignation og indestængt aggressivitet var stor. Nørrebros Beboeraktion opstod i 1973. Beboeraktionen blev senere splittet i to: NB-Tømregade med DKPs politik mod misvedligeholdelse, men for storsaneringen, og Byggerforkæmperne i NB-Blågårdsgade som VS’s politik stemte overens med: Lys og luft i kvarter og karreer og en bevarende sanering.

Mange af ejendommene kunne ved en lettere modernisering være bragt op til en tidssvarende standard. Men den socialdemokratiske kommune og de sociale boligselskaber, der stod bag saneringsselskabet, var interesseret i store sammenhængende byggegrunde. Og de fik i første omgang deres vilje.

Saneringstomterne bredte sig som bombekraterne i London under Blitzen. Tomten i Stengade blev brugt som parkeringsplads for et af supermarkederne på Nørrebrogade.

Firkantens Byggelegeplads

"Handling gi’ r forvandling". En parkeringsplads blev til byggelegeplads. I sommeren 1973 gennemførte Nørrebros Beboeraktion sin første aktion:

I det første år holdt Nørrebros Beboeraktion Firkantens Byggelegeplads - som den vistnok hed officielt - åben hver dag med frivilligt, ulønnet personale, indtil det lykkedes at få gjort Byggeren til en kommunal fritidsklub. Arealet svarede til fire mindre parcelhusgrunde, men den var kvarterets eneste fristed for børnene - både i og uden for åbningstiden.

Byggeren betød noget for masser af børn og deres forældre. I formiddagstimerne blev den brugt af kvarterets børnehaver, der i reglen ikke havde noget friareal. Byggeren var tidligt på den med integrationen, således var der ansat en kurdisk medarbejder.

Jarmer og de godtroende borgere

Kommunen var aldrig særlig venligt stemt over for Byggeren. Og den udskældte socialborgmester Pelle Jarmer - "Ud med Pelle Jarmer. Ind med søm og hammer" - fortrød ved afslutningen bittert, hvad han betragtede som kommunens imødekommenhed. Stemningen afspejler sig klart i hans ord til Københavns Borgerrepræsentation den 5. maj, to dage efter den sidste rydning af den legendariske byggelegeplads:

"I et tilbageblik over de sidste døgns rædsler på Nørrebro og byggelegepladsens 7-årige eksistensperiode er det åbenbart, at Nørrebros Beboeraktion aldrig har gjort noget for børnene, men konstant har gjort ting med børnene for at tilvejebringe en politisk aktionsplatform, som i udstrakt grad har kunnet lokke godtroende borgere til naive tilkendegivelser....

Nørrebros Beboeraktions væsentligste indsats i 1973-74 var at stille krav over for kommunen om omfanget og kvaliteten af det udstyr, der blev anbragt på byggelegepladsen....

Det må således slås fast, at beboerne på Nørrebro alene har trængt sig ind på nedrivningstomten i 1973 og 1980, men herudover ikke har bidraget med nogen form for selvstændige og for kommunen omkostningsfrie aktiviteter udført til fordel for børnene. Det, der er udført af arbejde for børnene, som er politisk indoktrinering, må jeg med skam erkende, er betalt af det offentlige...

Desværre var Magistratens 3. Afdeling for imødekommende i den tidlige periode, og dette har medført de seneste komplikationer".

Blokade

Komplikationerne startede i februar med kommunens besked om, at Byggeren skulle halveres for at give plads for kransporene til nybyggeriet. Resten ville blive fjernet året efter.

Håndværkerne kommer mandag den 24. marts. Telefonkæderne har været i gang, så de bliver mødt af en tusindtallig fysisk blokade. Arbejdet kan ikke gennemføres.

Klubbens personale og børn er blevet henvist til en gymnastiksal, som pædagogernes fagforening dog hurtigt får lukket af hensyn til personalets arbejdsforhold - heller ikke dengang var det børnenes rettigheder og tarv, lovgivningen blev indrettet på.

På Byggeren går dagligdagen videre beskyttet af blokadevagter i døgndrift. Vi har posteret vagter i en lejlighed med udsigt til politiskolen og indgangen til Nørrebro: Dronning Louises Bro. De er klar til alarm gennem fastnetkæderne - det var i tiden før mobiltelefonen. Vi havde dog enkelte walkie-talkier.

Ventetiden bliver lang og udmattende. Så sker det endelig tirsdag d. 22. april om morgenen. Beskyttet af 800 betjente i nye lyseblå kampuniformer halverer de tilkaldte håndværkere Byggeren.

Folk kommer til, og det lykkes at kaste nogle poser med vandmaling i det lønlige håb, at arbejderne vil nedlægge arbejdet med henvisning til liv, ære og velfærd. Det lykkes ikke. Kl. 1. er de færdige og går hjem sammen med politiet.

Vi er måbende og får i løbet af få timer med møje flyttet det hele tilbage.

Rydning af hele Byggeren

Ugen efter er vi blevet tippet om, at mange politifolk er blevet indkaldt til mandag morgen. Vi mødes kl. 5, men der sker stadig ikke noget ved 9-tiden, og mange siver. Så lyder meldingen, at strømerne er på vej i turistbusser.

Der er vel hundrede mennesker inde på Byggeren. Flere er klatret op i legeredskaberne, nogle lænker sig fast, og de modigste smider nøglen væk. På den måde vil vi vinde tid.

Mange lastvogne bliver efterhånden opmarcheret. Det bliver den totale rydning. - Måske var det derfor halveringen forekom så halvhjertet? To store blokvogne kører ind, og fra deres lad kører to bulldozere ned. De tager et stykke af plankeværket, vender rundt og kører direkte mod en overdækket scene, hvor der sidder 10-15 mennesker på taget.

"Jeg troede ikke mine egne øjne", fortæller et øjenvidne, som var kravlet op i et nærliggende legetårn.

"Stolperne knasede sammen, taget skred og folk trillede ned og løb for livet fra bulldozeren, som nu vendte sig mod vores tårn. Chokeret begyndte jeg at fatte, at det jeg lige havde set, ville gentage sig. Den første dozer ramte tårnet, der rystede og gav sig. Jeg kunne ikke nå at klatre ned, men måtte tage et spring ud i luften fra 3-4 meters højde. Jeg ramte lige ned på begge hæle, løb 5-6 meter, indtil jeg ikke kunne stå på mine ben for bar smerte. Jeg faldt og hørte bragene fra tårnet bag mig".

Hanne endte i en seng på Rigshospitalet med en flækket hæl.

Konfrontation

Bulldozernes vanvittige hærgen får de tililende bag politiets kæder til at koge af vrede. Der opstår slagsmål med politiet. Trafikken på Nørrebrogade og Åboulevarden bliver standset. Busser punkteres. I løbet af kort tid er der et omfattende trafikkaos i det meste af København. Spontant bygges barrikader hist og pist.

Politiet har allerede sat hele styrken ind. Den bliver omkring Byggeren, der smadres til pindebrænde, som læsses på alle lastbilerne og køres væk under ekskorte.

Ingen Byggeraktivist har styr på, hvad der sker i området. Det tror jeg heller ikke, politiet har. Også de er udkørte og trækker sig tilbage først på aftenen. Det minder mere om flugt end i god ro og orden.

Kvarteret besat

Slagmarken er overladt til os. Vi er betaget over at se "magtovertagelsen" af Nørrebrogade. På en væltet skurvogn står: "Politiet ud af Nørrebro - Byggeren overgiver sig aldrig". Vi forsøger at få folk ned på Byggeren.

Det bliver en fantastisk nat præget af en euforisk stemning.

Byggeren rejser sig med materialer fra byggepladsen ved siden af, hvor alt brugbart bliver pillet fra hinanden. Gennem lange menneskekæder vandrer det ind på legepladsen.

Alle giver en hånd med i lyset fra fuldmånen og byggepladsens projektører. Det er drømmeagtigt. Mennesker starter med at bygge noget hver sit sted og får det til at mødes, så det bliver et hus.

Værket tager form af den gamle Bygger: De to huse med hængebroen imellem og rutsjebanen, hvor ungerne kørte ned på tomme petroleumsdunke, og ... Indimellem luner man sig ved bålene, nyder musikken og synger sangene:

Spændingen er intens de næste dage. 1. maj fejrer vi på Byggeren. På et tidspunkt bliver der lavet huller i barrikaderne af hensyn til udrykningskøretøjer. Der er sammenstød ved deres rydning.

Politibrutaliteten

Den 3. maj står det endelige slag på Byggeren og om aftenen ved en demonstration på Skt. Hans Torv. Blokadestrategien er stadig præget af arm-i-arm i siddende og stående kæder råbende: "Grabberne væk fra Byggeren" og "Ikke vold - sammenhold".

Politiets brutalitet er hidtil uset. Mange bliver regulært afstraffet med rigtig meget knippelsuppe. Der er mange anholdte.

80’ernes BZ-generations langt mere militante og voldelige kampfærd grundlægges på den erfaring. Voldspiralen løb løbsk i 80’erne og kunne have været vejen til den "terrorisme", som vi var mange, der frygtede, men Danmark gudskelov aldrig fik.

Hvor mange, der kom til skade i Byggerkampen, findes der ingen opgørelser over. Demonstranternes kontra politiets vildskab og voldelige adfærd kan naturligvis belyses gennem utalligere beretninger. Men mest sigende er måske Københavns politidirektør Eefsens indberetning til rigspolitichefen for tidsrummet 29.4.-2.5.80.

Af indberetningen fremgår det, at i alt 21 polititjenestemænd kom til skade. De 4 blev skadet af deres egne kollegers vildfarne knipler og hunde, og én fik ryggen skadet ved at flytte en siddende demonstrant. 6 blev ramt af demonstranters kasteskyts eller hånd"våben" (et bræt).

Ved Byggeren var der ingen byger af brosten. De kom senere. Og ligeledes tåregassen.

Ønsket om konfrontation

Det er muligt, at der i visse kredse i det etablerede samfund direkte spekuleredes i voldelige konfrontationer. Bl.a. vicepolitikommisær Erling Christensen havde denne mistanke og gav offentligt udtryk for det i en kronik i BT 19.5.80:

"Jeg kan have en grim mistanke om, at man startede som det skete for at opnå en konfrontation - det vil selvfølgelig ingen indrømme, men jeg har hørt en politiker sige, at "opgøret" var nødvendigt for at afsløre visse politiske partiers virkelige mål".

Erling Christensen peger også på, at stormen på Byggeren d. 29.4. blev iværksat lige netop på det tidspunkt, hvor enhver kunne forudse, at der ville blive mest ballade: to dage før 1. maj og bededagsferien. Den endelige rydning af Byggeren kom om lørdagen i bededagsferien, hvor der den følgende mandag skulle afholdes et ekstraordinært Borgerrepræsentationsmøde om Byggeren.

Ved rydningen forelå der heller ingen beslutning om en form for videreførelse ved Kapelvej, således som et flertal: Socialdemokratiet og DKP var blevet enige om på Borgerrepræsentationsmødet 10.4. Løsningen var ganske vist uacceptabel, fordi der lå en legeplads i forvejen, men alligevel.

Hvis det var hensigten, lykkedes det ikke at fjerne den folkelige opbakning bag Byggeren og den udbredte sympati for Byggerforkæmperne. Den viste sig ved en kæmpe demonstration på Rådhuspladsen den 5. maj, i den måde folk ytrede sig på og i det gennemgående mediebillede.

Byggerens efterliv – ånden i nakken

Et demokrati kendetegnes ved, at et flertal træffer beslutninger, men ikke ved et flertalsdiktatur. Demokratiets grundlag er bl.a. åbenhed og rummelighed - ikke mindst i forhold til udsatte grupper, hvis livsvilkår er alvorlig berørte af bestemte beslutninger og love. Vi udøvede civil ulydighed og gennemførte efter min opfattelse demokratisk retfærdiggjorte lovbrud, - og jeg står ved det.

Vi led nederlag i Byggerkampen. Det samme billede tegnede sig stort set både før og efter i spørgsmålet om bulldozersaneringen af Sorte Firkant. Men jeg er overbevist om, at Byggeren satte os spor i udviklingen af samfundet. DKP forsvandt efterhånden fra arenaen, og Socialdemokratiet svandt ind og var hunde rædde for, at historien ville gentage sig på Vesterbro, da saneringsindsatsen flyttede dertil.

Byggeren overgav sig aldrig. Den levede videre. For nogle var den mest en ond ånde i nakken. For andre var den en god ånd, som hjælper.

Byfornyelsen på Indre Vesterbro ser vi resultatet af i dag. Den er kendetegnet ved en langt mere bevarende sanering, men man forlader i midten af 90’erne "byfornyelse for beboerne" til fordel for en beboerudskiftning gennem omfattende lejlighedssammenlægninger. Kvarteret er langt smukkere end resultatet i Blågårdskvarteret.

De senere års kvarters- og områdeløft på Amager, i Nordvest og på Ydre Nørrebro er præget af omfattende dialoger med beboerne om en helhedspræget udvikling af områderne og deres fælles faciliteter. Kommunen har oprettet sekretariatsfunktioner i forhold til beboernes arbejdsgrupper. Alt er ikke i den skønneste orden, men noget af det, vi ville for 25 år siden, tager kommunen i dag alvorligt.

Per Bregengaard var i 1980 aktiv i Nørrebros Beboeraktion – Blågårdsgade. I dag er han skoleborgmester i Københavns Kommune for Enhedslisten – de rød-grønne.

Enhedslisten på Nørrebro holder onsdag den 27.april et offentlig møde, hvor Byggerfilmen vises og erfaringerne fra kampen om Byggeren diskuteres. Mødet starter kl. 19.30 og afholdes i Medborgerhuset Blågården, Blågårdsplads 3.

Yderligere oplysninger på hjemmesiden for Enhedslisten på Nørrebro.

Læs også artiklen om Byggerkampen i Leksikon for det 21. århundrede